Nordjyske mener: Sussi og Leo, Einstein og Picasso
De stikker ud og vi burde alle tage noter.

Dagens leder er en hyldest til de skøre. Foto: Lars Pauli
LEDER:"Here’s to the crazy ones. De utilpassede. Rebellerne. ... fordi de mennesker, der er skøre nok til at tro, at de kan ændre verden, er dem, der gør det." Berømte sætninger, som ofte tilskrives Apple-stifteren Steve Jobs, men reelt var et genialt stykke marketing tekst lavet til samme firma - delvist inspireret af filmen Døde Poeters Klub. En kampagne hvor billeder af Einstein, Gandhi og Picasso blev ledsaget af opfordringen "Think Different".
Ordene passer imidlertid lige så godt på en nordjysk duo, som gennem en hel karriere er lykkedes med ting, som ikke burde være muligt, når man kiggede i den traditionelle opskriftsbog for musikstjerner.
23 år med fast kontrakt på det samme spillested og efterfølgende deres egen venue. Landsturneer og utallige medieoptrædener. På fornavn med hele nationen. Sussi og Leo har skabt deres helt egen, imponerende vej.
Ingen er i tvivl om, at de ikke er kommet sovende til det. Jeg bryder mig ikke om den stærke inflation, der er gået i ordet knokle. Her er dog et par, som med rette kan bruge ordet om det sejtræk, de har foretaget gennem en hel karriere.
Jeg har selv en enkelt gang haft oplevelsen af at varme op for duoen. En umulig opgave, der primært handlede om at minde publikum om, at der var kamera på og så gå væk så hurtigt som muligt. Så festen kunne starte.
Samtidig med musikken har de kastet sig over både erotiske malerier og science fiction-romaner. Aldrig bange for at prøve nye ting af og kaste sig ud i livet på deres egen måde.
Nu er festen, de har haft sammen siden 9. klasse, indstillet på ubestemt tid på grund af sygdom, da Leo gennem længere tid har været indlagt. Symptomatisk for duoens arbejdsmoral fortsætter Sussi deres spillejobs.
Sussi og Leo er de skøre, de utilpassede, rebellerne. De er ikke Einstein eller Picasso. De har imidlertid vist, hvor langt vilje, entusiasme og hårdt, vedholdende arbejde kan række. Langt videre end de fleste havde forestillet sig. Og så er de helt originale. Det afkræver både hyldest og respekt.
Sussi og Leo - you rock!
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.