Hendes borgerlige navn er Gitte Ravn, og hun fik tidligere på året stillet et ultimatum af skattevæsenet:

Bank på hos dine 13 naboer og bed dem om at betale deres grundskyld – eller betal den selv.

Nu tænker du måske, at Gitte Ravn var offer for en dårlig joke.

Det var hun ikke.

Hun hæfter for sine naboers skattebetalinger, fordi hun uheldigvis – da hun flyttede ind i et nyopført boligkvarter – overtog det oprindelige ejendomsnummer.

Derfor skal hun betale grundskylden for samtlige boliger i området. I alt 33.000 kroner. Og hun må selv kradse pengene ind hos naboerne, lød svaret fra Vurderingsstyrelsen.

Sagen er ikke enestående. Der findes lignende eksempler rundt om i landet, og du har formentlig gættet, at det er det nye boligskattesystem, som driver gæk med boligejerne.

Men det bliver værre endnu.

For husejere, der hænger på naboers grundskyld, er ikke den eneste himmelråbende uretfærdighed, som det nye boligskattesystem har født.

For eksempel skal boligejere, der bor i et område, hvor grundejerforeningen ejer fællesarealer såsom et grønt område eller en legeplads, fra næste år betale grundskyld af de arealer.

Fordi de nu kategoriseres som ”ubebygget erhvervsgrund.”

Og nu har endnu en absurditet åbenbaret sig. Det viser sig nemlig, at boligejere, der har købt eller solgt et hus, selv skal opkræve og fordele skatteregning og ejendomsbidrag mellem sig.

I en artikel i Politiken fortæller Pia og Michael Panse, hvordan de for nyligt modtog en opkrævning fra Stevns Kommune på 2.142 kroner for afhentning af affald og rottebekæmpelse i andet halvår 2024.

Selvom de ikke længere ejer huset.

Også her var beskeden, at de selv måtte kontakte den nye ejer og bede om at få pengene.

Det samme gælder, hvis man i årene 2021-2023 har betalt for meget i grundskyld. De penge, der skal tilbagebetales, bliver sendt til husets nye ejer – uagtet at det er den ”gamle” ejer, der har krav på dem.

Hvis husets tidligere ejer har betalt for lidt, hænger den nye ejer på regningen.

Og det må de selv finde ud af.

At få borgerne til selv at fordele og opkræve skatter, som levede vi i Det Vilde Vesten, er givetvis bekvemt og omkostningsbesparende for det offentlige.

Til gengæld er det dybt kritisabelt i et retssamfund, hvor logisk, fair og gennemskuelig skatteopkrævning er en af grundpillerne.

Skatteministeren synes, som sine mange forgængere, ikke til fulde at have forstået sagens alvor, alt imens Vurderingsstyrelsen og Skattestyrelsen har travlt med at kyle aben efter hinanden.

Lad mig venligst minde dem om, at hele tilliden til skattesystemet hviler på, at det kan forklares – og dermed forsvares. Det synes efterhånden umanerligt svært at få øje på, og som boligejer står man prisgivet tilbage i et beskæmmende morads.

Hvor idiotien hersker. Og almindelige borgere betaler prisen.