Den gastronomiske bølge buldrer over Nordjylland: Historisk mange restauranter har topklasse
Den gastronomiske scene i Nordjylland forstsatte efter flere års fremgang sin himmelflugt i et forrygende 2022. Her får du overblikket over de restauranter, som Nordjyskes madanmeldere gav topkarakter i året der gik

Nicolas Min Jørgensen har åbnet sit meget personlige bud på en gourmetrestaurant i Agger. Stedet strøg direkte ind blandt regionens bedste spisesteder og er kåret som årets nye danske restaurant af White Guide. Foto: Bo Lehm
NORDJYLLAND:Det kan godt være, at Michelin-guiden ikke kan finde til Nordjylland. Men det er på ingen måde regionens toprestauranters skyld.
Det konkluderede Nordjyske allerede for et år siden, da vi så tilbage på et 2021, hvor vores madanmeldere fem gange uddelte topkarakteren seks gafler. Det var uden sidestykke, men rekorden er slået igen. I 2022 måtte Nordjyskes madanmeldere nemlig uddele den ypperste karakter hele seks gange. Længere nede i denne artikel får du uddrag af årets seks anmeldelser til topkarakter. Og allersidst i artiklen får du også links til de seks-gaflede anmeldelser fra 2022, som vi har låst op for gratis læsning i anledning af nytåret.
Lægger man de sidste to år sammen har Nordjyske altså i 2021 og 2022 vurderet hele 11 restauranter til det ypperste niveau. Med andre ord: Aldrig før har du haft så mange muligheder for at opleve gastronomi i topklasse i Nordjylland.
Overblik: De har scoret seks gafler over de sidste to år
2022
Restaurant Tri, Agger
Villa Vest, Lønstrup
Restaurant Bühlmann på herregårdshotellet Scheelsminde, Aalborg
Tabu, Aalborg
Fauna i Musikkens Hus, Aalborg
Alimentum, Aalborg
2021
HimmerRiget på golf- og ferieresortet HimmerLand, Gatten
Restaurant Okê på Ruths Hotel, Skagen
Vendia Gourmet, Hjørring
Mortens Kro, Aalborg
VesterØL, Læsø
Otte gange i 2022 uddelte vi desuden den næstbedste karakter, fem gafler, til en restaurant. I alt har vi sidste år anmeldt 39 steder, som i gennemsnit har scoret 3,87 gafler. Det er det næsthøjeste gennemsnit nogensinde og overgås kun af 2021, hvor gennemsnittet akkurat sneg sig over fire . Dermed kan det konkluderes, at det ikke kun er i det absolutte topniveau, at kvaliteten er stor. Nordjylland er spækket med glimrende muligheder for at gå ud og spise godt - for enhver pengepung.
Gennemsnit af gafler siden 2012
2022 3,87 (baseret på 39 anmeldelser)
2021 4,06 (baseret på 36 anmeldelser)
2020 3,65 (baseret 43 anmeldelser)
2019 3,71
2018 3,56
2017 3,51
2016 3,39
2015 3,68
2014 3,06
2013 3,34
2012 3,30
Men nu kan vi ikke trække den længere. Her får du en gennemgang af de seks restauranter, som vi belønnede med seks gafler i 2022:
Sensation på vestkysten

En servering fra menuen på Tri i Agger under vores anmelders besøg i 2022. Foto: Bo Lehm
Vi begynder i det sydvestlige hjørne i regionen, hvor den tidligere Michelin-kok og kaptajn for kokkelandsholder, Nicholas Min Jørgensen, i sommer bragede ind blandt regionens toprestauranter med sin nyåbnede Restaurant Tri i den lille kystby Agger. Siden vores anmeldelse er Tri af White Guide kåret som årets nye danske restaurant. Denne artikels forfatter var da også begejstret efter mit besøg, hvor den ikke fik for lidt, da oplevelsen skulle omsætte til ord:
"Kunst må godt provokere og vække til eftertanke. Her opstår indimellem den magi, der transcenderer det banale og løfter et måltid fra bare at smage godt og gøre dig mæt til netop kunst. Lyder det elitært og prætentiøst? Det er det sgu også. Derfor stiller det enorme krav til en restaurant med sådan et ambitionsniveau. Sådan en restaurant har kokken Nicolas Min Jørgensen åbnet", skrev jeg blandt andet.
Stærkt comeback i Lønstrup

