Egholmlinje-modstander reagerer: - De er det første parti, der kommer til fornuft
Ifølge Anders Wested fra Trafikalt Folkeparti, er politikerne nødt til at genoverveje 3. Limfjordsforbindelse
Opdateret kl. 21:00
AALBORG: - Det er begyndelsen på et fremskridt. Det er det.
Sådan lyder reaktionen fra Anders Wested oven på torsdagens udmelding fra De Radikale, der ønsker at sætte 3. Limfjordsforbindelse på pause.
Anders Wested har gennem flere år kæmpet mod 3. Limfjordsforbindelse i Egholmlinjen, blandt andet gennem sit lokalpolitiske parti, Trafikalt Folkeparti. Han ser en mulig pause som det rigtige at gøre for at finde den bedste løsning på de trafikale udfordringer.
- Det giver en strålende chance for at bruge halvandet år og to-tre millioner kroner, det er ikke mere end det, på at undersøge en alternativ løsning, forklarer han.
En af de løsninger, som Anders Wested gerne ser undersøgt, er City-tunnelen, som også har været foreslået af lektor emeritus Anker Lohmann-Hansen. Netop den løsning, vil den radikale folketingskandidat Christian Friis Bach også gerne have undersøgt i den foreslåede pause.
Tror på pause
Pengene til projektet og linjeføringen over Egholm blev aftalt på Christiansborg som en del af det store infrastrukturforlig fra 2021. Men selv om både Socialdemokratiet og en række blå partier holder fast i både projekt og linjeføring, tror den lokale modstander, at De Radikale kan komme i mål med at sætte projektet på pause.
- Hvis ikke det var dem, var det andre, der var nødt til at gøre det af økonomiske årsager. Det er jo helt gevaldigt så mange ekstraordinære udgifter, der er kommet den seneste tid for staten. Derudover har man samtidig en inflation på byggeområdet, der gør det svært, og når du også mangler arbejdskraft, så kunne det godt være, at de hellere skulle ud og lave noget fjernvarme, som De Radikale siger. Det er der mere mening i.
I Vejdirektoratets VVM-undersøgelse fra februar 2021 fremgår det, at en vestlig linjeføring over Egholm vil koste syv milliarder kroner. Den pris holder ikke nødvendigvis længere efter inflationen, og netop på grund af den trængte økonomiske situation tror Anders Wested, at flere politikere vil kunne se idéen i at undersøge alternative linjeføringer.
- Ønsker man en løsning, så skal man også være åben for realistiske løsninger. Hvis Egholmforbindelsen koster ti milliarder, og det tror jeg hurtigt, den kan gøre, så kommer den ikke foreløbig.
- Det stigende behov ligger i øst, det ligger ikke langt ude mod vest. Tallene, rentabiliteten og likviditeten gør, at man bliver nødt til at sige, staten ikke har pengene til det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.