På jagt efter ny brug af land
100 thyboer og morsingboer udvikler ideer til bosætning og job.

Der blev arbejdet ivrigt i grupperne ved torsdagens møde. Foto: Bertel Bolt-Jørgensen
Galleri - Tryk og se alle billederne.

For enden af en grusvej i et nedlagt landbrug ligger et center for udvikling af velfærdsteknologi. Arbejdet udføres på computere med bredbåndsforbindelse - og i samarbejde med forskningsinstitutioner og kommuner. Dette eksempel brugte landdistriktsforsker Hanne Tanvig, da hun onsdag aften holdt et oplæg på Videncenter Thy-Mors om mulighederne for bosætning og erhvervsudvikling på landet anno 2012. Udvikle egnen I salen sad 100 unge og gamle fra alle hjørner af Thy og Mors. De fleste kendte vist ikke hinanden på forhånd, men var kommet på grund af én fælles interesse: de vil være med til at udvikle ideer, der kan udvikle egnen, sådan at den også i fremtiden vil være et attraktivt sted at bo og arbejde. På mødet delte de sig ind i grupper efter interesse: Unge, uddannelse, erhverv, kunst/kultur, turisme og natur/friluftsliv. På forhånd var der udpeget en mødeleder. I turismegruppen var det Henrik Jensen: - Der findes ingen skøre eller ulovlige ideer, lød hans opråb. Kroen i Bedsted som vandrerhjem og udgangspunkt for ture med elcykel til nationalparken, safariture i nationalparken og markedsføring af "vikingernes sejlrute" til Sjørringvig, behovet for en ny vej til stranden ved Lyngby, sandwiches med lokale produkter og en ny formidlingsplatform var nogle af de tanker og ideer, der kastedes ud i det åbne rum. Lykkeligt for Thy Per Noe, Morslands Historiske Museum: - Det er lykkeligt for Thy, at I har fået nationalparken, men vi har på Mors og Fur moleret, der er på vej til at blive optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Der kommer årligt 60-80.000 mennesker, og det er vi ufattelig dårlige til at udnytte. Vi vil gerne samarbejde med jer om nationalparken, hvis I vil samarbejde med os om moleret. I mødelokalet ved siden af, hvor gruppen vedrørende natur- og friluftsliv samledes, var bordet allerede fyldt med forslag, der nu skulle prioriteres inden plenum: vandrerhjem og international arbejdslejr for unge, bedre udnyttelse af nationalparkens brand (varemærke) og humor med mere. I salen mødtes folk med interesse for kunst og kultur. Friluftsteater og folkemusikcenter var nogle af de hotte emner. Folkemusikcenter - Jeg kan høre, der er flertal for folkemusikcentret, så det tager vi på som nummer tre. Det er jo selvfølgelig helt urimeligt at stille sådan en opgave at skulle udvælge tre, men man kan jo sagtens arbejde videre med alt det, man har lyst til, lød det fra tovholder Anders Damm. Frem til 13. september kan grupperne nu arbejde videre med ideerne. Formålet er at kvalificere ideerne i løbet af de kommende måneder, sådan at de mest bæredygtige af dem kan realiseres. Hjemmeside Bindeleddet for projekt "Mod stjernerne" bliver en hjemmeside af samme navn, hvor grupperne selv kan opdatere fra deres møder via en webredaktør - og hvor de løbende kan følge hele projektets udvikling. Projekt "Mod stjernerne" har hyret Ingeborg Sven-nevig som koordinator. Hun kalder sig selv for en livline, og opfordrede på mødet alle til at bruge hende til alle mulige spørgsmål, der er relevante for udvikling af ideerne. - Bolden ligger hos jer. Hold jer ikke tilbage for at ringe til en ven, lød det veloplagt fra Ingeborg Sven-nevig.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.