Mor: - Ja, men hun ligger og trækker vejret meget, meget hurtigt. Og hun virker …

Vagtlægen: - Nej, men det er mere det med, at man lige springer køen over. En anden gang skal du ikke trykke akut.

Mor: - Nej, okay. Men det er svært at vurdere. Jeg bliver bekymret.

Sådan startede opkaldet, da en bange mor en sen aften ringede til vagtlægen hos Region Nordjylland. Her blev hun - som alle andre - mødt af en telefonsvarer, der fortalte, at hvis der var tale om et akut tilfælde kunne man trykke ni, og komme hurtigere igennem til en læge.  

Det er op til patienten selv at vurdere, hvornår tilstanden er akut, og at moren, Isabella Tarp, trykkede akut-nummeret er fuldt forståeligt. 

Kort før opkaldet havde hun set til sin seks-årige datter, Ella, der i løbet af aftenen havde fået det stadigt dårligere. Pigen klagede over mavesmerter, og så - ifølge moren -  hvid ud omkring øjne og læber og virkede konfus.

De fleste forældre vil mene, at det er ganske akut, og vil selvfølgelig hurtigst muligt forsøge at komme i kontakt med en læge. 

I den situation er det sidste, man har brug for en vagtlæge, der starter med at bebrejde bekymrede patienter eller pårørende uden at lægen overhovedet har hørt hvad opkaldet skyldes. 

Selvfølgelig kan der være en grund til at lægen i slutningen af samtalen gør opmærksom på, at det pågældende opkald ikke er af akut karakter. For desværre vil der være en utålmodig minoritet,  der misbruger muligheden for at komme hurtigere igennem, og trykker man akut for at få en receptfornyelse, er det helt i orden, at man får klar besked. 

Men i dette tilfælde var det modsat. 

Her burde vagtlægerne have lyttet mere til forældrene. 

For de var ikke i tvivl om, at der var noget alvorligt fat med deres datter.  Godt nok besidder de ingen lægelig ekspertise, men til gengæld er der ingen andre, der kender datteren bedre. 

Tre gange i løbet af den nat ringede de til lægevagten, men blev afvist, og i dag har Isabella Tarp og hendes mand, Kasper, forståeligt nok ikke den store tillid til vagtlæge-ordningen.  

De undrer sig over, hvorfor ingen af vagtlægerne ville se Ella via et videoopkald eller gav dem en tid, så de kunne komme ind på sygehuset med hende.

- Jeg synes også, de burde have spurgt mere ind. Jeg havde følelsen af, jeg ikke fik snakket færdig, før jeg fik skældud over at have tastet, at det var akut, eller jeg fik at vide, at jeg skulle give hende noget Panodil, siger Isabella til Nordjyske.  

Først dagen efter - da egen læge åbnede - kom Ella til læge, og derfra gik det hurtigt til sygehuset, hvor det blev konstateret at, hun efter al sandsynlighed havde fået en syreforgiftning som følge af en uopdaget diabetes. Potentielt kunne det have fået en dødelig udgang, men lykkeligvis slap Ella uden følgeskader.  

Forhåbentlig giver den historie - og de mange andre fortællinger, der dukkede op i kommentar-sporet til artikel - grund til eftertanke hos vagtlægerne. 

For selvfølgelig laver de også fejlskøn, og enkelte af fejlene kan også være fatale. 

Anderledes kan det ikke være. 

Men fejlene skal være så få som muligt, og i dette tilfælde kunne det være undgået.