En servering fra menuen på Villa Vest i Lønstrup under vores anmelders besøg i 2022. Foto: Bo Lehm
Ni dage før mit besøg i Agger havde jeg været en tur på Villa Vest i Lønstrup, hvor et af regionens mangeårige gastronomiske pejlemærker troner fra sin høje klit. Ja, det var vel nok hårde arbejdsdage i den tidlige sommer. Tænk sig at opleve det ypperste niveau med bare ni dages mellemrum - i øvrigt gennem to meget forskellige restaurantoplevelser. Hvor jeg ni dage senere blev både provokeret og udfordret i Agger, så blev mine smagsløg forkælet i Lønstrup, hvor Anders Holm i 2022 gjorde comeback som køkkenchef.
"Tidligt på aftenen var jeg klar over, at her kunne vi komme til at flirte med topkarakter. Når man som anmelder befinder sig i den situation, begynder man at lede efter fejl. Jeg fandt ikke en eneste. Tværtimod var der magi i luften", lød det i anmeldelsen.
Stjerneskud på herregården

En servering fra menuen på Restaurant Bühlmann i Aalborg under vores anmelders besøg i 2022. Foto: Claus Søndberg
Magisk var også anmelder Claus T. Kræmmergårds møde med Restaurant Bühlmann på herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg. Anmelderen hyldede servicen, historien og omgivelserne og lagde ikke mindst vægt på, at stedets unge køkkenchef er i en klasse for sig.
"Godt nok er Christian Nurup kun 25 år, men han kan fremtrylle serveringer, som de fleste kokke kun drømmer om. Der er masser af imponerende teknik bagved, anretningerne er visuelt flotte - men vigtigst af alt, så er serveringerne over en bred kam gennemsyret af velsmag... Christian Nurup demonstrerer denne aften et nærmest uhørt højt niveau", skrev Claus T. Kræmmergård.
Overdådige Tabu

En servering fra menuen på Tabu i Aalborg under vores anmelders besøg i 2022. Foto:Henrik Simonsen
Anmelder Claus Smidstrup måtte også gennem hele bestikskuffen for at finde gafler nok til Tabu i Aalborg, der stabilt i en årrække har været kandidat til titlen som byens bedste restaurant.
"De 23 serveringer sidder som funklende perler på en kæde af eminent service, professionalisme, entusiasme og determination" skrev Smidstrup om det, han betegnede som en "overdådig oplevelse",
Det bedste i 12 år

En servering fra menuen på Alimentum i Aalborg under vores anmelders besøg i 2022. Foto: Kim Dahl Hansen
Samme Smidstrup måtte igen kvittere med seks gafler efter besøget på en anden Aalborg-restaurant, Alimentum. I anmeldelsen citerer han sin medspiser gennem 12 år for, at det da vist er den største madoplevelse i Aalborg i hele perioden. Og selv har anmelderen da også de store ord fremme:
"Det er, som om Alimentum bevidst ikke går efter at imponere, men efter at åbne gæstens sanser for, hvordan mad kan være, hvis man har sikret sig adgang til gode råvarer og ved, hvordan man får det bedste ud af dem. Her er håndværk og kreativitet for alle pengene", lød det i anmeldelsen.
Endelig forløsning

En servering fra menuen på Fauna i Aalborg under vores anmelders besøg i 2022. Foto: Claus Søndberg
Ligesom Tri i Agger, som vi indledte gennemgangen med, har Aalborg også fået en ny restaurant i topklasse. Eller i hvert fald en ny fortolkning. Det er restauranten i Musikkens Hus, som under navnet Fauna har iklædt sig nye klæder, og anmelder Jakob Kanne Bjerregaard var vild med stilen, da han besøgte stedet i maj. Den fantastiske beliggenhed ved Østre Havn bliver nu endelig forløst med gastronomi i topklasse, mente Kanne og satte trumf på i anmeldelsen:
"Der er sket rigtig meget i restaurantlokalerne i Musikkens Hus, siden jeg var her sidst for at anmelde. Det betyder alverden, at der er organiske materialer som modspil til de kolde rammer. Det gør også alverden, at vi har en passioneret og dygtig tjener, der kan sit kram uden at overdænge os med info. Vi får præcis, hvad vi har brug. Køkkenet har også styr på sit. Den ene smukke kreation efter den anden bliver stillet foran os", skrev anmelderen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.