Aalborg-milliardærs formue halveret
Aktien i det selskab, han er medstifter og direktør i, faldt drastisk. Det kan aflæses direkte på bundlinjen

André Rogaczewski fotograferet ved Netcompanys hovedkvarter i København. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
AALBORG:Han voksede op under beskedne kår i Aalborg Øst og endte med at skabe en af de største danske erhvervssucceser i nyere tid.
Nu har han sammen med sin kompagnon offentliggjort et regnskab, der ville give de fleste søvnløse nætter.
It-milliardæren André Rogaczewski, der står bag Netcompany, måtte sidste år se sin formue blive mere end halveret. Det viser regnskabet fra det selskab, som han ejer med forretningspartneren Claus Jørgensen.
Den velhavende duo ejer cirka 10 procent af aktierne i Netcompany, så når aktien får store tæsk – som det var tilfældet sidste år – kan det mærkes.
I hvert fald har André Rogaczewski og Claus Jørgensen bogført et underskud i deres fælles selskab på 2,1 milliarder kroner.
Det har mere end halveret egenkapitalen – fra 3,6 til 1,5 milliarder kroner.
- Årets resultat er præget af udviklingen af kursen på selskabets ejerandele i andre værdipapirer og kapitalandele. Ledelsen anser ikke årets resultat for tilfredsstillende, står der i regnskabet.
Store kurstæsk
Det eneste aktiv i André Rogaczewski og Claus Jørgensens fælles selskab er deres beholdning af Netcompany-aktier. Derfor kan kursudviklingen direkte aflæses på bundlinjen.
I 2022 faldt aktiekursen i Netcompany med 58 procent. Kursfaldet fortsatte hen over de første måneder af 2023, men har siden rettet sig.
Netcompany står bag adskillige store it-projekter og er lidt af en solstrålehistorie i dansk erhvervsliv.
André Rogaczewski og Claus Jørgensen stiftede virksomheden tilbage i 2000 sammen med en tredje partner, Carsten Gomard, og siden bare voksede og voksede den.
I december 2015 solgte stifterne halvdelen af Netcompany for 1,1 milliarder kroner. Kort tid efter blev Netcompany den første danske virksomhed i over 20 år, som rundede 1000 medarbejdere.
Ville lykkes med noget stort
I dag er medarbejderstaben på over 7000.
- Jeg er stolt og glad over, hvad vi har opnået, men også ydmyg. Man skal ikke tage noget for givet, sagde André Rogaczewski i 2021 i et interview med Nordjyske.
- Da jeg voksede op, drømte jeg om at skabe et godt liv for mig selv, få succes og lykkes med noget stort. Jeg ville gerne tage ansvar for mig selv og min familie.
André Rogaczewski og Claus Jørgensen er fortsat aktive i Netcompany som henholdsvis administrerende direktør og driftsdirektør. Desuden er André Rogaczewski formand for Aalborg Universitet.
Udover deres fælles selskab har Andre Rogaczewski også sit eget private holdingselskab. Her står der en milliard kroner.
Netcompany har en aktuel børsværdi på knap 15 milliarder kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.