Ikke fordi jeg er i gang med det klassiske januarprojekt, men fordi en ny, smart vægt lige foran mig lokkede mig til at tage temperaturen på kroppen. Og tallet overraskede mig en smule. 

59,3 kilo. 

Det var, helt ærligt, et par kilo mere, end jeg har bildt mig selv ind, når jeg kigger mig i spejlet. Jeg kom mig dog hurtigt over tallet, fordi det ingen reel betydning har.   

For selvom jeg – som så mange andre, især kvinder, der var unge under tyndhedsidealets storhedstid omkring årtusindeskiftet – af forfængelige årsager dybest set er bange for at blive “for tyk”, så ved jeg også noget andet: 

Jeg er privilegeret. 

Jeg har været normalvægtig hele mit liv, og det er ikke svært for mig at holde vægten. Det kræver ingen særlig indsats, ingen konstant kamp, ingen skam. 

Sådan er det langt fra alle mine mednordjyder, der har det.

Seneste nationale data viser, at omkring 53 % af alle voksne er overvægtige (BMI ≥ 25), og andelen af svært overvægtige er næsten fordoblet på 13 år til næsten 19 %. 

Forskning peger på, at vægtproblemerne er særligt udtalte i Nordjylland sammenlignet med visse andre regioner, og at udviklingen forventes at fortsætte de kommende år.

Overvægten er i stigende grad skævt fordelt geografisk, og forskere peger på, at hver femte danske kommune er på vej mod amerikanske tilstande. I Vesthimmerlands Kommune forventes det, at 38 procent af borgerne om ti år vil være svært overvægtige. 

Det er ikke en marginal udvikling. Det er en strukturel forandring af vores befolkning.

Det er vigtigt at slå fast: Sundhed og vægt er – og bliver – den enkeltes ansvar. Ingen andre kan spise maden eller tage skridtene for os. Ingen kan motionere på vores vegne. Det ansvar kan og skal man ikke skrive sig ud af.

Men forudsætningerne for at tage ansvaret er vidt forskellige.

For nogle kræver det viljestyrke i begrænset omfang. For andre er det en daglig, livslang kamp mod biologi, vaner, økonomi, arbejdsliv og omgivelser. Overvægt bliver ofte reduceret til et spørgsmål om valg. 

Men valg træffes aldrig i et tomrum.

Mange af de mønstre, der styrer vores forhold til mad og motion, grundlægges tidligt i livet. 

I hjem, hvor mad enten er trøst, belønning eller nødvendighed. I hverdage, hvor fritid enten er bevægelse eller stilstand. I familier, hvor overskuddet – eller manglen på samme – sætter rammerne længe før, barnet selv kan tage ansvar.

I en den kommende tid undersøger vi her på Nordjyske, hvad den stigende overvægt betyder, og hvorfor den vokser, med udgangspunkt i Nordjylland.

Vi taler med mennesker, der lever i kroppe, som bliver vurderet, vejet og dømt af andre. Og med eksperter, der forklarer og nuancerer en debat, som alt for ofte bliver enten moraliserende eller berøringsangst.

Vi stiller de spørgsmål, mange går med – men sjældent får ordentlige svar på:

Er overvægt en sygdom eller en kropsvariant?
Hvor farligt er det at være overvægtig?
Hvor meget kan den enkelte styre selv?
Og hvad betyder det for et samfund, når overvægt ikke længere er jævnt fordelt?

Vores intention er ikke at pege fingre, men at forstå udviklingen - og hvorfor nogle af os kan træde op på vægten uden videre, mens andre har kæmpet med den, siden de var børn.

Dette er en kommentar skrevet af Mette Rask, der er redaktionschef for Samfund og Nordjydernes Liv. Den udtrykker skribentens egen holdning.