Advokats andre opgaver vækker nu opsigt, men det advarede eleverne om for længe siden
Tidligere elever er utilfredse med kommunens valg, der sår tvivl om uafhængighed

Talsmanden for en række af de tidligere elever på Gravenshoved Kostskole, René Vinding Christensen, mener ikke, at eleverne har fået den uvildige undersøgelse, som de mener, de fik stillet i udsigt. Foto: Henrik Bo
AALBORG:Den store advokatundersøgelse af overgrebene på Gravenshoved Kostskole er ikke kun blevet mødt med begejstring, selvom den fandt elevernes anklager om overgreb troværdige.
De tidligere elever har siden offentliggørelsen blandt andet kritiseret, at advokaten bag, Niels Vase fra HjulmandKaptain, ikke har lagt større vægt på to tidligere PPR-medarbejderes historie om, hvordan deres leder blev advaret om pædagogikken på stedet. En kritik, som advokaten dog ikke var enig i.
Men de tidligere elever har også været ude og kritisere undersøgelsens manglende uvildighed, og at Aalborg Kommune har valgt Niels Vase og HjulmandKaptain til at lave advokatundersøgelsen. Både undersøgeren og advokatfirmaet har nemlig også løst andre sager for Aalborg Kommune i undersøgelsesperioden. Det bekræftes også i den endelige rapport.
- Det må være åbenlyst for enhver, at der ikke er tale om en uvildig advokatundersøgelse, når selv advokaten ikke mener det, udtaler René Vinding Christensen, der er talsmand for en stor del af de tidligere elever.
Han blev meget overrasket, da han i den endelige rapport kunne læse, at Niels Vase ikke selv anså undersøgelsen som uvildig.
- Vi (tidligere elever, red.) har stadig ikke fået den uvildige undersøgelse, som vi er blevet stillet i udsigt.
Nu kan Nordjyske dog afsløre, at bekymringerne om advokatens mulige interessekonflikt, allerede blev rejst af eleverne tilbage i maj 2022.
I en mail til Aalborg kommune dateret den 24. maj 2022, rejser to tidligere elever en kritik af Niels Vase og HjulmandKaptain. De to elever mener at have set i pressen, at HjulmandKaptain "også repræsenterer Kastrup-Larsen og er rådgiver for kommunen", og mener, at det sætter spørgsmålstegn ved undersøgelsens uafhængighed.
En embedsmand fra kommunen svarer eleverne på mail dagen efter, at han ikke kan forholde sig til sagen, og fortsætter:
- Det må være HjulmandKaptain, der svarer på dette, skriver han.
Derudover genbekræfter embedsmanden i mailen, at man opfatter advokat Niels Vase som en "uvildig advokat", og at man ikke ønsker at blande sig utidigt i undersøgelsen.
René Vinding Christensen er ikke én af de to afsendere på mailen, men beskriver over for Nordjyske, hvordan han i den samme periode også blev forsikret om, at der ikke er problemer angående uafhængigheden eller uvildigheden af Niels Vase og HjulmandKaptain.
Handlede om kompetencer
Hos børne- og ungeforvaltningen fortæller direktør Jakob Ryttersgaard, at man i sin tid valgte HjulmandKaptain til opgaven, fordi KL havde anbefalet, at man gik med et advokatfirma, der havde særlige kompetencer inden for offentlig ret.
- Det var væsentligt for os, det var en, der havde ekspertise inden for offentlig ret. I den sammenhæng var der kendskab til, at HjulmandKaptain havde den ekspertise.
Forvaltningsdirektøren bekræfter, at HjulmandKaptain også har været brugt af Aalborg Kommune i andre sammenhænge, ligesom man også har brugt andre advokatfirmaer.

- For os var det vigtigt, undersøgelsen var uafhængig, understreger direktør i børne- og ungeforvaltningen, Jakob Ryttersgaard. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Gjorde I så noget for at sikre jer, at undersøgelsen faktisk var uvildig og uafhængig, da I fik den bekymring fra eleverne?
- Vi har fra dag ét haft til opgave ikke at blandet os i, hvordan opgaven er skruet sammen, og hvad man lavede. Vi har udelukkende været formidler af det materiale, der nu enten er tilkommet os eller er blevet efterspurgt.
Forvaltningsdirektøren mener, at undersøgelsen godt kan være uafhængig, selvom HjulmandKaptain og advokaten har haft andre sager for kommunen.
- Vi har sagt, at den her undersøgelse skal være uafhængig. Det skal forstås som, at vi som kommune ikke øver indflydelse på undersøgelsen, efter kommissoriet er godkendt. Det, vi har gjort, er at aflevere det materiale, der har været efterspurgt, for at Niels Vase har kunnet undersøge det, han har skullet, i del et, to og tre.
- Med det perspektiv, mener jeg faktisk, vi har handlet, så undersøgelsen kan være uafhængig.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.