Nu skal VW-folkene tale engelsk
600.000 medarbejdere i Volkswagen skal nu kommunikere sammen og ud af huset på engelsk. De internationale bilbosser har det dog ikke altid lige nemt med sproget
Opdateret 14. februar 2017 kl. 09:15
Firmaet er ærketysk, men frem over bliver koncernsproget hos Volkswagen og de 600.000 medarbejdere engelsk.
Den revolutionerende nyhed behandles med kærlig omsorg af den internationale motorpresse, som i årtier har været vant til internationale bilbosser, der har insisteret på at tale originalsproget eller ført sig frem på gebrokkent engelsk.
Et tilsvarende problem forekommer hos japanske og koreanske bilproducenter, hos hvem det for udlændingene har været svært at få det fulde udbytte af en ingeniør, der på mumlende stakato-engelsk redegør for kompressionen i en motor.
Mens Mercedes-bossen Dieter Zetsche og BMW-chefen Harald Krüger kan formulere sig på rimeligt formfuldt engelsk takket være mange ture til USA og England, kniber det mere i VW-koncernen, hvor såvel topchef Matthias Müller og hans forgænger, den mægtige Martin Winterkorn, har kløjs i de engelske gloser.
Udspringer af dieselskandale
Men nu skal der altså andre knödel på suppen. Ifølge VW personalechef, Karl-Heinz Blessing skal det fælles engelske koncernsprog være med til at tiltrække flere internationale topchefer, skabe bedre dialog og udligne forskelligheder i koncernen.
En del af ændringerne går også ud på at få ledere med en bredere baggrund og udsyn. I den forbindelse slås der også et slag for at give flere kvinder mulighed for at komme til tops.
Det hele udspringer af dieselskandalen, og en topstyret ledelsesform, som der nu skal gøres op med gennem en omfattende modernisering. Sprogbrug eller ej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.