Privatøkonomi

Fejl i 93 procent af sagerne - Nu er der rekordhøjt skattesmæk på vej

Mange fejl i danskernes indberetning af indtægter fra udlejning af båd, bil eller bolig

Arkivfoto: Scanpix

Opdateret kl. 16:01

Mange danskere har taget deleøkonomien til sig og udlejer båd, bil eller bolig via forskellige platforme på internettet – eksempelvis Airbnb.

Men der er tilsyneladende store problemer med at få betalt den korrekte skat af indtægterne. Det viser kontroller, som Skattestyrelsen har foretaget.

Det oplyser styrelsen selv i en pressemeddelelse.

Skattestyrelsen har foretaget en række kontroller på området. I 2024 fandt styrelsen fejl i 93 procent af de gennemførte kontroller med indtægter fra udlejningsplatforme.

Det har samtidig ført til, at der er udsendt opkrævninger for cirka 21 millioner kroner – hvilket er rekordhøjt, skriver Skattestyrelsen.

– Desværre viser kontrolresultaterne, at mange danskere – bevidst eller ubevidst – ikke er gode til at oplyse lejeindtægterne til skattevæsenet. Det må og skal blive bedre, for alle skal selvfølgelig spille inden for reglerne og betale den skat, man skal, siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) i pressemeddelelsen.

Skattestyrelsen har siden 2020 gennemført mere end 5.000 kontroller af indtægter fra deleøkonomiske platforme. I 2024 alene blev der gennemført godt 1.200 kontroller.

– Skattestyrelsen har efterhånden solid erfaring på området og er blevet gode til at målrette kontrollerne. Men alligevel må jeg sige, at fejl i mere end ni ud af ti sager er for meget. Derfor vil indtægter fra platformsøkonomien fortsat have både styrelsens og mit stærke fokus fremover – ligesom Skattestyrelsen fortsætter sin vejledningsindsats på området, siger Stoklund.

I mange tilfælde overføres indtægtsoplysningerne automatisk til borgernes årsopgørelser, men i nogle tilfælde skal borgerne selv rette årsopgørelsen og tilføje lejeindtægterne. Det øger risikoen for fejl, snyd eller sort økonomi.

Har man planer om, at udleje sit sommerhus skal man også sætte sig ind i skattereglerne. Du kan læse mere om reglerne for udlejning af sommerhuse her.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden