AaB-forsvarer om comeback: En lortedag på kontoret
Holdets indsats i reserveligakampen mod Randers overskyggede det positive for Kasper Pedersen
Opdateret kl. 20:14
FODBOLD: AaB's Kasper Pedersen fik comeback, da AaB mandag mødte Randers FC i Reserveligaen. Den 27-årige forsvarsspiller har ikke kunnet træne de seneste uger - efter et ufrivilligt møde med en holdkammerats skrueprop.
- Det har desværre taget lidt længere tid end forventet at blive klar igen, og det har sat mig lidt tilbage i kampen for spilletid i Superligaen. Jeg nåede dog at få et par træninger i benene inden de her 70 minutter for reserveholdet, så nu lysner det, siger Kasper Pedersen.
Derudover så han ikke mange lyspunkter i AaB-reservernes indsats mod Randers. Gæsterne vandt såre fortjent 4-0.
- Det var ikke en god dag. Vi prøvede også et nyt system (3-5-2, red.), men jeg føler ikke, vi fik det samme bid i presset, som vi plejer. Samtidig ærgrer jeg mig over de mange chancer, vi gav væk. Vi gjorde det alt for nemt for Randers, så det var alt i alt en lortedag på kontoret, lyder det bramfrit fra forsvarsspilleren.
Om Kasper Pedersen kommer i spil til superligakampen mod AGF på Aalborg Portland på søndag, afhænger formentlig af, om Daniel Granli bliver klar. Sidstnævnte udgik af weekendens kamp mod SønderjyskE, men de første bulletiner lyder på, at svenskeren ikke er alvorligt skadet.
- Det er op til træneren at vurdere, hvor langt jeg er, men jeg er klar til at spille på søndag, hvis det bliver nødvendigt, siger Kaper Pedersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.