Skuffede AaB-profiler: - Jeg fik fejret vores mål for fuld smadder
Både Rasmus Thelander og Nicklas Helenius var tilfredse med indsatsen men skuffede over resultatet, da FCK havde besejret AaB 1-0

Nicklas Helenius stod tilbage med en fornemmelse af, at spillet og forudsætningerne var til AaB-point i udekampen mod FC København. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
KØBENHAVN:Resultatet var det samme som i forårspremieren mod AGF, men fornemmelsen var en anden for to af AaB's bærende spillere, da de skulle gøre status efter 0-1-nederlaget mod FC København.
Faktisk mente både Nicklas Helenius og Rasmus Thelander, at AaB havde forpasset en god mulighed for at få point i Danmarks nationalarena.
- Vi fik mere spil i gang i dag. Nogle af de ting, som vi har trænet på, lykkedes vi også med. Når du besøger Parken, så skal du have en god målmand. Det havde vi så absolut også i dag. Du skal håbe på at få et par store chancer, og det fik vi også i dag, så vi kunne have taget pointene. Vi kunne godt have stjålet tre point, for vi havde en stærk målmand, så alt i alt var attituden og viljen der, siger Nicklas Helenius.
Rasmus Thelander huserede i den modsatte ende af banen, men han havde set det samme som Helenius.
- Det er jo fortjent nok, at FCK vinder, men det lugtede af point. Præstationen var langt hen ad vejen godkendt. Jeg havde sat næsen op efter point. Jeg står tilbage med den fornemmelse, at hvis vi skal stille store krav til os selv, så skal vi også have point med fra den her kamp, siger Thelander.
Noget af det, som AaB for alvor jagter er en succesoplevelse og noget medgang. Den var der ikke megen af i København, men troen er intakt, og ketchup-effekten skal nok indtræffe, hvis det står til Helenius.
- Jeg ved godt, at vi skal have den succesoplevelse sammen, og det er jo den sejr. Om det så er et kludemål, eller om det er en, der sparker den op i krydset. Kommer den, så vil det få holdet til at vokse, siger AaB-angriberen, der var ærgerlig over, at Allan Sousa fik annulleret et mål.
- Det bedste havde været, at Kasper Jørgensen havde sparket den ind i første omgang, for det var en stor chance. Men Sousa havde også en stor chance i anden halvleg. Derfor ærgrer vi os også over, at vi ikke tager vare på de chancer.
Mens Helenius var mere tilbageholden, så fejrede Thelander målet, som var det en overlevelse, AaB netop havde sikret sig.
- Det fik vi fejret for fuld smadder. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg var godt klar over, at det kunne blive annulleret, men jeg gav den stadig fuld smadder. Jeg er jo ikke herre over, om der er offside. I den periode af kampen kunne jeg godt mærke, at der var noget at hente for os. Jeg kunne også mærke, at de havde momentum, da FCK scorede, siger Thelander, der finder noget optimisme i den måde, som han, Lars Kramer og Theo Sander fandt ind i et samarbejde på.
- Det gik ganske fint sammen med Kramer og Theo. Der var god stabilitet i det, vi lavede sammen. Der er gode perspektiver i det her. Det føles stærkt, det vi kan få her, men nu skal vi bare til at have nogle point, siger Rasmus Thelander.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.