Natklub med Fetterlein i front meldt til politiet
Investor bag ny natklub i Jomfru Ane Gade med Fetterlein som frontfigur har aldrig betalt udlejer
Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:02
AALBORG: Planerne om at starte en ny natklub i Jomfru Ane Gade med Frederik Fetterlein som frontfigur ser ud til at være kuldsejlet. Udlejeren af lokalerne, Martin Grønning, som også driver Benediktes, der ligger lige ved siden af, har i hvert fald forlangt at få sine nøgler tilbage og meldt den investor, som skulle stå bag foretagendet, til politiet.
Ifølge Grønning har investoren - trods løfter om det modsatte - aldrig betalt det depositum, der skulle til for at leje lokalerne, og derfor undrede det ham også, da han opdagede, at Frederik Fetterlein og Daniel Sørensen var i byen for at promovere klubben og gennemføre jobsamtaler.
- Men det er ikke deres skyld. Fetterlein og Danny er også blevet lovet nogle ting, og det ser desværre ud til, at der er tale om en fyr, som har lavet et lignende stunt i forhold til en natklub i København, forklarer han.
Ligner svindel
Martin Grønning besluttede tirsdag eftermiddag at anmelde hele affæren til politiet. For efter at have gravet lidt i sagen fandt han også ud at, at der var andre ting, som ikke rimede.
- Det ligner decideret svindel eller dokumentfalsk. Betalingsbetingelserne er i hvert fald ikke opfyldt, og derfor besluttede jeg mig for at forlange mine nøgler tilbage, forklarer restauratøren.
At en lejer videreudlejer et værtshus eller en natklub er tilsyneladende ikke ualmindeligt i Jomfru Anegade. Men Martin Grønning har allerede været uheldig en gang tidligere, og derfor har han efterhånden mistet tålmodigheden.
Vil ikke hyre Fetterlein
- Skal der være noget i lokalerne fremover bliver det mig selv, der kommer til at stå for det. Så meget har jeg i hvert fald lært, understreger han.
Grønning afviser samtidig, at han selv kunne finde på at hyre Frederik Fetterlein som frontfigur.
- Men vi arbejder naturligvis på en løsning for lokalerne, så meget må du gerne skrive, tilføjer han.
Hverken Frederik Fetterlein eller hans manager Daniel Sørensen ønsker tirsdag at kommentere sagen, før de selv har fået lidt mere styr på, hvad der er op og ned.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.