Gå i stå eller gentænk dig selv: Ny generation kræver noget andet

Jagten på kunder og publikum er blevet en kamp - også på teatre, der er begyndt at ringe kanvas for at fylde salene op. Et dybt frustrerende - og dybt lærerigt - arbejde, mener PR-chef

Coronakrisen er gået over i en økonomisk krise på danske teatre, der kæmper med billetsalg og elregninger. I Teater Nordkraft har man parkeret længslen efter bedre tider og lært at svømme i uroligt vand. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Coronakrisen er gået over i en økonomisk krise på danske teatre, der kæmper med billetsalg og elregninger. I Teater Nordkraft har man parkeret længslen efter bedre tider og lært at svømme i uroligt vand. Foto: Martél Andersen

AALBORG: Skal man trække det skarpt op, er der lige nu to grupper af teatre i Danmark. Der er dem, der som rådyr stivner på vejen, imens billygterne nærmer sig.

Og så er der de andre – dem, som konstant gentænker sig selv.

Det er ikke nemt at blive det sidste. Det kan Helen Schrøder, ansvarlig for PR og publikumsudvikling i Teater Nordkraft, skrive under på.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har været mere end frustreret, jeg er blevet for gammel til at ligge på knæ, siger PR-chefen, der de seneste fire år har haft det som sin opgave at fylde salene i Teater Nordkraft.

Men hun har gjort det alligevel - ligget på knæ. Og efterhånden er der kommet mange positurer til, der efterlader en i undren over sig selv.

- Men hvis vi skal løse denne her knude, er det os, der er nødt til at flytte os, siger Helen Schrøder, der er ved at finde frem til nogle nøgler i en kriseramt branche.

"Vi eksperimenterer med arme og ben i forhold til publikumsformater. Vi har altid skullet genopfinde os selv, så derfor har vi haft nemmere ved at komme ind i det mindset end mange andre". <i>Foto: Martél Andersen</i>

"Vi eksperimenterer med arme og ben i forhold til publikumsformater. Vi har altid skullet genopfinde os selv, så derfor har vi haft nemmere ved at komme ind i det mindset end mange andre". Foto: Martél Andersen

Blod, sved og timer

Når der er behov for at ændre synet på sig selv og på sine kunder, er det fordi, at vi i disse år ser ind i et ændret publikums- og kundemønster. Det er til en vis grad en følge af corona, at folk har erstattet teateroplevelsen med andet. Men bevægelsen var allerede i gang inden pandemien, vurderer Helen Schrøder.

I dag bruger Teater Nordkraft langt flere kræfter og timer på at fundraise. Og så er de altså i gang med en gentænkning af deres forhold til kunderne.

- Det er en ny type publikum, vi står over for i dag, og vi skal tænke vores forestillinger, tilbud og incitamentsstruktur helt anderledes. Det er noget, vi taler meget om. Vi gider ikke sidde og klynke, siger Helen Schrøder, der lige har været til netværksseminar i København med andre kommunikationschefer fra teatre.

- Det Kongelige Teater sælger billetter som aldrig før, og Svalegangen i Aarhus, der lavede Stig Tøfting forestillingen, har solgt helt vildt, men rigtig mange små og mellemstore teatre har det som os – nogen endda værre, siger Helen Schrøder, der også er næstformand i Scenekunstens Kommunikation - en upolitisk forening af PR- og kommunikationsmedarbejdere i Danmark, der primært arbejder inden for scenekunst.

Også på Teater Nordkraft rammer de forestillinger, der går lige ind hos publikum, og så er der dem, hvor publikum overser plakaterne.

I begge tilfælde bliver alle arbejdsmetoder bragt i spil.

For eksempel er de begyndt at lave kanvassalg. Det gjorde de med Woyzeck (teaterforestilling, red.) – en stor satsning i 2021, som de i efteråret genopførte, men som ikke fik den gennemslagskraft, de havde håbet på.

- Vi satte os med telefonlister med skoler, virksomheder, personaleforeninger, bridgeklubber - vi startede bare fra en ende af. Det er så langt ude, men det er jo sådan, det er, siger Helen Schrøder, der i starten fandt det grænseoverskridende.

- Jeg synes faktisk, at det var lidt pinligt, og jeg var lidt bange for, om folk ville tænke, at forestillingerne var dårlige, når de ikke solgte sig selv? Men altså - så må man rette ryggen, tage en glimmerkjole på og gribe knoglen. Og sandheden er, at folk reagerer rigtig godt. Det er ikke alle, som kan overskue at købe billetter lige nu, men rigtigt mange booker så til forestillinger senere på sæsonen, fortæller Helen Schrøder, der dog skulle kæmpe med sig selv undervejs.

"Først bliver man frustreret over, at folk ikke køber teaterbilletter. Vi knokler simpelthen sådan for at gøre forestillingerne så gode som overhovedet muligt og arbejder med de bedste folk i branchen. Derefter bliver man ked af det, fordi man tænker, at man gør noget forkert. Og så tager man sig sammen". <i>Foto: Martél Andersen</i>

"Først bliver man frustreret over, at folk ikke køber teaterbilletter. Vi knokler simpelthen sådan for at gøre forestillingerne så gode som overhovedet muligt og arbejder med de bedste folk i branchen. Derefter bliver man ked af det, fordi man tænker, at man gør noget forkert. Og så tager man sig sammen". Foto: Martél Andersen

- Det ramte mig hårdt, da vi ikke kunne sælge Woyzeck. Det er en sindssygt god forestilling, og der havde jeg det sådan, at hvis ikke denne her kan sælge, hvad f… kan så? Det lykkedes til sidst, men det krævede blod, sved, tårer og timer, fortæller Helen Schrøder, der undervejs havde brug for at finde håb.

- Jeg nåede frem til, at enten skulle jeg forlade branchen, eller også skulle jeg omfavne det og genopfinde mig selv.

Hun valgte det sidste. I stedet for at blive vred over, at de ting, teatret plejer, ikke virker, valgte hun at se på det som en nybegynder.

- Det handler om ikke at blive sur på folk. Hvis man kan få indblik i folks tankegang, forsvinder bitterheden, for så går der sport i at skabe mening – uden at gå på kompromis med vores eget, siger kommunikationskvinden, der på et tidspunkt inviterede 300 facebookvenner i teatret i ren desperation.

- Jeg havde regnet med, at der kom 10, og så kom der 50, og så tænker man ”okay, så må vi gøre mere af det”, siger Helen Schrøder, der som det seneste tiltag har lanceret et tilbud, hvor man resten af året kan tage en ven gratis med i teatret med kaffe med whisky og flødeskum i kopperne og tæpper om benene.

Skab ambassadører!

En af de erfaringer, Teater Nordkraft har gjort sig de seneste år, er, at det giver gevinst, hvis man kan skabe unikke oplevelser og ambassadører.

- Der er så stort et kulturtilbud og konkurrence lige nu, så den enkelte oplevelse skal betyde mere for den enkelte person. Det bliver ofte enten noget med megaevents – ”jeg var der da Dronning Elizabeth blev begravet ” – eller også skal man have en følelse af ejerskab. Derfor har vi åbnet op for prøver. Hvis folk oplever at have en aktie i det, hiver de venner og bekendte med ind efterfølgende, siger Helen Schrøder, der sammen med teatret kan bryste sig af et markant større yngre publikum end mange andre steder.

Og i dag - set tilbage - har det voldsomme opsøgende arbejde ikke kun været træls.

- Det har faktisk været rart at komme i kontakt med publikum igen. Vi har været igennem nogle vilde år med corona, så uanset, om folk køber billetter eller ej, er det rart at tale med folk om, hvordan vores liv har ændret sig.

Også personligt har det været sundt, vurderer hun.

- Jeg har arbejdet i det her felt i mange år, og er virkelig god til det, så uanset, hvor meget jeg anstrenger mig, kommer jeg til at gentage mig selv. Kriseårene har været en fest i faglig udvikling. Vi er blevet kylet ud på det dybe og måtte finde ud af, om vi egentlig kunne svømme.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.