Trestjernet og neonfarvet salami med remoulade og lidt for bløde ristede løg.

Og hvis det var helt slemt: Makrel. 

Mange på min alder og ældre har lignende barndomsoplevelser. Nogen vil kalde det traumer. 

En firkantet madkasse i plastic havde stået i fire timer og samlet mod til sig, før den skulle fortæres ved et lille træbord af en sulten, men kræsen 4. klasseselev. Ofte blev indholdet hældt i en skraldespand. Nogle gange røg det i en hæk på vej hjem. Det skulle helst se ud, som om man havde spist op.

Som regel havde jeg bare spist mælkesnitter og fået buksevand.

Når jeg ser, at en konservativ politiker i Nordjyskes spalter kalder skatteyderbetalt skolemad "undergravende for familiernes autoritet og ansvar", får jeg lyst til at sende buksevandet videre.

I Finland har man allerede i dag den ordning, som De Radikale foreslår, og det har vist hverken ødelagt kernefamiliens autoritet eller gjort finnerne til undertrykte slaver af moderstaten.

Til gengæld sikrer man, at alle børn får energi til at holde sig skarpe hele skoledagen, og at alle børn har de samme forudsætninger for læring.

Det er altid spøjst at høre folk brokke sig over våde ankler, når de er begravet under fem meter vand. Vores børn er placeret i offentlige institutioner i op mod otte timer om dagen, så det er næppe den manglende madpakke, der får kernefamilien til at kollapse. 

Vi lever i en velfærdsstat, og vi kan lige så godt få det bedste ud af pengene. 

I Læsø Kommune har man i noget tid forsøgt sig med at give skolebørn et varm måltid mad om dagen betalt over kommunebudgettet - uden at hæve skatterne. Og jeg har ikke hørt dårlige erfaringer derfra.

Læsø er selvfølgelig ikke Thisted, og Thisted er ikke Aalborg, så det kan sagtens være, det viser sig at være for dyrt at indføre i nogle kommuner, uden at andre, helt centrale velfærdsopgaver kommer i fare.  

Derfor virker det fornuftigt, hvis forslaget kommer med en pose statslige penge i bagen. For det er uden tvivl godt for børn at få et sundt og nærende, varmt måltid mad midt på dagen. Alle børn. 

Det koster angiveligt 3,3 milliarder kroner om året at drive skolemadsordning i hele landet. Men lad os være ærlige: Det skorter ikke på områder, staten kan spare på.

Nogen vil måske anklage mig for bare at ville slippe for at lave madpakke til mine egne børn. Ja, det er der nok noget om. For min skyld behøver det slet ikke være staten eller kommunerne, der betaler, for jeg tror, det er investeringen værd. 

Problemet med en ren brugerbetalingsordning er bare, at det bliver børnene med de mest lunkne agurker og det tarveligste pølsehorn, der taber, fordi forældrene ikke har råd. Og sådan skal det ikke være.