Leo udskrevet: Han har to ønsker med sig hjem

Mod alle odds har den sygdomsramte musiker kæmpet sig ud af hospitalssengen og hjem til Sussi

Leo Nielsen blev modtaget med flag, da han torsdag først på eftermiddagen vendte hjem til sit og Sussis hjem efter et hårdt sygdomsforløb og efterfølgende indlæggelse. <i>Privatfoto</i>

Leo Nielsen blev modtaget med flag, da han torsdag først på eftermiddagen vendte hjem til sit og Sussis hjem efter et hårdt sygdomsforløb og efterfølgende indlæggelse. Privatfoto

SALTUM:Stik imod alle odds har musikeren Leo Nielsen snydt døden og kæmpet sig ud af sygesengen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, hvor han stærkt afkræftet blev indlagt kort før jul med tarmslyng.

Torsdag eftermiddag blev han udskrevet og genforenet med sin mangeårige hustru og forretningspartner i deres fælles hjem mellem Saltum og Vester Hjermitslev.

Med sig havde Leo to ønsker, fortæller en glad Sussi til Nordjyske.

- Han har bestemt menuen. Den står på engelsk bøf. Spørgsmålet er, hvor mange bidder han spiser af den. Han har ikke ret meget appetit, fortæller hun i telefonen.

Mere smil end smerte

I baggrunden siger Leo med svag stemme, at netop stemmen er noget af det, der skal arbejdes med.

- Men jeg synes trods alt, jeg kan høre mere smil end smerte i stemmen?

- Det er helt rigtigt, lyder det fra Leo.

Vel hjemme på landejendommen, hvor parret har boet siden 1998, har han også luftet et længe næret ønske for sin bedre halvdel.

Leo sidder og kæler for sin og Sussis lille chihuahua efter udskrivelsen fra hospitalet i Hjørring. Nu drømmer den afkræftede musiker og forfatter om en hund i en helt anden størrelse. <i>Privatfoto</i>

Leo sidder og kæler for sin og Sussis lille chihuahua efter udskrivelsen fra hospitalet i Hjørring. Nu drømmer den afkræftede musiker og forfatter om en hund i en helt anden størrelse. Privatfoto

- Han er begyndt at snakke om, at han gerne vil have en granddanois. Det har han tit snakket om, og det er også en dejlig hund. Men den er lidt stor at have med i camperen. Vi har en chihuahua - det er lidt lettere med den, smiler Sussi med tanken på det køretøj, der i flere år har været et rullende kontor og hotelværelse for den myreflittige musikduo.

Overvældet af taknemmelighed

Parret er overvældet af taknemmelighed over al den positive opmærksomhed, de har mødt fra nær og fjern under Leos indlæggelse.

"Vi er privilegerede fordi, vi kender sådan nogle fantastiske mennesker som jer", skrev parret således på Instagram for et par dage siden - akkompagneret af et skønt foto af dem sammen på hospitalet.

Efter det næsten umenneskelige sygdomsforløb, der har pillet al overflødig vægt og mere til af Leo og lænket ham til en kørestol, starter en lang rejse nu mod at få ham på benene igen. 

Det er i forvejen en udfordring på grund af de smertefulde hofteproblemer, han har kæmpet med efter et smertefuldt fald i parrets camper i 2016 og komplikationer fra den efterfølgende operation.

Men parret har mod på det. 

De er blevet stillet masser af hjælp i udsigt, og desuden har parret denne gang lovet hinanden at reagere hurtigere, hvis Leo mod forventning igen får det dårligt, som tilfældet var, da han i starten af januar blev udskrevet, efter at han blev indlagt første gang 18. december.

- Men han virker altså mere frisk denne gang, fastslår Sussi.

Hjemmepleje

Det kan være sin sag at få et menneske hjem, der har været så meget igennem som Leo - som stadig har brug for hjælp og pleje.

Både Sussie og Leo er helt trygge ved, at Jammerbugt Kommune har lovet parret hjemmehjælp mindst fem gange i døgnet, ligesom der er en åben linje til personalet på sygehuset.

Og så er parret - som begge er fyldt 67 år - sikre på, at de finder en løsning, der gør, at Leo trygt kan være alene hjemme, når Sussi fortsætter scenelivet - nu i trioen "Sussi og Drengene" sammen med Thomas Ehrenreich på trommer samt Kim Karmark Petersen på keyboard. 

De tre har allerede mange job i kalenderen, men Leo bliver ikke ladt alene tilbage, når Sussi tager afsted.

Hvem ved - måske bliver det i selskab med en granddanois?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.