Stolpe ud for AaB i Parken
AaB var tæt på point ude mod FCK, men i overtiden måtte Yann Rolim se et frispark prelle af på overliggeren
Opdateret 10. maj 2022 kl. 17:12
FODBOLD: AaB var millimeter fra at få point med hjem, men måtte onsdag aften alligevel indkassere et nederlag i Alka Superligaens mesterskabsslutspil, da det på udebane blev til et 1-2-nederlag til FC København.
I første halvleg scorede Jakob Blåbjerg et mål i hver ende, inden Viktor Fischer i anden halvleg afgjorde kampen til FC Københavns fordel efter en flot soloaktion.
AaB blev presset i bund fra kampens start, og allerede da der var spillet fem minutter, havde FC København haft to gode muligheder.
Først afværgede Jacob Rinne et forsøg fra Viktor Fischer, og siden headede Jonas Wind et indlæg fra Viktor Fischer forbi mål.
Efter 12 minutters spil gik den dog ikke længere for AaB. Et indlæg fra Peter Ankersen landede hos Jonas Wind bagerst i feltet. Han sendte en afslutning mod mål, og tæt under mål var Jakob Blåbjerg så hårdt presset af Viktor Fischer, at han kom til at sparke bolden ind i eget net.
Efter 16 minutter var Peter Ankersen ophavsmand til endnu en stor FCK-chance, men Jacob Rinne måtte redde AaB fra at komme bagud med 0-2, da han diskede op med en stor redning på Jonas Winds forsøg.
Derfor var det også imod spil og chancer, at AaB efter 33 minutters spil fik udlignet på holdets første reelle målchance. Et knivskarpt hjørnespark fra Kasper Kusk havnede i hovedet på Jakob Blåbjerg, der dermed også fik scoret i den for AaB rigtige målende.
Det mål gav AaB fornyet tro på tingene. Gæsterne udfordrede nu FC København, og kort før pausen var AaB nærgående igen. FCK-forsvaret fik dog clearet et indlæg fra Kristoffer Pallesen, lige inden Pavol Safranko kunne have skubbet bolden ind i det tomme net, og derfor endte første halvleg 1-1.
Fra anden halvlegs start kom AaB dog under hårdt pres igen. Inden for de første fem minutter havde FC København to gange forgæves appelleret for straffespark, og efter 54 minutter var det kun endnu en stor redning fra Jacob Rinne, der holdt stillingen på 1-1, da den svenske målmand med fingerspidserne fik viftet Rasmus Falks afslutning ud på stolpen.
AaB stod godt imod, men godt midtvejs i anden halvleg lykkedes det dog FC København at bringe sig foran 2-1, og det var efter en flot soloaktion af Viktor Fischer. Landsholdsspillerens driblinger snød flere AaB-forsvarere, inden han med venstrebenet kunne banke bolden ind bag en chanceløs Jacob Rinne.
Et lille kvarter før tid burde FC København så også have lukket kampen endegyldigt. Efter et gennembrud i AaB’s højre side kunne Viktor Fischer servere bolden for Federico Santander, men tæt under mål sparkede angriberen fra Paraguay på forunderlig bolden over mål.
I kampens overtid var AaB dog alligevel tæt på at snuppe et point, men indskiftede Yann Rolim måtte se et frispark prelle af på overliggeren og slå ned på den for AaB forkerte side af målstregen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.