Anfører er i fremgang, men midtbanespiller er ude: Her er skadesstatus i AaB
Lucas Andersen deltog i størstedelen af torsdagens træning, men til gengæld venter der Pedro Ferreira en pause
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:20
FODBOLD: Siden maj er AaB's Lucas Andersen blevet holdt ude af en korsbåndsskade, men nu kan et comeback anes forude.
Anføreren har tidligere fortalt, at hans ambition er at få spilletid, inden 3F Superligaens grundspil er færdigspillet 20. marts, og den kurs ser ud til at holde.
Se flere billeder fra torsdagens træning nederst i artiklen.
Under torsdagens træning deltog Lucas Andersen næsten på lige fod med holdkammeraterne. Kun den sidste del af træningen var uden anførerens deltagelse.
- Lucas ser rigtig fin ud, og han har også selv en god fornemmelse, men der er ingen stress fra vores side, og han skal tage den tid, han behøver. Jeg er glad for at se Lucas tilbage på banen, men jeg tror absolut stadig, at der går nogle uger, inden han er kampaktuel, siger fungerende cheftræner Oscar Hiljemark.
De næste kampe bliver også uden Pedro Ferreira, der pådrog sig en skade under lørdagens træning.
- Han har fået en forstrækning i baglåret. Scanningen så dog bedre ud end frygtet, så vi ser positivt på det. Forhåbentligt får han et godt forløb, og så kan han måske være tilbage i løbet af nogle uger, siger Oscar Hiljemark.
Torsdagens træning var også uden offensivprofilen Louka Prip, men umiddelbart er der ingen grund til at frygte, at han ikke bliver klar til søndagens hjemmekamp mod Silkeborg.
- Louka er syg i dag, så han blev hjemme for at hvile sig. Forhåbentlig har han det bedre allerede i morgen, siger Oscar Hiljemark.
Louka Prip er i øvrigt en af de AaB'ere, som får ros i den seneste udgave af Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten. Her bliver der også set på mange af de aktuelle emner vedrørende klubben. Lyt med på nordjyske.dk/lyt , og hvor du ellers henter dine podcasts.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.