Nordjyderne investerer

Investering er et hit. Og der er god mening i at give sine penge mere værdi

Der tales aktier som aldrig før, og det er menigmand/k, der er røget med på bølgen. Det er positivt, at flere tager ansvar for egne penge - men naturligvis skal man passe på

Investeringsbølgen ruller hen over landet.

Også i Nordjylland har lysten til at tage ansvar for egne penge og formue grebet om sig - som vi har beskrevet i en stribe artikler den seneste tid.

Markant flere private mennesker bevæger sig ind på markedet, følger udviklinger, lytter til podcast med gode råd fra investeringsguruer, diskuterer givtige forretninger hen over middagsbordet derhjemme eller ved kaffemaskinen på jobbet - og sætter så pengene i aktier med drømmen om et større afkast, her og nu eller på sigt.

Det er blevet trendy at tale aktier. At være investor. Årsagerne til den tendens er flere. Specielt under corona-krisen er manges formuer vokset. Der har været færre aktiviteter at bruge pengene på. Minusrente har understøttet ønsket om at få mere ud af egne midler. Aktiemarkederne er gået op. Og så er det blevet relativt let at blive investor.

Spændet går fra de kompromisløse investorer, der lever spartansk i en årrække med en forventning om, at investeringerne over tid kan føre til et friere liv, til de mere forsigtige, der blot har et ønske om at få penge til en carport eller en sød ferie.

Men fælles for alle ligger ønsket om at tage ansvar for egne midler. Og den tilgang er positiv og værd at bakke op.

Penge, der arbejder, skaber basis for vækst og udvikling. Uanset om det er etablerede virksomheder eller nye firmaer, der tegnes aktier i, har de det til fælles, at de er med til at skabe arbejdspladser, indtjening, nye produkter og opfindelser. Der sker udvikling lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Kort sagt: Hjulene holdes i gang, og det er fundamentet for at betale og forny den velfærd, vi alle nyder godt af.

Og for den enkelte investor er der oven i købet mulighed for at påvirke verden. Pengene kan investeres ud fra en værdibaseret tilgang, så der bakkes op om virksomheder, der udviser social og miljømæssig ansvarlighed. Med det syn er penge ikke bare penge, men et middel til - godt nok i det små - at ændre verden til det bedre. At gøre en forskel.

Men ethvert paradis har sin eller sine slanger. Og investeringsmarkedet er ingen undtagelse.

Det er kompliceret og kræver en stor indsats at lære termer og sammenhænge at kende - og for sidstnævntes vedkommende er de oven i købet ikke engang altid rationelle. Det er professionelle mennesker og institutioner over hele verden, man er oppe imod, og der er afregning ved kasse 1. Koldt og kontant. Det er let at lade sig gribe af følelser og utålmodige drømme om den store gevinst, og pludselig satser man i stedet for at spekulere. Det muligt at lade sig forblænde og glemme, at der skal investeres mange penge, før et afkast på fem-ti procent batter for alvor.

Risiko er den samlende betegnelse. Man skal vurdere, hvor meget man vil satse, har råd til at tabe, og om det er indsatsen værd.

Overvejer man eller har man allerede valgt at ride med på investeringsbølgen, er det vigtigt at understrege, at man skal suge viden til sig og tænke sig om - og have råd til at tage en vandtur en gang i mellem. Men holder man balancen, kan man fra brættet finde spændingen og fornøjelsen og sole sig i, at man er med til at skabe udvikling og muligheder, der kan komme både én selv og andre til gode. At man bogstaveligt talt er med til at give sine penge forøget værdi på flere planer. God tur.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
SSI: Stadig sundhedsrisiko ved mink
Luk