Kære Nuuradiin Hussein, du skylder vælgerne en forklaring
Ny sag belaster Aalborgs socialdemokratiske rådmand, Nuuradiin Hussein, og viser igen, at han ikke overholder, hvordan man agerer som folkevalgt politiker. Rådmandens egen forklaring mangler fortsat.
Torsdag kunne Nordjyske afsløre en sag, der rejser alvorlig tvivl om rådmand Nuuradiin Husseins dømmekraft. Endnu en gang, fristes man til at sige – for det er langt fra første gang, stemmeslugeren fra 2021-valget havner i orkanens øje.
Denne gang handler det om, at Nuuradiin Hussein i forbindelse med en voldssag mod sin søn har spredt grove og grundløse rygter om sin politiske modstander Maja Torp (V).
Rygterne gik på, at Torp skulle have iscenesat hele episoden ved at betale ofret for at skade sig selv – alt sammen baseret på en lydfil, som både byret og landsret siden har afvist som uden betydning.
Det er ikke ulovligt at være en bekymret far. Det er menneskeligt. Men det er dybt alvorligt, når en folkevalgt forsøger at påvirke en straffesag og samtidig kaster en kollega under bussen med konspirationsteorier, der ikke har hold i virkeligheden.
Når retten har talt, bør sagen være afsluttet. Men det var den ikke for Nuuradiin Hussein. Han fortsatte med at sprede beskyldningerne – også over for andre byrådsmedlemmer. Først da kommunen greb ind og fik ham til at udsende en fællesmail, trak han i land.
Offentligt har han stadig ikke forklaret sig.
Det er bekymrende læsning. Ikke bare fordi det vidner om manglende dømmekraft. Det er langt fra den opførsel, vi må forvente af en folkevalgt politiker og en rådmand i Aalborg Kommune.
Sagen trækker nu også spor ind i det politiske samarbejde. Jørgen Andersen, tidligere byrådsmedlem for SF og i dag formand for Midtbyens Samråd, samarbejder med Hussein om tryghedsprojekter. Men han har svært ved at se samarbejdet fortsætte, hvis Maja Torps udlægning står til troende. Sagen er altså heller ikke uden realpolitisk betydning for borgerne i Aalborg.
Og det er langt fra første gang, at Nuuradiin Hussein har udfordret spillereglerne for god embedsførelse og god moral.
Nordjyske har tidligere afdækket, hvordan han pressede på for at få en socialrådgiver fjernet i en børnesag – en sag, Ankestyrelsen nu undersøger.
Vi har også skrevet om sager, hvor han har set gennem fingre med regelbrud i muslimske foreninger og fodboldklubber.
Senest blev Nuuradiin Hussein sat på plads af Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, da han nægtede at anerkende Hamas som en terrororganisation. Stik imod partiets holdning.
Så hvor længe kan partiet blive ved med at se gennem fingre med sagerne? Hvornår er nok nok?
Til november er der kommunalvalg. Nuuradiin Hussein stiller op i Aalborg Øst – samme kreds som statsminister Mette Frederiksen. Ved sidste valg fik han over 2.000 personlige stemmer. Det bliver interessant at høre, om Socialdemokratiet mener, at hans adfærd er i overensstemmelse med det moralske kompas, partiet gerne vil lede landet efter.
Det kunne være rart for vælgerne at blive klogere på, hvad rådmandens motiv for at sprede de alvorlige og ubegrundede rygter var, men for nu må vi nøjes med at spekulere.
For Nuuradiin Hussein har hverken ønsket at give sin politiske samarbejdspartnere eller Nordjyske en forklaring.
Det ville klæde Nuuradiin Hussein at stille op til interview om sagen. For hvad var det, der drev ham til at fortsætte med at sprede rygterne, efter landsretten havde afsagt dom i sagen? Fortryder han sin opførsel i dag, eller mener han fortsat, at der er tale om et komplot?
De spørgsmål synes jeg, at han skylder at give nordjyderne svar på. I hvert fald før der skal sættes kryds til kommunalvalget i november.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.