Aalborg-træner holder kortene tæt til kroppen inden semifinalejagt i Skjern
Aalborg Håndbold var uden to profiler i mandagens sejr over Fredericia og fik endnu en skade undervejs, men cheftræner Stefan Madsen vil ikke afsløre for meget før lørdagens vigtige slutspilskamp mod Skjern
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22
HÅNDBOLD: Selv om de kun er halvvejs i kamprækken, kan Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag sikre sig en plads i denne sæsons DM-semifinaler.
En sejr i udekampen mod Skjern Håndbold vil betyde, at de forsvarende danske mestre og pokalvindere har indløst semifinalebilletten tre runder før tid. To point i Skjern vil også være et stort skridt mod at sikre førstepladsen i gruppespillet og dermed få en semifinale mod nummer to fra den modsatte pulje.
- Det er ret vigtigt for os at vinde puljen, fordi det vil give os det bedste udgangspunkt i semifinalerne. Det vil give hjemmebane i en eventuel tredje kamp, og det har vi jo nydt godt af før.
- Vi ved jo ikke, hvordan det ender i den anden pulje, men det kunne jo godt se ud til, at GOG vinder den, og det ville selvfølgelig heller ikke gøre noget ikke at møde dem i semifinalerne, siger Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.
Aalborg Håndbold trak sig sejrrigt ud af det seneste møde med Skjern, da det 9. april blev til en 38-36-sejr hjemme i Sparekassen Danmark Arena. En kamp, der dog bedst huskes for, at nordjyske Lasse Mikkelsen stod for hele 16 af Skjerns mål.
- Han spillede vel nærmest sit livs kamp den dag, og det var utroligt flot, hvad han præsterede. Sagt i al respekt for Lasse var det dog også en kamp uden meget nerve og intensitet, og jeg håber, at det bliver en helt anden kamp denne gang, siger Stefan Madsen.
Da Aalborg Håndbold i mandags besejrede Fredericia, var det uden hjælp fra de skadede Kristian Bjørnsen og Lukas Sandell, mens Andreas Holst var uheldig at brække næsen i kampens sidste aktion. Stefan Madsen ønsker dog at holde kortene tæt til kroppen i forhold til skadessituationen forud for lørdagens kamp, der fløjtes i gang klokken 16.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.