Toprevisor: Derfor forlod jeg Helgstrand

Økonomidirektør fortæller nu for første gang, hvorfor hun pludselig forlod Helgstrand Dressage efter kort tid

Tidligere partner i PWC Marianne Fog Jørgensen sagde op hos Helgstrand efter kort tid.

Tidligere partner i PWC Marianne Fog Jørgensen sagde op hos Helgstrand efter kort tid.

NORDJYLLAND:Der blev ikke sparet på superlativerne, da Helgstrand Dressage i foråret 2019 håndplukkede PWC-partner Marianne Fog Jørgensen til en ny topstilling i koncernen.

Stifter og administrerende direktør Andreas Helgstrand skrev i en pressemeddelelse, at han var ”utroligt stolt” over, at den erfarne revisor og leder af revisionsvirksomheden PWC’s afdeling i Nordjylland havde sagt ja til jobbet som økonomidirektør i Helgstrand Dressage.

For han ville ”kun have de bedste”, og Marianne Fog Jørgensen skulle ”løfte Helgstrands markedsposition til endnu usete højder”.

Men under et år senere, i slutningen af marts 2020, var Marianne Fog Jørgensen pludselig fortid i Helgstrand-koncernen, dog uden at omverdenen fik det at vide. Her blev der nemlig helt stille om det opsigtsvækkende brud.

Nu fortæller Marianne Fog Jørgensen til Nordjyske, at det var hende, der sagde op, fordi der var modstand mod de gennemgribende forandringer, hun var ansat til at gennemføre.

- De (Helgstrand Dressage, red.) var bare ikke klar til at få en økonomidirektør, og de var ikke klar til at lave en masse forandringer, siger hun.

Andreas Helgstrand giver i en mail til Nordjyske sin udlægning af bruddet med Marianne Fog Jørgensen:

"Samarbejdet med Marianne Fog Jørgensen som økonomidirektør blev relativt kort, da det ikke var det rigtige match, men vi skiltes på god fod og har fortsat et udmærket forhold", skriver Andreas Helgstrand.

Interviewet med Marianne Fog Jørgensen er foretaget i forbindelse med Nordjyskes research til en række artikler om Andreas Helgstrand, som af tidligere og nuværende forretningspartnere bliver beskyldt for urent trav. Andreas Helgstrand har afvist disse beskyldninger.

Senest stod toprytteren Daniel Bachmann Andersen frem og anklagede hestemilliardæren for at have stukket penge i lommen, som formanden for Dansk Varmblod, Jan Pedersen, skulle have haft. Jan Pedersen bekræftede siden, at Andreas Helgstrand ikke havde fortalt ham sandheden, da Helgstrand solgte hans hest. Andreas Helgstrand kaldte Daniel Bachmann Andersens beretning for "mærkværdige beskyldninger vedrørende en handel, der er foretaget mellem og alene vedkommer Jan og os".

Et lille stutteri

Marianne Fog Jørgensen var i flere år selskabets revisor, før hun blev økonomidirektør, men hun afviser, at Helgstrand Dressage generelt ikke havde styr på dokumentationen. Hun mener blot, at det kunne tage længere tid at finde frem, fordi alt foregik manuelt. Og det ville hun gerne ændre på.

- Når forretningen pludselig vokser, så bliver du nødt til at få hjælp fra nogle systemer, hvor tingene bliver mere digitaliserede og gennemsigtige i stedet for: Jamen, så har jeg lige et ark her.

Den statsautoriserede revisor og tidligere mangeårige partner i revisionskæmpen PWC blev hentet til Helgstrand Dressage, efter kapitalfonden Waterland i 2018 lagde omkring 400 millioner kroner på bordet for at købe 51 procent af virksomheden.

En virksomhed, som alene dét år tjente 110 millioner kroner - efter skat.

Men alligevel kørte forretningen, ifølge Marianne Fog Jørgensen, som om det var et lille stutteri.

- Du kan sige, at de gjorde tingene på samme måde, som dengang de havde ti heste, selvom der var 500 heste, siger hun.

Helgstrand Dressage

  • Helgstrand Dressage er stiftet i efteråret 2008 få uger før finanskrisen brød ud.
  • Selskabet er grundlagt af den tidligere OL-bronzevinder i dressur Andreas Helgstrand.
  • Den fallerede milliardær Ole Vagner stillede dengang sikkerhed, så Andreas Helgstrand kunne låne 34 millioner kroner til at købe godset Møgelmosegaard i Uggerhalne ved Vodskov og købe de første fem heste til en samlet pris på 22 millioner kr. uden at få ejerandel i forretningen.
  • Siden har Andreas Helgstrand sprængt rammerne for, hvor meget man kan tjene på at handle med topheste. I 2015 blev han hædret med en gazelle af erhvervsavisen Børsen, som en af landets hurtigst voksende virksomheder, efter et overskud før skat alene dét år på 48 millioner kroner.
  • Overskuddet voksede i 2018 til 141 millioner kroner, og det havde allerede samme år fået den hollandske kapitalfond Waterland til at købe 51 pct. af forretningen til en værdi på cirka 800 millioner kroner.
  • Det salg gjorde med ét slag Andreas Helgstrand til milliardær.

Hendes opgave var at professionalisere forretningen, ændre forretningsgange og finde en måde at dokumentere værdistigninger på heste. For at gøre Helgstrand Dressage klar til at blive solgt videre for en endnu højere pris på et tidspunkt.

En kapitalfond som hollandske Waterland går typisk efter at sælge sine virksomheder videre inden for tre til syv år.

- Det var hele årsagen til, at jeg skulle derud, at der kom en kapitalfond ind. Det er klart, at når du har en virksomhed, der skal gøres salgsklar igen, så bliver du nødt til at kunne dokumentere dine processer og forretningsgange. Når der kommer en køber og kigger, så skal du kunne dokumentere, hvordan du gør tingene, siger Marianne Fog Jørgensen.

Mange revisorer

Hun ærgrer sig i dag over, at hun forlod PWC for jobbet i Uggerhalne.

- Altså, set i bakspejlet, så skulle jeg jo ikke være gået fra PWC, men det er lige meget nu. Man lærer hele tiden, siger revisoren, der i dag er partner i det noget mindre revisionshus Redmark.

Helgstrand Dressage har siden selskabet blev grundlagt skiftet revisor mange gange. 

De første par år reviderede Dorte Sejrup Hæsum fra BDO i Vejle dressurrytterens regnskaber, før Marianne Fog Jørgensen, dengang BDO i Frederikshavn, tog over. Hun rider selv og har kendt Andreas og Marianne Helgstrand i mange år. 

Derefter fik Peter Have Jensen fra BDO opgaven, før Marianne Fog Jørgensen vendte tilbage i 2016, denne gang for PWC. Hendes kollega Mikkel Sthyr satte sin underskrift på regnskabet i 2018, men efter Waterland købte majoriteten, og Marianne Fog Jørgensen fik plads i den øverste ledelse, skiftede revisoren igen.

Nu er det Henrik Agner Hansen fra Beierholm, der kontrollerer hestemilliardærens regnskabstal. Det gør han fra sit kontor i Søborg langt fra Uggerhalne - på trods af, at Beierholm har sit hovedkontor i Aalborg.

"Det er ikke afgørende for os, om vores revisor arbejder fra et kontor i Søborg eller Aalborg", skriver Andreas Helgstrand i mailen til Nordjyske.

I maj 2020 ansatte Helgstrand Dressage en ny økonomidirektør, Morten Bradsted Nielsen, der blandt andet har en fortid i lignende stillinger hos Amanda Seafoods i Frederikshavn og Fan Milk, der sælger is og frossen yoghurt i vestafrikanske lande.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.