Skoler i stenknuseren
Frederikshavn kan låne til nedrivning af tomme bygninger
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:58
FREDERIKSHAVN: Lukkede skoler koster også penge - og Frederikshavn har nogle stykker af dem. Nu er der udsigt til oprydning.
Frederikshavn snupper nemlig en stor bid af den lånepulje på 50 mio. kr., som økonomi- og indenrigsministeriet har fordelt mellem fem udkantskommuner til "afvikling af overflødige ejendomme".
De 16,5 mio. kr. må kommunen bruge på at nedrive fem ejendomme, som i dag koster varme, opsyn og vedligeholdelse, selv om de ikke er i brug.
Det er dog langt fra sikkert, at alle pengene bliver brugt.
- Inden bygningerne rives ned, skal der træffes politisk beslutning om, at det er dét, man vil, siger lederen af kommunens ejendomssektion, Peter Munk.
Kommunen har blandt andet søgt låneadgang til nedrivning af Volstrup Skole, og den har kommunen faktisk solgt - dog har køber fået udsættelse med betaling af anden rate af købesummen.
Udgifterne til en nedrivning af Volstrup Skole anslås til 2,5 mio. kr.
Tre andre nedlagte skoler er på den liste over bygninger, som kommunen har søgt om lånemulighed til at nedrive.
Det er Hedeboskolen (10 mio. kr.), Munkebakkeskolen (3,5 mio. kr.), og Thorshøj Skole (750.000 kr.).
Desuden har kommunen søgt låneadgang til nedrivning af Præstbro Ældrecenter (800.000 kr.), som blev nedlagt sidste år.
Kommunen har årlige ”tomgangsudgifter” på 1,3 mio. kr. til de fem bygningskomplekser.
Den særlige lånepulje til nedrivning er en del af Vækstpakke 2014 og reserveret til yderområder.
Baggrunden for lånepuljen er den manglende efterspørgsel på kommunale bygninger og grunde i yderområder.
- I Frederikshavn går det bare ikke så let med at afvikle nedlagte byskoler, som det ville gøre i f. eks. Aarhus, siger Peter Munk.
Ud over Frederikshavn har Thisted, Norddjurs, Guldborgsund og Lolland Kommuner fået låneadgang til nedrivning af overflødige kommunale bygninger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.