Ulykker

Navne frigivet på døde fiskere

Nordjyllands Politi har nu offentliggjort navnene på de to mænd som døde ved en arbejdsulykke i Strandby mandag aften

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

STRANDBY:De to mænd som omkom ulykken mandag aften på en fiskekutter på Strandby Havn er den 58-årige fisker Hans Jørgen Hansen fra Strandby og hans 21-årige nevø Morten Christensen fra Strandby.

Ulykken skete, da der skulle losses skidtfisk i form af brisling fra fiskekutteren og over i en lastbil. Pumpemanden opdagede, at fiskeskipperen og hans nevø havde mistet bevidstheden nede i kutterens lastrum, angiveligt på grund af giftige dampe fra fiskelasten.

Giftige dampe

Den 24-årige pumpemand fra Frederikshavn alarmerede lastbilens chauffør og hoppede selv ned i fiskekutterens lastrum for at redde de to mænd, men han mistede straks bevidstheden. Han blev dog reddet op og ligger nu i respirator på Aalborg Universitetshospital. Ifølge Nordjyllands Politi er han uden for livsfare, men det er fortsat uvist om han får men af ulykken.

Ifølge politiet døde de to fiskere på grund af giftige svovlbrintedampe fra lasten af skidtfisk. Arbejdstilsynet har endnu ikke afsluttet deres undersøgelser på stedet, og tilsynet er tidligst færdig i løbet af onsdagen.