Erhverv

De hjælper ham, når han bruger penge i Løvens Hule

Jacob Risgaard investerer sammen med tre andre for at kunne have tid til det hele

Jacob Risgaard har efterhånden investeret i adskillige virksomheder i Løvens Hule - men ikke kun for egne penge. Foto: Hans Christian Jacobsen/BAM/Ritzau Scanpix
Jacob Risgaard har efterhånden investeret i adskillige virksomheder i Løvens Hule - men ikke kun for egne penge. Foto: Hans Christian Jacobsen/BAM/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:27

NORDJYLLAND: En af Nordjyllands mest kendte erhvervsfolk hev igen pengepungen op af lommen, da det populære DR-program ’Løvens Hule’ torsdag løb over skærmen.

For 500.000 kroner overtog Jacob Risgaard 7,5 procent af online-virksomheden Green Goddess, der sælger kosttilskud og grønne skønhedsprodukter. Dermed føjede Coolshop-frontmanden endnu en investering til den i forvejen bugnende portefølje af virksomheder, som han er involveret i.

Men Risgaard står ikke alene med at administrere de mange investeringer, som han foretager i Løvens Hule. Alle nordjydens investeringer sker således gennem selskabet Entertainment Trading A/S, som han ejer sammen med tre andre erhvervsfolk.

Heriblandt Danmarks rigeste mand.

Entertainment Trading A/S

Entertainment Trading A/S ejer, udover netbutikken Coolshop, bl.a. også ejer fragtfirmaet Coolrunner og ejerandelene i de selskaber, som Jacob Risgaard investerer i gennem DR-programmet “Løvens Hule”, hvor han er investor.

Før investeringen fra Anders Holch Povlsen ejede direktør Mark Nielsen 46,3 procent af aktierne i koncernen. Det gør han stadig.

Til gengæld nedbragte Jacob Risgaard sin ejerandel fra 33,54 procent til 23,54 procent.

Anders Holch Povlsen sidder på 25 procent af aktierne gennem selskabet Brightfolk A/S, mens Mike Nielsen har de resterende 5,16 procent.

Koncernen bag Coolshop omsatte i seneste regnskabsår for over 1 milliard kroner og lavede et rekordstort resultat efter skat på 26,7 millioner kroner.

Kompagnonerne

Entertainment Trading A/S er bedst kendt for at stå bag Coolshop-koncernen, som de senere år er vokset til en af Danmarks største og mest succesrige netbutikker. Udover netbutikken, som sælger alt fra computerspil til boligtilbehør, elektronik, legetøj og gadgets, har den nordjyske koncern lavet sit eget fragtfirma, Coolrunner.

Og det er altså også gennem dette selskab, at Jacob Risgaard kaster penge efter ambitiøse iværksættere i Løvens Hule.

Jacob Risgaard (tv.) med sin nyeste investering. Foto: Morten Fauerby

Mark Nielsen, den notorisk pressesky direktør i Coolshop, er hovedaktionær i Entertainment Trading A/S. Det var ham, der sammen med sin bror Mike Nielsen for 20 år siden grundlagde Coolshop hjemme i forældrenes garage.

Også Mike Nielsen er i dag medejer af Entertainment Trading A/S – dog kun med en lille ejerandel.

Og så er der Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen. Han gik sidste år på rov i det nordjyske og købte 25 procent af Entertainment Trading A/S for et anseeligt millionbeløb.

Han er således også indirekte med til at kaste penge efter håbefulde iværksættere, som stiller sig frem for løverne i bedste sendetid.

Reglen end undtagelsen

Jacob Risgaard har tidligere forklaret, hvorfor han investerer med et team af erfarne erhvervsfolk i ryggen – heriblandt hans mangeårige forretningspartner Mark Nielsen.

- Det er for at kunne bruge alle vores muligheder. Og så er det mest fair på denne måde, så jeg ikke bruger det meste af min tid på private investeringer, lød forklaringen.

Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at løverne i Løvens Hule ikke kun investerer deres egne penge.

Jesper Buch laver sine investeringer gennem selskabet Guerilla Capital ApS, som han ejer sammen med fire andre erhvervsfolk. Buch har fuld råderet, hvad angår beslutninger om at investere – så længe han holder sig inden for en aftalt beløbsgrænse.

En anden af løverne, Mia Wagner, investerede tidligere gennem Freeway-koncernen, som er ejet af hendes far og bror, og i dag gennem investeringsselskabet Nordic Female Founders, som hun ejer sammen med Anne Stampe Olesen.

Og så er der Christian Arnstedt, den nyeste af løverne i tv-programmet. Han investerer gennem Blazar Capital, som han ejer sammen med to andre.

Den sidste Løvens Hule-investor, Jan Lehrmann, har samlet sine investeringer i selskabet Lehrmann Ventures ApS - et selskab, han ejer sammen med sin hustru.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden