Formand og tidligere borgmester: Vi har ikke råd til at fortsætte som hidtil

Er det muligt at tænke visionært på et område, som man sparer på? I Frederikshavn mener man, at det er - faktisk er planerne store

Topfoto <i>Jette Klokkerholm</i>

Topfoto Jette Klokkerholm

FREDERIKSHAVN: I Frederikshavn skændes man om kultur. Nogle vil bruge mere, andre mindre, nogle synes, at pengene bliver brugt helt helt forkert. Nu prøver det nye kulturudvalg at få mere ud af pengene.

De vil for alt i verden ikke være smagsdommere, understreger Peter Laigaard (LA), formand for fritids- og kulturudvalget, og Kurt Kirkedal (S), næstformand i kulturudvalget og tidligere borgmester i Skagen, der sammen med det øvrige kulturudvalg nyligt har fundet historisk store besparelser på området.

6,4 mio. kroner lød beløbet på, og denne gang skar de ikke fedtet fra, men ind til benet, konstaterer Peter Laigaard, der sammen med Kurt Kirkedal dog er klar til at tale fremtidens kulturliv i Frederikshavn.

Faktisk er det dem selv, der har rakt ud efter Nordjyske - for at få flere visioner og mere perspektiv ind i debatten om kommunens kulturliv. De VIL kulturen, siger de.

Men pengene til kultur bliver de næste år ikke flere, tværtimod. Og hvad gør man så, når man egentlig ser kultur som en faktor i noget af det, der fylder allermest i Frederikshavn lige nu: Manglen på veluddannede og yngre tilflyttere?

Andreas Bjerre flyttede for tre år siden til Skagen sammen med sin hustru Stine Bjerre for at arbejde som udstillingsinspektør på Skagens Kunstmuseer. De er en af de børnefamilier, Frederikshavn gerne vil se flere af. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Andreas Bjerre flyttede for tre år siden til Skagen sammen med sin hustru Stine Bjerre for at arbejde som udstillingsinspektør på Skagens Kunstmuseer. De er en af de børnefamilier, Frederikshavn gerne vil se flere af. Foto: Martin Damgård

Der skal være et publikum

Laigaard og Kirkedal vil ikke fremhæve noget kultur i kommunen som bedre end andet, der skal være både det superlokale og professionelle tilbud. Men når de skal få mere ud af de penge, de har, er de nødt til fremover at analysere mere på de aktører, der er, og opstille nogle kriterier for støtte. Fx kommer de fremover til at se mere på, om der er et publikum eller medlemmer, der bakker op, og på, om det formår at udvikle sig, siger Peter Laigaard.

- Vi er nødt til at komme ud over historisk støtte. Plejer er slut, vi er nødt til at rykke pengene efter den retning, folk går i. Det handler om at gøre sig relevant. Det gjorde ondt, da Skaw Cup (fodboldsstævne, red.) døde, men folk ville noget andet - vi har de seneste år mistet 3000 medlemmer, der dyrker idræt i kommunen. Sådan er livet, vi er nødt til at tage bestik af udviklingen, siger han.

Et andet eksempel, der har vakt nylig debat, er Frederikshavn Kunstmuseum, der nåede i landsdækkende medier, da Information sendte en journalist hertil, der skrev en forarget leder om provinsens manglende forståelse for betydningen af kultur. Når udvalget ikke beskar museet med 75 procent, som forslaget oprindelig lød, er det for at give dem en chance for at bevise sig. De håber, at besparelsen vil være et wake up call, siger Kurt Kirkedal.

Siden 2014 har Frederikshavn Kommune sparet 20 til 25 mio. kr. på kultur og fritidsområdet. På trods af den voldsomme sparerunde på området har kulturudvalget formået at reservere 300.000 kr. i frie midler, så de har noget til at støtte op om nye initiativer. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Siden 2014 har Frederikshavn Kommune sparet 20 til 25 mio. kr. på kultur og fritidsområdet. På trods af den voldsomme sparerunde på området har kulturudvalget formået at reservere 300.000 kr. i frie midler, så de har noget til at støtte op om nye initiativer. Foto: Martél Andersen

- Jeg vil ikke sige, at det er den proces, vi skal igennem med alle kulturinstitutioner, men jeg tror dybest set, at mange i museumsbestyrelsen kan se, at man ikke har gjort det godt nok - at de ikke har været deres opgave voksen, men har sovet i timen. Enhver anden forening, der ikke skal betale husleje og får 400.000 kr. til rådighed - de næste år 200.000 kr., vil da juble, siger han.

Men museumsbestyrelsen og mange gæster ser jo ikke museet som en forening, men som et museum, og så har det jo store konsekvenser at fjerne udviklingsmidler.

- Der er noget galt, når museet ikke formår at skabe mere end cirka 100.000 kroner årligt i indtægt udover det kommunale tilskud. Nu må bestyrelsen og den nye leder bevise, at det er noget, folk ønsker at besøge, siger Peter Laigaard.

De under 100.000 kr., er jo corona-tal - i 2021 lød egenomsætningen på 214.000 kr. Er det ikke unfair at henvise til corona-tal, hvor man er tvunget til at lukke?

- Jeg hæfter mig ved, at egenomsætningen stadig er markant lav - også i 2021. Blandt er der under 17.000 kr. i entréindtægter, det er for lavt.

”Hvis en institution på kultur- eller fritidsområdet lukker sig inde i sig selv og er sig selv nok, så vil jeg gerne være med til at nedprioritere den. Den skal være til for at glæde omverden – ikke sig selv”, siger Peter Laigaard. <i>Foto: Martél Andersen</i>

”Hvis en institution på kultur- eller fritidsområdet lukker sig inde i sig selv og er sig selv nok, så vil jeg gerne være med til at nedprioritere den. Den skal være til for at glæde omverden – ikke sig selv”, siger Peter Laigaard. Foto: Martél Andersen

Er det det, I kommer til at vurdere ud fra fremover? Hvilke kulturaktører, der kan finde ud af at drive en forretning?

- Nej. Vi blev tvunget ind i en situation, hvor vi skulle spare penge. Og vi kommer fremover ikke til at sidde og se på forretningsmodeller og på, om kulturen er økonomisk bæredygtig. Det ville være fuldstændig vanvittigt. Vores opgave er at bakke op om alle de kreative mennesker, der vil skabe noget spændende. Det, vi bare skal se i øjnene, er, at de midler, vi har rådighed, kun kan bruges en gang.

Og hermed kommer vi over i endnu et indsatsområde.

Der skal professionaliseres

Når kulturudvalget ikke kan støtte med flere penge, er de nødt til at sætte ind et andet sted. Helt konkret vil udvalget stille sig selv og dets administration til rådighed for hjælp til at søge puljer, skrive professionelle ansøgninger, finde faciliteter og samarbejdspartnere i erhvervslivet - og for moralsk opbakning.

- Det gælder for kulturaktører i hele landet, at en forudsætning for udvikling er partnerskaber med kommuner og private virksomheder. I den dialog er vi garant for det ene ben, siger Kurt Kirkedal, der sidder i Skagens Kunstmuseers bestyrelse og henviser til museet som klasseeksemplet på en kulturinstitution, der har formået at professionalisere sig.

En undersøgelse fra 2019 viser, at Frederikshavn Kommune er en af de nordjyske kommuner, der bruger flest penge på kultur, helt præcist 1062 kr. per borger årligt. Det er kun 164 kr. mindre end i Aalborg Kommune, der ligger i top, og 456 kr. mere end Jammerbugt Kommune, der ligger i bund. Her øjeblik fra Skagen Pride.  <i>Foto: Vibe Maria Dahl Andersen</i>

En undersøgelse fra 2019 viser, at Frederikshavn Kommune er en af de nordjyske kommuner, der bruger flest penge på kultur, helt præcist 1062 kr. per borger årligt. Det er kun 164 kr. mindre end i Aalborg Kommune, der ligger i top, og 456 kr. mere end Jammerbugt Kommune, der ligger i bund. Her øjeblik fra Skagen Pride.  Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Holdet bag Restaurant Blink og caféen og bageriet Baghaven er drivkræfterne bag et sommerprogram med open air film, koncerter og debatter i Skagen.

Holdet bag Restaurant Blink og caféen og bageriet Baghaven er drivkræfterne bag et sommerprogram med open air film, koncerter og debatter i Skagen.

- 83 procent af museets indtægter skaber det selv i form af entréindtægter, fondsmidler og erhvervsklub. Det format skal vi løfte videre, så det ikke kun bliver det etablerede og de store fyrtårne, der udvikler sig ad den vej, men også mindre miljøer i kommunen, siger han og henviser til samtidskunstplatformen SKAL Contemporary, SKAB - Skagen Skaberværksted, og Den Nordjyske Filmskole Filmmaskinen som eksempler på miljøer, man kan hjælpe med bånd til erhvervslivet.

Lykkedes det ikke at løfte flere i de kommende år, har de fejlet som kulturudvalg, mener han.

- Lige nu blomstrer det med kulturelle iværksættere i kommunen, særligt i Skagen, hvor der er flere med store planer, fx holdet omkring Blink, Baghaven og nye unge ansatte og deres partnere på Skagens Kunstmuseer. Det, de genererer ud af huset, har lige så stor værdi som det, de genererer inde i huset. Hvis vi kender vores besøgelsestid, sørger vi for at hjælpe dem bedst muligt, fx med lokationer, vi kan bringe i spil, som Kappelborg og det gamle rådhus. Vi er nødt til at understøtte dem, når de pludselig er her, for jeg er ikke sikker på, at vi selv kan trække dem hertil - dertil er konkurrencen med andre kommuner for stor. Lige nu sparker de til os med nye idéer - det er det, vi har brug for, siger Kurt Kirkedal, der henviser til Filmmaskinen i Frederikshavn som endnu et godt eksempel, hvor der er uformelle netværk i gang.

Blandt andet har kulturudvalget taget kontakt til egnens ungdomsuddannelser og foreslået dem at tilbyde linjer og valgfag på Filmmaskinen, og så er der tråde ude til Den Vestdanske Filmpulje. Det handler om at bygge ovenpå.

På Filmmaskinen kan unge prøve kræfter med blandt andet instruktion, fotografi og klipning af film.

På Filmmaskinen kan unge prøve kræfter med blandt andet instruktion, fotografi og klipning af film.

Fyrtårne er fredede

Det synes oplagt, at hvis man vil have noget til at vokse, er man også nødt til at investere. Undersøgelser fra Aalborg viser, at hver gang man putter en krone i kultur, kommer der i gennemsnit 10 kroner igen i kommunekassen i afledte effekter i form af overnatninger, restaurantbesøg mv. Nu kommer der ikke nye penge til i Frederikshavn, men Kurt Kirkedal og Peter Laigaard ser ikke for sig, at der bliver færre penge til fyrtårnene.

- Omkring 40 procent af Arena Nords gæster kommer fra Hjørring, og institutionen rummer 32 arbejdspladser. På Skagens Kunstmuseer er der 89 arbejdspladser - biblioteket er også en af vores største aktører. Det er noget, vi er bevidste om - at kultur også skaber jobs, og der er vi nødt til at bevare noget konkurrencekraft i dem. Så længe, der en så skæv fordeling af statsstøtten til kultur, er vi nødt til at sørge for, at Skagens Kunstmuseum kan udvikle sig, siger Peter Laigaard, der påpeger, at kommunen af samme grund er nødt til at overveje, hvad dens profil skal være.

- Der er en kamp mellem kommuner om at tiltrække penge og ressourcer, fx manuskriptforfattere, hvilket ville være oplagt i Frederikshavn med Filmmaskinen in mente. En profilering på film er noget, vi kan satse på her.

Netop af den grund kan det undre, at kulturudvalget har valgt at fjerne tilskuddet på 92.000 til Nordisk Filmfestival, der finder sted i Frederikshavn og Sæby hvert andet år. Filmfestivalen har kvitteret med at meddele, at dette års festival bliver den sidste som følge af det manglende tilskud.

Nordisk Filmfestival, der bringer spillefilm og dokumentarfilm af høj klasse samt instruktører til kommunen, har fundet sted siden 2003. Den koster årligt kommunen 92.000 kr. Nu lukker den ned på grund af manglende opbakning fra kommunen. <i>Arkivfoto: Peter Broen</i>

Nordisk Filmfestival, der bringer spillefilm og dokumentarfilm af høj klasse samt instruktører til kommunen, har fundet sted siden 2003. Den koster årligt kommunen 92.000 kr. Nu lukker den ned på grund af manglende opbakning fra kommunen. Arkivfoto: Peter Broen

”Når du kommer ud i lokalsamfundet og mærker den gejst og ildhu, der er – det er en fornøjelse. Den bedste måde at få folk til at flytte hertil, er indtrykket af lokal stolthed og sammenhold”, siger Kurt Kirkedal. <i>Foto: Martél Andersen</i>

”Når du kommer ud i lokalsamfundet og mærker den gejst og ildhu, der er – det er en fornøjelse. Den bedste måde at få folk til at flytte hertil, er indtrykket af lokal stolthed og sammenhold”, siger Kurt Kirkedal. Foto: Martél Andersen

Ifølge Kurt Kirkedal og Peter Laigaard har de valgt at undlade at betale i år, eftersom filmfestivalen har 300.000 kr. stående på bogen og skal holde filmfestival hvert andet år. De skal således først bruge nye penge til næste år - så bør de jo kunne stå over i år, mener de.

Men festivalen, der er drevet af frivillige, ser det manglende tilskud som et udtryk for manglende opbakning. En festival koster samlet 300.000 kr. at holde - det der nu står på bogen til årets festival, og uden tilsagn om støtte fra kommunen fremadrettet bliver det svært at hente penge hjem fra landets store fonde. Med udsyn til at arbejde forgæves forsvinder den begejstring, der driver det, lyder det fra festivalen, der gerne ville have hørt fra udvalget, at besparelsen ikke var tænkt som permanent.

Når kulturudvalget ikke rakte ud, skyldes det budgetprocessen, fortæller Peter Laigaard.

- Vi kan umuligt tage kontakt til alle de mange, der kan blive berørt af besparelser, der er 270 folkeoplysende foreninger her i kommunen. Og intet er jo afgjort inden de endelige budgetforhandlinger. Filmfestivalen, der er en privat forening, har hverken bedt om møde eller indsendt høringssvar, siger han.

Men så mange er det heller ikke, der reelt blev besparet. Kunne man så ikke have givet dem et opmuntrende opkald?

- 300.000 kr. er jo mange penge at bruge på en enkelt weekend, så måske er det reelt godt, at der hvert år sendes en ny ansøgning ind, så vi kan vurdere det år til år.

Del af bosætningsstrategi

Frederikshavn Kommune har i 2023 budgetteret med at få lavet en bosætningsstrategi og har hyret eksterne eksperter til at analysere på, hvad der får folk til at flytte til toppen af Danmark. Her bliver Kultur- og Fritidsudvalget en særdeles aktiv part, fortæller Kurt Kirkedal, der ser kultur som en vigtig brik i markedsføringen af kommunen.

- Vi kommer til at se på, om vores tilbud er interessante nok, eller om vi skal udvikle nyt.

Pixlart er et af de fyrtårne, kulturudvalget i Frederikshavn fremhæver som et godt eksempel på et lokal initiativ, der formår at skabe netværk og samarbejder. Under corona flyttede de udstillingen "Længe leve" ud på plejecentre i Nordjylland. Her i Ålbæk havde de ansatte arrangeret kølig hvidvin i glassene. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Pixlart er et af de fyrtårne, kulturudvalget i Frederikshavn fremhæver som et godt eksempel på et lokal initiativ, der formår at skabe netværk og samarbejder. Under corona flyttede de udstillingen "Længe leve" ud på plejecentre i Nordjylland. Her i Ålbæk havde de ansatte arrangeret kølig hvidvin i glassene. Foto: Martél Andersen

Når det er sagt, skal man passe på med ikke at forenkle oversættelsen af anbefalinger til praksis.

- Vi er nødt til at prioritere yderligere i de kommende år, men det må aldrig nogensinde blive et valg imellem dem, vi gerne vil tiltrække, og så dem, der er her. Det handler jo ikke kun om at tiltrække, men også om at fastholde, siger Kurt Kirkedal, der ikke vil pege på de kulturinstitutioner eller initiativer, der næste gang skal holde for.

Kommer man uden om at tilføre flere penge, hvis man reelt vil noget med kulturområdet i kommunen? Jeres indsats om professionalisering kan lyde som en langsigtet strategi.

- Nej, det gør man ikke. Hvis man skal ændre for alvor, skal der både statslige og kommunale kroner med for at matche og supplere den nye virkelighed, vi står i og ser frem på, siger Kurt Kirkedal.

Hvis man i kommunen ser kulturen som en nøgle i forhold til bosætning, bør området så ikke flyttes over i et andet udvalg, fx Økonomiudvalget, hvor man beskæftiger sig med erhvervsudvikling og turisme?

- Nej. Det er vigtigt, at kulturen har sit eget udvalg, ellers risikerer den at blive glemt. I stedet skal vi arbejde endnu mere på tværs af udvalg, siger Kurt Kirkedal

Peter Laigaard er enig.

- Der er lige nu 1000 ledige mellem 15 og 29 år i kommunen, der er arbejdsparate, men uden for uddannelse og arbejdsmarkedet. På landsplan taler vi om 75.000 unge, så vi har et problem i Frederikshavn. Arbejdsmarkedsudvalget har penge, og de kan jo også bruges i fælles projekter - jeg er ikke i tvivl om, at kultur kan noget her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.