USA kørte Danmark ud af isen
NHL-paraden var for stærk i andendagsgildet ved VM i ishockey
Opdateret 06. maj 2018 kl. 23:21
ISHOCKEY: Danmarks ishockeyløver havde ikke held til at gentage fredagens kraftpræstation mod Tyskland, da de lørdag mødte USA i andendagsgildet ved A-VM i ishockey.
Sammenskudsgildet fra NHL var teknisk og tempomæssigt et skridt foran det meste af vejen og vandt fortjent 4-0.
Udvisninger: Danmark 3x2 min, USA 4x2 min.
Danmark kom ellers bedst ud til 1. periode. Der gik bare 30 sekunder, før Oliver Bjorkstrand som den første testede målmand Keith Kinkaid.
Efter godt fire minutter fik Emil Kristensen - der på grund af en skade hos Mads Christensen var flyttet frem som wing - en stor kontrachance. Og to minutter senere truede Peter Regin foran kassen efter gode kombinationer mod Oliver Bjorkstrand.
USA hurtigere i tanke og handling
USA’s første store tilbud kom efter otte minutter, hvor Frederik Andersen måtte diske op med en fremragende dobbeltredning fra tæt hold. Det blev startsignalet til amerikansk dominans kampen ud.
De skøjtede simpelthen rundt med danskerne og blev ikke presset tilstrækkeligt. Det gav mange hele og halve tilbud, som Frederik Andersen dog længe tog sig af.
Men målmanden måtte give fortabt efter godt 16 minutters spil, da Will Butcher satte et skud forbi en dansk back og ind over skulderen på Andersen til 1-0.
Efterfølgende var Patrick Kane et stolpeskud fra at øge til 2-0, men Danmark slap for yderligere tiltale i de første 20 minutter.
Klasseforskel i powerplay
2. periode var dårligt sat i gang, før Jesper Aabo Jensen fik kampens første udvisning. USA’s powerplay startede dog med en pæn mulighed til Frans Nielsen, som han selv skabte. Men efterfølgende gik det galt, da Chris Kreider lavede en perfekt styring foran Frederik Andersen til 2-0.
Fire minutter inde i perioden fik Danmark for første gang i opgøret chancen for at spille i overtal. Powerplayet fungerede ikke rigtig, og selv en ny amerikansk udvisning blev ikke lykken.
I stedet blev det knap midtvejs i perioden 3-0 til USA, da Cam Atkinson fik lov at stå helt fri foran mål og i to omgange passere Frederik Andersen. Sløjt dansk backspil.
Danmark kom under yderligere pres, da Nicklas Jensen tog en udvisning, men det lykkedes at nå til periodepause uden at indkassere yderligere. Største danske tilbud for at reducere kom 11 sekunder før. Regin satte Stefan Lassen op foran kassen, og USA måtte trække en udvisning for at klare frisag.
Tiltrængt hviledag
Heller ikke det tredje skud på et dansk powerplay blev nogen succes, og amerikanerne kunne uden problemer køre sejren i hus. De slap gaspedalen en smule og Frans Nielsen fik en stor chance for at reducere i fri position. Skarpheden var der bare ikke på en aften, hvor danskerne også i den grad var kommet i menneskehænder.
I stedet blev det 4-0 ved Nick Jensen, der styrede pucken ind bag en sagesløs Andersen godt fem minutter før tid.
De danske spillere får nu en hviledag søndag til at sunde sig, før de mandag 20.15 skal op mod endnu en ishockeystormagt i skikkelse af Canada.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.