Vi ved, at 15 tidligere ansatte fra forskellige afdelinger og perioder det seneste halvandet år beskriver et arbejdsmiljø præget af overfusninger, bagtaleri, udfrysning og pres for at sige op.

Vi ved også, at deres fortællinger ikke står alene: Teknisk Landsforbund bakker flere af beskrivelserne op, og en aktindsigt fra Arbejdstilsynet i foråret henviser til en intern trivselsmåling, hvor ansatte selv peger på mobning og krænkende handlinger – uden konkrete tiltag på plads dengang. 

Og endelig ved vi, at en uafhængig ekspert i ansættelsesret vurderer, at teatret burde have reageret på det beskrevne; passivitet kan i sig selv være et brud på arbejdsmiljøloven.

Vi ved også dette: Før publicering har Aalborg Teater fået hele den første artikel med anonyme kilder til gennemsyn i endelig form for at påpege faktuelle fejl. De påpegede ingen.

Inden første udgivelse forsøgte vi adskillige gange at få direktionen og bestyrelsen i tale – både til interview og skriftlige svar, fordi samtale er det bedste udgangspunkt for at opdage og forstå nuancer. 

Teatret afslog.

Efterfølgende konstaterede Arbejdstilsynet på et tilsynsbesøg ikke nuværende problemer. Det har vi naturligvis oplyst i vores dækning og tilbudt interview om. Også det afviste teatret.

Men hvor Aalborg Teater forholder sig tavst, vokser kravet om svar andre steder. 

I denne uge har folketingsmedlem Theresa Berg Andersen (SF) rejst sagen på Christiansborg. Hun kalder medarbejdernes oplevelser “horrible” og kræver, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt undersøger forholdene på teatret.

Aalborg Teater modtager hvert år godt 47 millioner kroner i statslige driftstilskud, og SF-politikeren spørger nu ministeren direkte, hvordan han vil sikre, at en statsfinansieret kulturinstitution lever op til loven og til sin forpligtelse over for medarbejderne. 

Den politiske reaktion understreger alvoren – og det demokratiske problem i, at teatret stadig nægter offentlig dialog.

Det, vi stadig ikke ved, skyldes ikke mangel på spørgsmål, men mangel på svar.

Og det er et problem. 

For når Aalborg Teater i høj grad er finansieret af skattekroner, så betyder det, at vi alle betaler for, at scenelyset kan tændes. Så må vi også kunne få klar besked om, hvordan man leder bag tæppet, når alvorlig kritik rejser sig.

At Arbejdstilsynet i november ikke fandt aktuelle lovbrud, sletter ikke de forløb, som tidligere ansatte beskriver for perioden forud. 

Netop derfor efterlyser vi ledelsens og bestyrelsens konkrete redegørelse: Hvad skete der? Hvad lærte man? Og hvordan sikrer man, at medarbejdere trygt kan bruge whistleblower- og AMU-spor uden frygt for repressalier?

Når bestyrelsen bagatelliserer kritikken, sender det et utrygt signal til de nuværende ansatte: Har de reelt et sted at gå hen?

Vi har lagt vores metode meget klart frem. Vi dokumenterer, hvad vi kan, og vi giver dem, der kritiseres, fuld mulighed for at svare. Den mulighed står fortsat åben.

Tavshed er ikke et svar, der matcher et teater, som nyder offentlig finansiering, politisk goodwill og lokal opbakning – og som samtidig ønsker tillid, når lyset i salen går ned.

Dette er en kommentar skrevet af Nordjyskes samfundsredaktør, Mette Rask. Den udtrykker skribentens egen holdning.