Frederikshavn-profil: Det hører ingen steder hjemme

Jesper Jensen er skuffet over Frederikshavns indsats i fredagens nederlag til Aalborg Pirates i en kamp, der blev skæmmet af et stort kanonslag, der blev antændt på tribunen

Der var dramatik både på og uden for isen, da Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates fredag aften mødtes i Metal Ligaen i ishockey. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Der var dramatik både på og uden for isen, da Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates fredag aften mødtes i Metal Ligaen i ishockey. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Skuffelsen var til at tage at føle på hos Frederikshavn White Hawks, der fredag aften satte en 2-0-føring over styr mod Aalborg Pirates og tabte nytårsbraget på egen is med 2-5 til lokalrivalerne.

- Vi dummede os, så de fik en reducering før første periodes udløb, og så fik de lidt luft og spiste sig tilbage i kampen. Da de først kom foran i anden periode, må vi erkende, at vi ikke rigtig havde noget modsvar. De var bedre end os, men vi var bestemt heller ikke prangende i de sidste to perioder, erkender Jesper Jensen.

Han røg i isen i starten af anden periode, da han fik en tackling i hovedet af Aalborg Pirates' Lasse Bo Knudsen, der blev sendt tidligt i bad. Frederikshavn-spilleren var dog hurtigt klar igen.

- Han ramte mig i ansigtet med sine handsker, men det var ikke nogen speciel hård tackling, for han kom ikke i fart. Derfor slog mig ikke rigtig, men straffen er jo noget, dommerne beslutter, og som jeg ikke har nogen indflydelse på, fortæller Jesper Jensen.

Kampen sluttede lettere kaotisk, da der med fem minutter tilbage sprang et kanonslag nede blandt Aalborgs fans. Det afbrød kampen i otte minutter, men til slut blev den dog spillet færdig.

- Jeg sad i straffeboksen på modsatte side, og der lød det virkelig højt, så jeg tænker, at der er nogen, der har fået en kæmpe chok. Den slags hører ingen steder hjemme.

- Jeg spurgte dommerne, om der ikke var en eller anden protokol, når der sker sådan noget, som vi kunne følge, men det var de ikke klar over. Så de satte kampen i gang igen, og det er jo dem, der bestemmer, siger Frederikshavn-spilleren.

Jesper Jensen og kompagni fik trods alt tre point ud af de to jule- og nytårskampe mod Pirates, efter at de torsdag vandt 2-1 i Aalborg.

- Det er vel et okay udbytte, men lige nu fylder skuffelsen over fredagens kamp mest hos mig, siger forwarden. 

Frederikshavn White Hawks indtager en syvendeplads i Metal Ligaen, men kan stadig ane Esbjerg på femtepladsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.