Leder

Banal sag om ulovligt skur rummer alvorlige principielle problemer

Kommunaldirektøren og borgmesteren på Læsø har begge bragt sig i en uheldig situation i forbindelse med sagsbehandlingen af kommunaldirektørens ulovlige skur

Vi skal på denne plads en tur til Læsø.

Som beskrevet (følg links i bunden af artiklen) har Nordjyske sat fokus på en sag, der sætter kommunaldirektør Peter Pietras og borgmester Karsten Nielsen (V) i et uheldigt lys, fordi der kan rejses kritik af deres embedsførelse.

Sagen handler overordnet om et skur på en sommerhusgrund, som kommunaldirektøren køber i foråret. Han ønsker at bruge skuret til overnatning, når han ikke er på sin hjemadresse i Korsør. Det kan lyde banalt, men sagen har og får flere krøller undervejs.

Det viser sig, at skuret er ulovligt opført. Det fastslår Frederikshavn Kommune, der får overdraget den del af sagsbehandlingen for at holde den ude af Læsø Kommunes administration, hvor kommunaldirektøren er øverste chef. Kommunaldirektøren giver sig ikke så let. Han anmoder om at få skuret godkendt, så han kan overnatte der op til 175 gange om året. Han foreslår sidenhen også, at han kan benytte telt og bivuak - eller få installeret en campingvogn. Og han er rede til at fragte alt sit affald og toiletindhold tilbage til sin hjemkommune på Sjælland.

Alt afvises af Frederikshavn Kommune som værende i strid med loven. Og det lægger pres på medarbejderne i Læsø Kommune. Det er nemlig dem, der skal administrere afslagene og loven over for deres egen øverste administrative chef. Og selv da det kommer til borgmesteren, der er leder for kommunaldirektøren, kommer der knas i maskineriet: Borgmesteren tager på egen hånd ansvar for ikke at skride til en politianmeldelse af kommunaldirektøren i forhold til at få bragt forholdene på sommerhusgrunden i pagt med loven.

I bund og grund er det tre overordnede ting, der er gået galt i Læsø Kommune i den her sag: Kommunaldirektøren har ikke været skarp på sin rolle i samfundet og funktion i det kommunale arbejde, og borgmesteren har ikke formået at rette op på miseren.

Kommunerne står hvert år med masser af byggesager, hvor der skal meddeles godkendelse eller afslag. Det er et følsomt område, hvor den administrative tunge skal holdes lige i munden, når borgerne argumenterer og enkelte gør krumspring for at få deres sag igennem. Her skal en kommunaldirektør naturligvis være opmærksom på sin rolle og holde sin sti ren: Hvis han i folkemunde først får ry for med alle midler og halvdårlige forklaringer at forsøge at få sin vilje i en byggesag, er han med til at undergrave hele den kommunale autoritet på området.

Men en kommunaldirektør kan selvfølgelig godt have en byggesag og indgive klager over afgørelser. Det er helt reelt. I de tilfælde skal han dog være sig sin funktion i forhold til habilitet yderst bevidst. Trække sig helt ud af sagsbehandlingen, ikke nævne sagen over for sine medarbejdere og sende mails fra sin arbejdsmail vel vidende, at det vil lægge et urimeligt pres på administrationen i forhold til at træffe den rigtige afgørelse i forhold til loven.

Kan kommunaldirektøren ikke ramme grænsen - som kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch, vurderer, er tilfældet i den konkrete sag - skal kommunaldirektørens chef, borgmesteren, skride ind og sætte tingene på plads. Her gælder ingen undskyldning om ikke at være ”voldsomt meget inde i kommunale arbejdsgange og rutiner”, som Læsø-borgmester Karsten Nielsen formulerer det.

Både kommunaldirektøren og borgmesteren på Læsø beklager forløbet. Og kommunaldirektøren agter nu at afhænde sommerhusgrunden for at fjerne det unødige fokus på ham og kommunen. Sagen om skuret bør dog følges op af en undersøgelse fra Tilsynet under Ankestyrelsen for at få klarhed over, om reglerne for habilitet er fulgt, og om borgmester Karsten Nielsen kom på kant med loven, da han personligt holdt en politianmeldelse vedrørende kommunaldirektørens skur tilbage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.