Arkitekt: Tænk jer om, skydebrødre
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
For nylig har der været offentliggjort planer om at renovere Aalborgtårnet ved at forstærke benene, etablere nye elevatorer og bygge en ekstra og højere etage på den runde pavillon øverst på tårnet. Det er ikke en god idé.
Aalborgtårnet blev opført som et symbol for Nordjysk Udstilling i 1933 . Idéen skyldtes blandt andet min far, tegneren Viggo Vagnby, som fik helhjertet opbakning af den nystartede Aalborg-Nørresundby Reklameforening og det lokale erhvervsliv.
Formålet med Nordjysk Udstilling var at udfordre tredivernes økonomiske krise og arbejdsløsheden. Et forbillede for udstillingen var arkitekten Gunnar Asplunds Stockholmsudstlling i 1930, som introducerede funktionalismen eller, hvad der er kaldt den nordiske modernisme.
Arkitekterne Carlo Odgaard og Ejnar Glahn blev koblet på projektet for sammen med Vagnby at udføre idéen med udstillingen. I 1932 offentliggjordes planerne. Ved Hobrovej opførtes en monumental indgang, og oven over udstillingsarealet byggede man et oplyst udstillingstårn, Aalborgtårnet, for enden af Danmarks første rulletrappe, som ledte op til tårnet.
Carlo Odgaard projekterede sammen med civilingeniør Svend Rønnow fra Aalborg Værft det nye tårn, som i dets lette og sikre stil symboliserede den fremadstormende industrialiseringsproces.
Visualiseringerne udført af ingeniørfirmaet Rambøll viser desværre, at det er yderst betænkeligt at forstørre både tårn og top ved blandt andet at bygge en etage oven på den nuværende pavillon.
Projektet fremstår klodset, og repræsenterer et visuelt overgreb mod de modernistiske tanker som Odgaard og Rønnow, sammen med idéfolkene bag Nordjysk Udstilling, så overbevisende formulerede for snart hundrede år siden.
Hvis nogen synes, at Aalborgtårnet er utidssvarende, er det måske bedre at rive det ned og blot bevare erindringen om den fremsynede og optimistiske Nordjysk Udstilling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.