Måske fem måneder uden tog på Thybanen

Arriva søger efter buschauffører til at køre mellem Thisted og Struer i fem måneder

Banedanmark forventer, at Thybanen bliver uden togtrafik i tre en halv måned. Men Arriva søger efter buschauffører til at køre togbusser mellem Thisted og Struer i fem måneder.  
Banedanmark forventer, at Thybanen bliver uden togtrafik i tre en halv måned. Men Arriva søger efter buschauffører til at køre togbusser mellem Thisted og Struer i fem måneder.   Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret 12. april 2022 kl. 11:09

THY: Der bliver lukket for al togtrafik mellem Thisted og Struer fra 2. maj, når Banedanmark går i gang med at udskifte sveller og skinner på Oddesundbroen.

Men hvor lang bliver den periode, hvor togene bliver erstattet af busser på Thybanen? Det er endnu et åbent spørgsmål.

Som tidligere omtalt i Nordjyske oplyser søgeportalen Rejseplanen.dk om togbusser på strækningen fra 2. maj til og med 12. juni. 

Ifølge "Netredegørelse 2022" forventer Banedanmark imidlertid, at arbejdet vil strække sig over 14 uger - fra 8. maj til 13. august. Og "i ly af Oddesundbroen" skal der i samme periode gennemføres et andet arbejde, der indebærer en totalspærring af hele strækningen.

Men et stillingsopslag, hvor Arriva søger efter buschauffører til at køre såkaldte togbusser, tyder på, at man først forventer at kunne genoptage togtrafikken på strækningen i slutningen af september.  

Selskabet søger om buschauffører til Holstebro, men i stillingsopslaget nævnes specifikt chauffører til ruten mellem Struer og Thisted, og at jobbet vil være tidsbegrænset til perioden  fra 29. april til 26. september - "med mulighed for forlængelse".

Hos Arriva ønsker hverken presseafdelingen eller den kontaktperson, som er nævnt i stillingsopslaget, at kommentere sagen.  Men selskabet forventer senere på ugen at kunne oplyse nærmere om, hvor lang perioden uden togdrift på Thybanen forventes at blive.

Ifølge Rejseplanen vil togbusserne betyde en forlængelse af rejsetiden mellem Thisted og Struer på omkring 22 minutter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden