Danmark

Hver fjerde ung er utilfreds med sin numse

For stor, for lille, for hængende eller for struttende

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 08:26

DANMARK: Mere end hver fjerde unge dansker på 18-29 år er ikke tilfreds med udseendet af deres numse. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for metroxpress.

Her svarer 36 procent af kvinderne og 17 procent af mændene nej til, at de er tilfredse med udseendet af deres bagdel.

At knap hver femte mand er utilfreds med sin røv, kommer ikke bag på Celestine Maria Jensen, der er personlig træner og forfatter til ’Bootybogen’, der er en guidebog til at få en mere fyldig røv.

- Mange mænd går jo også op i, hvordan de ser ud. Men det er mere tabuiseret blandt mændene at være utilfredse med røven, fordi den kurvede røv er et typisk kvindeideal, siger hun.

Kønsforsker ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke mener, at et stigende antal mænd bekymrer sig om kroppens udformning, men at det stadig er kvinderne, der bekymrer sig mest.

- Æstetisering og fokusering på skønhed er også et område, som mænd bekymrer sig om i dag. Man ser en tilnærmelse mellem kønnene, siger kønsforsker Kenneth Reinicke.

Hos Fitness World har de mærket, at medlemmerne interesserer sig meget for netop udseendet på numsen, og derfor har de oprettet holdene, ’Bootylicous’ og ’Ass-attack,’, der er særlige hold for numse-træning.

- Det er super populært at træne røv for tiden. På holdene ser vi primært piger, men der kommer også mænd, forklarer Louise Stenius Ager, holdkonceptansvarlig hos Fitness World.

Undersøgelsen:

Er du tilfreds med udseendet af din bagdel?

Ja: 59 procent

Nej: 27 procent

Ved ikke: 11 procent

Ønsker ikke at besvare: 3 procent

Mænd:

Ja: 64 procent

Nej: 17 procent

Kvinder:

Ja: 55 procent

Nej: 36 procent

Undersøgelsen er udarbejdet af YouGov for metroxpress.

Den er baseret på interview med 943 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-29 år i perioden 08. til 15. februar 2016.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden