Direktør erkender: Brød loven ved omstridt auktion

Auktionarius lægger sig fladt ned efter omstridt auktion

Dansk Varmblod overtrådte auktionsloven ved en følauktion i september 2020.  <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Dansk Varmblod overtrådte auktionsloven ved en følauktion i september 2020.  Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Direktør i brancheforeningen Dansk Varmblod, Casper Cassøe, erkender nu, at auktionsloven blev overtrådt på omstridt auktion hos Helgstrand Dressage i Uggerhalne i efteråret 2020.

Det siger han i et interview med Nordjyske. 

Her havde Andreas Helgstrand og avler Nanna Jønsson, som Nordjyske har beskrevet, allerede givet håndslag på en aftale, inden auktionen gik i gang. Den aftale var i strid med Dansk Varmblods regler, og derfor aflyste Dansk Varmblod, ifølge Casper Cassøe, hammerslaget på 54.000 euro - 527.000 kroner inklusive moms og salær. 

Det gav Andreas Helgstrand mulighed for at lave en studehandel med Nanna Jønsson, hvor han købte føllet langt billigere, nemlig til blot 187.500 kroner, samtidig med, at han vildledte en velhavende nordjysk forretningsmand til at tro, at hammerslagsprisen på 527.000 kroner stadig var gældende. 

Dermed kunne hestemilliardæren sende 340.000 kroner lige ned i lommen på sig selv. 

Men fupnummeret kunne være bremset af Dansk Varmblod. 

Auktionslovens § 13 stk. 4

"De enkelte salg sker ved, at hammerslag efter 3 gange gentaget opråb uden overbud gives til den højestbydende, eller hvis dennes bud på grund af hans manglende evne til at opfylde auktionsvilkårene forkastes, til den næsthøjestbydende og så fremdeles."

For ifølge auktionsloven burde Dansk Varmblod, der arrangerede auktionen den 5. september 2020 i samarbejde med Helgstrand Dressage, have forsøgt at få den næsthøjeste byder til at betale. 

Men det gjorde Dansk Varmblod ikke og brød dermed loven. 

- Jeg kan kun sige, at det er virkelig, virkelig ærgerligt og beklageligt på alle parametre, at vi ikke er gået tilbage til den byder. Det er vi nødt til at lægge os fladt ned og sige, siger Casper Cassøe.

Going to Germany

Det fremgår af en video fra auktionen, at det næsthøjeste bud var fra en tysk køber over nettet på 53.000 euro. 

"Det er 53 nu på den til Tyskland - it's 53 going to Germany," råbte auktionarius, der var Casper Cassøe, på auktionsaftenen. 

Men det bud kan Casper Cassøe ikke se registreret i auktionssystemet. 

- Jeg kan ikke se nogen tysker, der byder. Det kan godt være, at jeg siger, at der er en tysker, men det er i hvert fald én, der er i salen i en eller anden form. 

På videoen fremgår det, at Casper Cassøe længe trådte vande efter buddet på 53.000 euro, og to gange talte han "første, anden," uden at auktionen afsluttes. 

Men da buddet fra Helgstrand dukkede op på 54.000 euro, afsluttes auktionen hurtigt.

- Mine damer og herrer, skal vi klappe den i mål. Helle, hvad siger du? Det er slut, råbte Casper Cassøe. 

Efter auktionen blev Dansk Varmblod, ifølge Casper Cassøe, opmærksom på, at der var lavet en aftale uden om auktionen mellem avleren og Helgstrand. Derfor besluttede Dansk Varmblod at aflyse hammerslaget.

- Vi har intet gjort for at snyde nogen som helst. Set i bakspejlet skulle vi have ringet til den næsthøjeste byder, men det gjorde vi ikke, siger Casper Cassøe.

Fredag eftermiddag er hovedbestyrelsen i Dansk Varmblod indkaldt til møde, hvor formand Jan Pedersen vil give en orientering om sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.