Erhverv

Bedste resultat hidtil hos nordjysk gigant

Aalborg Portland Holding omsatte for over 12 milliarder kroner i 2022

Aalborg Portland Holding fik et overskud efter skat på næsten 1,5 milliarder kroner i 2022.
Aalborg Portland Holding fik et overskud efter skat på næsten 1,5 milliarder kroner i 2022. Foto: Lars Pauli

Opdateret 27. april 2023 kl. 08:44

AALBORG: Den nordjyske cementkoncern Aalborg Portland Holding A/S nåede en rekordstor omsætning på 12,8 milliarder kroner i 2022 - en stigning på knap 27 procent i forhold til året før. Det er det bedste resultat hidtil.

Årets resultat efter skat blev på 1,46 milliarder kroner, viser regnskabet for 2022 - en stigning i overskuddet på omtrent 30 procent sammenlignet med 2021.

Tilfreds direktør

- Samlet set opnåede vi i 2022 et resultat, der levede op til forventningerne med en stigende global indtjening og en fortsat sund økonomi, udtaler finansdirektør Henrik Jeppesen fra Aalborg Portland Holding i en pressemeddelelse fra selskabet.

Det gode resultat er opnået trods høj inflation og stigende omkostninger til energi, råmaterialer og logistik og deraf mindsket byggeaktivitet i en række lande, heriblandt Danmark. 

Milliard-overskuddet er med til at ruste cementkoncernen til store investeringer i miljøforbedringer de kommende år.

- Koncernen står godt rustet til at løfte vores roadmap-plan 2030, der blandt andet indebærer en reduktion på 73 procent af vores nuværende CO2-udledning i Danmark, udtaler Henrik Jeppesen i pressemeddelelsen.

Fakta om Aalborg Portland
  • Aalborg Portland A/S er Danmarks eneste cementproducent og råder over en af Nordeuropas største cementfabrikker - den i Aalborg - samt siloanlæg i havne over hele landet. 
  • Fabrikken i Aalborg producerer årligt 2,3 millioner tons cement, som sælges i Danmark, det øvrige Nordeuropa samt USA.
  • Aalborg Portland A/S er en del af Aalborg Portland Holding-koncernen.
  • Aalborg Portland Holding er moderselskabet for en række cement- og betonvirksomheder i blandt andet Norden, Belgien, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia og Kina. 
  • Aalborg Portland Holding har siden 2004 været ejet af Cementir Gruppen, en international cement- og beton-leverandør med hovedkontor i Rom, Italien.
Aalborgportland.dk

Negativt i Kina og Malaysia

Aalborg Portland Holding er moderselskab for en række cement-, råstof- og betonvirksomheder i blandt andet Norden, Belgien, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia og Kina.

Generelt opnåede koncernen i 2022 god vækst rundt om i verden, hvor kun aktiviteterne i Kina og Malaysia oplevede en negativ resultatudvikling. 

Betalte 312 millioner i skat

Koncernen betalte i 2022 cirka 312 millioner kroner i selskabsskat i de lande, hvor den har aktiviteter. Heraf ca. 170 millioner kroner i Danmark, og det placerer Aalborg Portland Holding blandt landets største skattebetalende selskaber, oplyser koncernen selv.

Aalborg Portland Holding har lidt over 3000 ansatte, heraf knap 800 i Danmark, fremgår det af årsregnskabet for 2022. 

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden