Morsø

Lørdagsskolen holdt åbent

Folkeskolerne på Mors bød indenfor, så forældre og bedsteforældre kunne opleve børnenes skolegang

Melissa Kristiansen, 1. D, havde sine forældre, Brian og Janni, samt lillesøster Nynne med i skole på M. C. Holms Skole i forbindelse med Folkeskolernes Dag på Mors.
Melissa Kristiansen, 1. D, havde sine forældre, Brian og Janni, samt lillesøster Nynne med i skole på M. C. Holms Skole i forbindelse med Folkeskolernes Dag på Mors.

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:42

MORS: Øens folkeskoleelever måtte lørdag bide i det sure æble og tage skoletasken over skulderen og begive sig i skole.

Formiddagen var nemlig afsat til ”Folkeskolernes Dag”, hvor skolerne slog dørene op, så interesserede kunne få et indtryk af arbejdsdagen på skolen i deres område.

På M. C. Holms Skole i Nykøbing blev der kl. ni lagt ud med fælles samling og sang i den store sal, inden eleverne og deres forældre og en hel del bedsteforældre tog turen ud i klasserne.

I 1. D havde Melissa Kristiansen sine forældre, Brian og Janni, samt lillesøster Nynne med, og det nød alle mand.

- Det er et fint arrangement. Til hverdag har jeg aldrig tid til at være med, så det er godt at komme og se, hvor de er, og hvad de laver, lød det fra Brian Kristiansen.

Familien med bopæl i Vodstrup slog samtidig fast, at M. C. Holms Skole, der op til dette skoleår har været igennem en større omlægning til ren indskolingsskole, fungerer godt trods en del turbulens.

- Overgange har altid nogle opstartsproblemer. Det er der kommet styr på, og de er kommet godt i gang, fastslog Janni Kristiansen.

Konstitueret skoleinspektør Michael Dahlgaard havde travlt med at give den som fotograf og dokumentere dagen på de sociale medier.

- Det er fantastisk mulighed for os for at vise virksomheden frem. Vi har kørt den nye skole i 10 uger, og vi kan vise, at vi er faldet rigtig godt til, sagde Michael Dahlgaard, der roste personale, børn og forældre for at bakke godt op om den nye skole.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden