Kommunalvalg

Her er sagerne, der kan være med til at afgøre valget i din kommune

På tværs af Nordjylland har valgkampen handlet om alt fra vedvarende energi til kernevelfærd

Selvom kommunerne i vid udstrækning har de samme opgaver, er det meget forskelligt, hvad der har fyldt i valgkampen for borgmestrene og de andre byrådskandidater.
Selvom kommunerne i vid udstrækning har de samme opgaver, er det meget forskelligt, hvad der har fyldt i valgkampen for borgmestrene og de andre byrådskandidater. Foto og grafik: Bente Poder, Bo Lehm, Mathis Birkeholm Duus og Thomas Lee

Opdateret kl. 15:31

Det er ikke sikkert, du gik og spekulerede på det før – men kommunen er inde over meget store dele af din hverdag.

Vejene du kører på, skolen dine børn går i, hjemmeplejen, der hjælper de ældste i din familie, idrætsfaciliteterne, dine børn bruger i fritiden – store dele af de områder er styret af de politikere, der sidder i toppen af kommunen.

Derfor er det også vigtigt, hvem der træffer beslutningerne.

Men det er ikke alle kommunale emner, der fylder lige meget i alle kommunerne.

Derfor har vi her samlet overblikket over de største temaer fra hver af de 12 nordjyske valg med links, så du nemt kan læse mere om det emne, vi har grebet fat i i netop din kommune.

1
Brønderslev
Skoleområdet og overlevelsen af kommunens mindre skoler er blevet et tema i valgkampen i Brønderslev. Foto: Brønderslev Kommune

Politikerne i Brønderslev Kommune besluttede for nylig at lukke den kommunale folkeskole i Asaa.

Og derfor blev fremtiden for kommunens mindste skoler et emne i valgkampen.

For hvad kan de lokale skoler gøre for at sikre sin relevans i lokalområderne – og har politikerne fra centralt hold tænkt sig at bakke op? 

2
Frederikshavn
Hvor skal børnene i Frederikshavn Kommune gå i skole? Skolelukninger er et varmt tema i valgkampen. Arkivfoto: Torben Hansen

Skoleområdet har også været et debatteret emne i Frederikshavn Kommune – for her står man med en stor udfordring: Elevtallet falder.

Det er efterhånden ti år siden, man senest gennemførte en række skolelukninger – men udviklingen har gjort, at det måske bliver nødvendigt igen i den kommende periode.

For de seneste ti år er der forsvundet omkring 1000 elever.

En PWC-rapport kom sidste år frem til, at der var penge at spare for kommunen, hvis man lukkede flere skoler.

En del af debatten i Frederikshavn har derfor været, om politikerne ville lukke eller bevare kommunens folkeskoler.

3
Hjørring
Jesper Vanggaard Jensen er en af de borgere, der har kæmpet mod mølleplaner i Hjørring Kommune. Arkivfoto: Bente Poder

Vedvarende energi og placeringen af de anlæg, der skal underbygge den grønne omstilling fylder ikke kun i det fysiske landskab, men også i den lokale debat i Hjørring.

I alt er der planlagt 20 forskellige projekter rundt i kommunen – hvilket dermed har kastet en række borgere ud i uvished om, hvad der egentlig skal ske med deres område og deres bolig.

Debatten om energi-anlæggene og ikke mindst antallet har også delt vandene internt i partierne.

4
Jammerbugt
Ældreplejen er et tema, der fylder hos borgerne i Jammerbugt Kommune. Arkivfoto: Grete Dahl

Ældreplejen er et af de klassiske emner, når der er kommunalvalg. Kan og skal der gøres mere for de ældre i kommunen?

Ifølge en meningsmåling som Epinion har lavet for Constructive Institute er ældreområdet det tema, der fylder for flest af vælgerne i Jammerbugt Kommune.

Og det kan der være flere årsager til netop her.

For kommunen er en af dem, der bruger færrest penge på ældreplejen i Nordjylland - samtidig med, at antallet af ældre er stigende.

Politikerne vil gerne finde flere penge til de ældre – udfordringen er, at de penge skal findes et andet sted. Og dermed kan der være udsigt til, at ældreområdet pludselig også får betydning for resten af kommunen.

5
Læsø
Hvordan skal færgedriften på Læsø se ud i fremtiden? Det er et spørgsmål, der splitter politikerne på Læsø i den igangværende valgkamp. Foto: Læsøfærgen

På Læsø er færgen livlinen til fastlandet.

Dagligvarer, medicin og andre fornødenheder fragtes hver dag via færgen fra Frederikshavn til Læsø, ligesom en række pendlere bruger færgen til at komme til og fra arbejde.

Derfor fylder færgen også meget i lokaldebatten på øen – men til netop dét her kommunalvalg er færgediskussionen ekstra relevant.

For kommunen står over for en stor beslutning om, hvordan færgedriften fremover skal fungere – og ikke mindst, hvem der skal sejle den.

Kommunen har tre mulige løsninger i spil – problemet er bare, at kommunen ikke har råd til nogen af dem.

6
Mariagerfjord
Mariager Fjord puster efter luften. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

83 procent af borgerne i Mariagerfjord Kommune mener, at kommunen bør gøre mere for at forbedre fjordens tilstand.

Det viste den undersøgelse, som Epinion lavede for Constructive Institute tidligere på efteråret.

Og der er behov for handling, hvis der skal ske noget – for Mariager Fjord er særlig udsat i forhold til iltsvind.

Derfor har spørgsmålet været, hvad politikerne vil gøre for at redde fjorden.

7
Morsø
Rasmus Bunk og Kamilla Svane Bech er begge vokset op på Mors, og nu er de vendt tilbage. Nu diskuterer politikerne, hvordan de kan få flere tilflyttere som dem.  Foto: Ida Smith

Indbyggertallet i Morsø Kommune styrtdykker og er nu nede på under 20.000 borgere.

Kommunen har hårdt brug for tilflytning, ligesom det par, Nordjyske har besøgt.

En stor, kommende opgaver for kommunens politikere bliver derfor at få knækket koden til, hvordan de får befolkningstallet til at stige på Mors. 

8
Rebild
Rebild Kommune har investeret for hundredvis af millioner i Støvring. Arkivfoto: Lars Pauli

I Rebild kommune har man næsten det modsatte problem, nemlig at der sker en enorm tilflytning til især Støvring.

Derfor har kommunen også investeret for hundredvis af millioner af kroner i Støvring.

Diskussionen i Rebild Kommune har derfor blandt andet handlet om, hvorvidt man har investeret for meget i Støvring på bekostning af kommunens andre lokalsamfund.

En kamp mellem den østlige og vestlige del af kommunen.

9
Region Nordjylland
Kinesiske elbusser skal undersøges efter norsk afsløring. I Aalborg er mange af bybusserne af mærket Golden Dragon og kinesisk fremstillet. Foto: Frederik Thulesen

Region Nordjyllands største opgave er driften af sundhedsvæsenet, men regionen har også andre opgaver såsom offentlig transport.

Her er valget af kinesiske elbusser blevet et emne i valgkampen. Det har nemlig vist sig, at de kinesisk-producerede busser teoretisk set kan slukkes fra Kina.

Men hvorvidt det er et reelt problem, er der ikke enighed om blandt politikerne.

10
Thisted
Sidste sommer drev tusindvis af døde fisk ind mod fjordkysten ved Thisted. Miljøstyrelsen konkluderede efterfølgende, at iltsvind var en væsentlig årsag. Arkivfoto: Jens Fogh-Andersen

Denne sommer var Limfjorden ramt af kraftigt iltsvind, og bunden af Thisted Bredning er flere steder helt død.

De problemer skal det store arbejde i Grøn Trepart gøre op med, og derfor skal kommunerne være med til at pege på, hvordan man kan begrænse udledningen af kvælstof – for eksempel gennem omlægning af landbrugsjord.

I den forbindelse har det vakt stor opmærksomhed, at Thisted og Morsø kommuner, som de eneste af kommunerne omkring Limfjorden, har undladt at udpege tilstrækkeligt med potentielle omlægningsarealer til at nå de mål, som er blevet fastsat fra staten.

Noget som de lokale politikere i Thisted Kommune derfor er nødt til at forholde sig til – og har forskellige tilgange til.

11
Vesthimmerland
Søren Vasegaard er en af de mange borgere i området, som er utilfredse med idéen om en kæmpe solcellepark. Her ses han ved solcelle-modellen, der skal give et indtryk af størrelsen på solcellerne, når man kører forbi. Foto: Lasse Damsgaard

I Vesthimmerland er et af valgkampens store temaer vedvarende energi – især den planlagte solcellepark som skal ligge tæt på Vester Hornum.

Meningsmålingen, som Epinion lavede for Constructive Institute tidligere på efteråret, viste også, at kun 35 procent af kommunens borgere mente, man i højere grad skulle finde arealer til solceller- og vindmølleparker.

Debatten i Vesthimmerlands Kommune har derfor blandt andet handlet om, hvor meget solcelleparkerne må komme til at fylde i det vesthimmerlandske landskab.

12
Aalborg
Spørgsmålet om p-pladser og fremkommelighed er et jævnligt tilbagevendende tema i aalborgensisk lokalpolitik - også til dettes års kommunalvalg. Arkivfoto: Bo Lehm

Aalborg er en stor kommune – men kommunens største by er med afstand Aalborg.

Derfor er der hver eneste dag også mange borgere, der tager bilen ind til Aalborg for enten at arbejde eller handle i byens butikker.

Men efter flere år med nye trafikale restriktioner og kantstensparkering, der er forsvundet, føler flere bilister, at det er blevet sværere og sværere at tage ind til Aalborg midtby i bil.

Parkering, fremkommelighed og trafik er derfor et af de temaer, der optager mange borgere – og dermed politikere – i Aalborg Kommune.

For er der p-pladser nok? Er det let nok at finde dem? Og skal man tænke mere på bilerne eller cyklisterne? 

Det er byrådspolitikerne langt fra enige om i Nordjyllands største kommune.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden