Nordjyllands Smukkeste Fodboldstadion

Solgte profil for 30.000 kroner: Suldrup er en ægte breddeklub

Se dronevideo: På Suldrup stadion finder man både en gammel måltavle, nordisk mytologi og et buet rækværk, men er det Nordjyllands smukkeste?

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

STADION:- Vi solgte engang en af vores profiler til AGF for 30.000 kroner.

Det fortæller Jens Bak, tidligere spiller- og medlem af fodboldudvalget i IK Frem Sønderup/Suldrup. Selvom det lyder lovende, gik salget af spilleren Flemming Petersen ikke helt som håbet.

- Han var ikke helt god nok, så AGF sendte ham til Nørresundby for at få lidt mere hår på brystet, men de spillede i Serie 2, og det blev desværre aldrig til mere end det, fortæller han.

Syd for Aalborg ligger Suldrup - en jætte go' by, som der står på velkomstskiltet, når man kører over bygrænsen.

IK Frem Sønderup/Suldrup blev stiftet i 1912 - efter sigende i en grøftekant i nærheden af Suldrup. Siden har anlægget haft flere forskellige placeringer, men der, hvor det ligger nu, har det ligget længe. Det afsløres blandt andet af den gamle måltavle, der stadig står som et minde om fortiden. Her skulle man manuelt løbe op og ændre på tallene, hvis stillingen ændrede sig.

Salget af Flemming Petersen til AGF var stort dengang, men siden da er der ikke sket noget nævneværdigt i den kategori - men det gør heller ikke så meget. Selvom de bedre spillere nogle gange søger til andre klubber, går der som regel ikke lang tid, før de vender retur.

- Efter to-tre år kommer de tilbage, fordi de savner det sociale, fortæller Jørgen Haven, som er en del af det nuværende fodboldudvalg, og ham, der sendte indstillingen af Suldrup Stadion til NORDJYSKE.

Selvom den nuværende måltavle er ny og digital, så er den gamle et godt og sjovt minde, som er bevaret. Foto: Henrik Bo

Selvom den nuværende måltavle er ny og digital, så er den gamle et godt og sjovt minde, som er bevaret. Foto: Henrik Bo

På senior-niveau begår klubben sig lige nu i Serie 3, 4 og 6, men har også været oppe i Serie 2 for relativt nyligt.

Drenge er der mange af i klubben, men pigerne skal man lede længe efter. Der er nemlig ingen pigehold i IK Frem - men det bliver der lavet om på.

- Midt i august kommer DBU's pigeraket forbi for at give indspark til pigefodbolden, for det skal altså prøves, fortæller Jørgen Haven.

Han uddyber med, at der er en del piger fra byen, der spiller i Støvring og Aars,

- Og det er da lidt åndssvagt. De kunne jo lige så godt spille lokalt, så det vil vi prøve at få stablet på benene nu. Der er et par mødre, der gerne vil tage tjansen, og som selv har spillet fodbold. Det glæder jeg mig rigtig meget til, at vi kommer i gang med, siger han.

Foreningsengagement

Det kræver ikke, at man er barn af en by for at engagere sig. Jørgen Haven er tilflytter og har kun boet i Suldrup i fem år.

Han blev hurtigt engageret i idrætsforeningen, og efter et par år blev han sågar formand. I år valgte han at give ansvaret videre og i stedet for blive en del af fodboldudvalget. I de tre år han var formand, nåede han dog at sætte sit præg.

- Dengang jeg flyttede hertil, var der otte afdelinger i foreningen, og de arbejdede ikke rigtigt sammen. De var var meget lukkede og kørte økonomien separat.

Se dronevideo af Suldrup stadion her

De seneste tre år har han arbejdet på at få samlet afdelingerne noget mere.

- De har været meget åbne for en ny struktur. Det har været meget positivt, og i dag arbejder vi på tværs af alle afdelingerne, fortæller Jørgen Haven.

Der er heller ikke noget, der skriger forening mere end en arbejdsweekend, og sådan nogle har de selvfølgelig også i IK Frem Sønderup/Suldrup. Folk er rigtig gode til at støtte op om den slags tiltag, selvom det ikke altid har været sådan.

- Førhen var det måske lidt mere Tordenskjolds soldater, hvor det mest var dem, der sad i udvalget, som lavede meget af arbejdet, men det er blevet meget bedre.

- Sidste lørdag havde vi en fælles arbejdsdag, hvor vi var godt 50. Alle mødte ind til rundstykker, og så gik folk bare selv i gang. Vi skulle have været færdige klokken 13.00, men det trak ud til klokken 18.00, men det var ikke et problem. Folk blev bare hængende og var med til at gøre de ting færdige, som vi manglede, og det er virkelig fedt, siger Jørgen Haven.

Og Jørgen Haven er ikke i tvivl: IK Frem Sønderup/Suldrup er en breddeklub, og det er de sådan set stolte af at være.

- Vi har fokus på de sociale ting, helheden og fællesskabet - og ikke så meget resultaterne. Det vigtigste er, at børnene og de unge trives socialt, og kommer der nogle gode resultater, så er det jo bare en bonus, fastslår Jørgen Haven.

Fra tirsdag 23. juni starter afstemningen om "Nordjyllands smukkeste stadion" her på nordjyske.dk

Se de øvrige fire nominerede herunder:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.