Tidligere Folketingsformand mindes "ikoniske Uffe": - Han var gemytlig og humoristisk

Uffe Ellemann-Jensen sov natten til søndag stille ind efter længere tids sygdom. Tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl mindes ham

Tidligere formand for Folketinget samt borgmester i Løgstør Kommune, Christian Mejdahl. <i>Arkivfoto: Nicolas Cho Meier</i>

Tidligere formand for Folketinget samt borgmester i Løgstør Kommune, Christian Mejdahl. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Dansk politik har søndag mistet en af de helt store, da den tidligere udenrigsminister og formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen er gået bort.

Sådan beskriver Christian Mejdahl det. Han sad i Folketinget for Venstre i perioden 1987 til 2007, hvor han også var formand i perioden 2003-2007, ligesom han var borgmester i Løgstør Kommune fra 1974 til 1987.

- Uffe (Ellemann-Jensen, red.) var på mange måder et ikon i den politiske verden, og jeg er helt sikker på, at det også er sådan, man i dag og dagene fremover vil mindes ham. Mange vil mindes hans gode indsats og de ting, han stod for og gjorde, fortæller Christian Mejdahl.

De to tidligere politikere sad til bords i Venstres lokale på Christiansborg til gruppemøderne fra 1987, da Mejdahl kom ind i Folketinget, indtil 2001, da Uffe Ellemann-Jensen stoppede sin politiske karriere.

Satte sit præg på verden

Christian Mejdahl, der i dag er 82 år, husker Uffe Ellemann-Jensen som både en dygtig formand for Venstre og en dygtig udenrigsminister.

Især den sidste del har sat præg på store dele af verden, forklarer Christian Mejdahl.

- Da muren faldt, gik Uffe med en krave, fordi han havde fået en operation for en diskusprolaps, men til trods for det var han aktiv, og det var også ham, der var bannerfører for det initiativ for de baltiske lande efter murens fald. Han var en stærkt medvirkende årsag til, at de baltiske lande lidt senere kom med i EU, siger han og fortsætter:

- Det er ikke tilfældigt, at det siges, at flere drengebørn i de baltiske lande i årene efter kom til at hedde Uffe.

For hans indsats i de baltiske lande er der søndag også kommet hilsner fra både Estlands præsident, Alar Karis, Letlands udenrigsminister, Edgars Rinkevics, og Litauens parlamentsformand, Viktorija Cmilyte-Nielsen.

Førstnævnte husker Ellemann-Jensen og kalder ham for ”Estlands bedste ven”:

-  Vi vil altid huske hans ekstraordinære indsats for at sikre Estlands uafhængighed og retur til Europa. Hvil i fred, kære ven, skriver han på Twitter.

Kontakt til det sidste

Uffe Ellemann-Jensen nåede at blive 80 år, før han natten til søndag sov stille ind efter længere tids sygdom. I 2021 fortalte den tidligere Venstre-formand, at en gammel kræftsygdom igen var begyndt at vise sig.

Men på trods af sygdom viste Uffe Ellemann-Jensen sig alligevel som en mand, der svarer, når man skriver.

- Jeg fik et kort fra ham, kort efter han var blevet 80. For der havde jeg sendt en gratulation til ham, som han så svarede på og skrev tak for det og tak for de minder, vi kunne dele sammen, husker Christian Mejdahl.

Om personen Uffe husker Christian Mejdahl ham sådan her:

- Han var gemytlig, humoristisk og havde også en god hukommelse. Han interesserede sig for dem, der var tæt på ham.

Uffe Ellemann-Jensen efterlader sig sin hustru, Alice, og sine fire børn, Claus, Helene, Karen og Jakob samt ti børnebørn.

Blå Bog: Uffe Ellemann-Jensen

Navn: Uffe Ellemann-Jensen.

Født: 1. november 1941 i Haarby, Fyn.

Død: 19. juni 2022.

Søn af: folketingsmedlem og redaktør Jens Peter Jensen og Edith Ellemann.

Uddannelse:

1960: Student fra Birkerød Statsskole.

1962-1969: Cand.polit. ved Københavns Universitet.

Erhvervskarriere:

1962-1964: Ansat ved Forsvarsstaben.

1964-1967: Sekretær i Kødindustriens Fabrikantforening.

1967-1970: Journalist på Berlingske Aftenavis, leder af erhvervsredaktionen 1969-1970.

1970-1975: Økonomisk-politisk medarbejder ved DR's TV-Aktualitetsafdeling.

1975-1976: Ansvarshavende redaktør på Børsen.

Parlamentarisk karriere:

1977: Stillede op til Folketinget for Venstre i Aarhus.

1978-1982: Venstres politiske ordfører.

1979: Blev medlem af partiets hovedbestyrelse.

1982-1993: Udenrigsminister.

1984-1998: Formand for Venstre.

2001: Forlod Folketinget.

1995-2000: Præsident for Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa (Alde).

Udvalgte tillidshverv:

1993-2012: Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

1993-2002: Bestyrelsesmedlem i Royal Greenland.

1996-1999: Bestyrelsesmedlem i Danmarks Nationalbank.

2002-2006: Bestyrelsesformand for Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

2002: Tildelt storkorset af Dannebrogordenen.

Andre roller:

Har haft en fast blog på Berlingske og har været benyttet som kommentator om særligt udenrigspolitik.

Var sammen med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft vært på udenrigsmagasinet "Ellemann & Lykketoft" på TV 2 News.

Er forfatter til en lang række bøger.

Privat: Efterlader sig hustruen Alice Vestergaard samt fire børn: Claus Ellemann-Jensen (født 1966), Helene Ellemann-Jensen (født 1967), Karen Ellemann (født 1969) og Jakob Ellemann-Jensen (født 1973).

Folketinget, danmarkshistorien.dk, Altinget, Ritzau.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.