125 kampe på to dage: Viking Box Cup er en succes

Det traditionsrige stævne Viking Box Cup var for første gang i tre år tilbage på plakaten, og det blev en bragende succes for arrangørklubben Lindholm Bokseklub

Magnus Jakobsen, Pandrup BK med røde handsker, blev ifølge sin formand lidt uretfærdigt dømt som taber af sin kamp ved Viking Box Cup i Nørresundby, som ellers var en stor succes. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Magnus Jakobsen, Pandrup BK med røde handsker, blev ifølge sin formand lidt uretfærdigt dømt som taber af sin kamp ved Viking Box Cup i Nørresundby, som ellers var en stor succes. Arkivfoto: Bente Poder

NØRRESUNDBY:Lindholm Bokseklub har grundet corona været afskåret fra at afvikle Viking Box Cup i et par år, men i weekenden var der atter boksning på plakaten til den helt store guldmedalje. 

Boksere fra nær og fjern havde taget turen til Nørresundby for at tage del i det traditionsrige stævne, der er Danmarks største. 

Blandt de mange deltagere var naturligvis en række lokale boksere. Blandt andet Lindholm-bokseren Rami Najmi, der fik fornøjelsen af at bokse på hjemmebane for første gang i en stadig spæd boksekarriere. 

- Det her var blot min tredje og fjerde kamp, men det var helt fantastisk at opleve den opbakning fra familie og venner. Faktisk lagde jeg også mærke til, at jeg fik stor opbakning fra de andre nordjyske klubber som AK Jyden og Pandrup. Det var også bare med til at gøre oplevelsen større, siger Rami Najmi, der også gjorde sit for at skabe god underholdning til de fremmødte tilskuere. 

Han hjemtog nemlig titlen i letsværvægt for begyndere. 

- Jeg var lidt nervøs og spændt inden min første kamp, men da jeg først kom i ringen, så forsvandt nervøsiteten, og det var bare med at gøre de ting, vi havde aftalt inden kampen, siger Rami Najmi. 

Nu er næste mål JM, der bokses i februar. Samme mål har bokserne fra Pandrup BK, der i lighed med Rami Najmi klarede sig godt ved Viking Box Cup. 

- Vi havde boksere med i otte kampe, og vi vandt de seks af kampene. Magnus Jakobsen burde nok også have vundet sin kamp, men jeg ved ikke lige, hvorfor han blev dømt som taber, siger Kasper Bruun, formand for Pandrup BK. 

Han fremhæver Victor Trier Danielsen og U17-bokseren Mikkel Trudslev for nogle gode præstationer. 

- Mikkel fik stoppet sin modstander i begge sine kampe, så det har virkelig boostet ham. Victor boksede efter min mening stævnets bedste kamp, da han vandt sin finale klart. Det var imponerende boksning, siger Kasper Bruun, der havde et par gode dage i Nørresundby. 

- Det var virkelig fedt at opleve, hvor mange tidligere boksere, der havde fundet vej til hallen. Der var god stemning, og jeg lagde også mærke til, at de nordjyske boksere bakkede hinanden op på tværs af klubber. Det er fedt at opleve, siger Kasper Bruun. 

Hos formanden for Lindholm Bokseklub René Sørensen er der også stor tilfredshed med stævneafviklingen. 

- Det er gået over al forventning. Vi har haft 186 boksere med til stævnet, og det er gået godt med at få det hele afviklet. Vi har heldigvis en gruppe frivillige, som har ydet et kæmpe stykke arbejde for at få det her til at lykkes, siger René Sørensen.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.