Kommentar: Hurra for et parti med kulturvisioner - Aalborgs eneste

Noget af det farligste for Aalborg som kulturby lige nu er politikere, der er tilfredse med status quo, imens andre byer opruster

Skal Aalborg fortsat rykke sig, skal institutioner og borgere kunne håbe på mere end at fastholde status quo. Og på politikere, der ser potentialer, der rækker ud over konstateringer om, at ”Aalborg har det hele nu”, skriver journalist Birgitte Sonne Kristensen i denne kommentar. Foto: Torben Hansen

Skal Aalborg fortsat rykke sig, skal institutioner og borgere kunne håbe på mere end at fastholde status quo. Og på politikere, der ser potentialer, der rækker ud over konstateringer om, at ”Aalborg har det hele nu”, skriver journalist Birgitte Sonne Kristensen i denne kommentar. Foto: Torben Hansen

Dette er ikke et partipolitisk indlæg, jeg kunne aldrig finde på som journalist at bekende politisk kulør.

Men som en, der ofte skriver om kultur og i 2018 blev ansat til at have et særligt fokus på Aalborg, er det mere end ærgerligt at konstatere, at der ud af de lokalpolitikere, som mine kollegaer taler med lige nu, i en by, der kalder sig kulturby - kun er kandidater fra ét parti, der beretter om konkrete visioner for området.

Partiet er Enhedslisten, og deres visionspapir for kulturlivet viser, at partiet lytter til byen - og har ambitioner for den. Deres forslag lyder fx på én dag om ugen med gratis adgang til alle museer og kulturinstitutioner for at sikre alle lige adgang til kultur.

På flere penge til et kulturliv målrettet børn, flere lokale kulturhuse, flere værksteder, øvelokaler og arbejdslegater til skabende kunstnere, endnu mere støtte til kommunens vækstlag, en pulje der er nem at søge, og så skal der laves bog- og litteraturcaféer på biblioteker til borgere i alle aldre, ligesom filosofisk cafe på Cafe Frederiksberg i Vejgaard skal støttes, så den kan videreudvikle sig.

Man kan være enig eller ej i disse forslag, men de er da til at føle på.

Endnu mere interessant er det, hvad det siger, at Enhedslisten står alene om sådanne visioner. De er i hvert fald de eneste politikere i Aalborg, der finder kultur interessant nok til at ytre sig visionært om det i valgkampen - modsat kandidater i både Hjørring og Hobro.

Succeskriteriet for mange kulturinstitutioner i Aalborg - kommunens fyrtårne - har de seneste år alene været, at der ikke fjernes penge. At man op til budgetforhandlinger ikke endnu en gang skal gisne om, hvorvidt byrådet vælger dét, som afgående kulturrådmand Mads Duedahl (V) har døbt salami-metoden, hvor man skærer hos alle, eller om man mon i år vælger helt at give et sted dødsstødet.

Væk fra årlige besparelser

Det er godt, at man de seneste år (for en stund?) har formået at komme væk fra årlige besparelser på spillesteder, museer og kulturhuse i Aalborg. Corona har bidraget til en større anerkendelse af betydningen af kultur - der er intet, der gør os så glade for noget, som når det bliver taget fra os. Og genopretningspuljerne har haft kæmpe effekt i forhold til at sætte festivaler, koncertrækker og nye projekter i gang - projekter, der skaber nye lokale samarbejder på tværs og henter masser af fondsmidler til byen. Der har sjældent været så meget liv i musikmiljøet i Aalborg. Tænk, hvis man kunne holde fast i det!

Men ser man mere overordnet på udviklingen af kulturbyen Aalborg, hvor ambitiøs har visionerne så egentlig været de seneste fire år?

Vi har fået et kompetencecenter til rytmiske musikere, der uden tvivl allerede gør en kæmpe forskel i byen. Det er en investering til 600.000 kr. årligt, og man ser klare resultater i mængden af koncerter, turnéer og vejledning, det musiske vækstlag har fået.

Vi har også fået en renovering af Huset og fået lavet en tilbageløbsanalyse ved et uafhængigt analysebureau, der fastslår, at kultur er lig med investeringer i byen, livskvalitet hos borgerne og en afgørende faktor for både tilflytning og turisme.

Ingen tradition for kultur

Men trods resultaterne ser det ikke ud til at have fæstnet sig meget hos de folkevalgte. I hvert fald ikke nok til, at de formulerer konkrete visioner på området - og melder dem aktivt ud.

Måske fordi der i Aalborg dybest set ikke er tradition for at bruge penge på kultur. Det er efterhånden længe siden, at Musikkens Hus, som Realdania betalte, stod færdigt (2014). Utzon Center stod færdigt i 2008, Nordkraft i 2009, så den seneste store post har været renoveringen af Kunsten i 2014 til 2016 - for fem år siden.

I 2018 reserverede kommunen 25 mio. kr til det kommende monumentalværk af Tomas Saraceno og et tilskud til den nye kunsthal - godt med opbakningen.

Men Odense har netop opført et nyt H. C. Andersens Hus, Hjørring fik nyt teater i 2017, og Aarhus har de seneste år postet penge i kulturbyen som aldrig før. Og i København mener flere partier, at man bør lade sig inspirere af Stockholm og Oslo og bruge en fast procentdel af udgifterne til byggeri til at sikre kunst i byrummet.

Det handler selvfølgelig ikke om, hvem der som kommune skyder flest penge i ny kultur, men om en erkendelse af, at kultur koster. At det ikke er et område, man kan se på til sidst i budgetforhandlingerne, men noget, der skal tænkes ind på linje med investeringer i infrastruktur.

Lige nu har Aalborg næppe brug for flere kulturinvesteringer i mursten, men for investeringer i dem, der skaber indholdet i de smukke rammer - driftsmidler, der kan gøre det muligt for stederne at tiltrække fondsmidler, så de kan vokse sig til endnu stærkere fyrtårne.

Og så er der behov for en opgradering af de institutioner, der er hæmmede af små og slidte rammer. Men nu har man droppet at flytte Aalborg Teater hen på Spritten - det virker i hvert fald ikke som en prioritet. Center for Dansk Jazzhistorie har mulighed for at udvikle sig markant som attraktion, men mangler driftsmidler, og i 2019 droppede man at flytte Aalborg Historiske Museum i nye rammer. Man kan nu håbe på, at de nye nedskalerede planer for det historiske museum realiseres.

Men hvorfor gå efter den mest nødtørftige model, når andre byer opruster? Hvis der er noget, der er farligt, er det provinsiel selvtilfredshed - og at skubbe ansvaret ud til ildsjæle.

Skal Aalborg fortsat rykke sig, skal institutioner og borgere kunne håbe på mere end at fastholde status quo. Og på politikere, der ser et større billede og ser potentialer, der rækker ud over konstateringer om, at "Aalborg har det hele nu".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.