Overgreb på sygehuset

Gynækologs overgreb smadrede hendes liv: - Jeg er blevet skilt ad, men hvem skal samle mig igen?

63-årig nordjysk kvinde vil forfølge sagen om de mange seksuelle overgreb på nordjysk sygehus

Det var her på sygehuset i Hjørring, at en kvinde - blandt andet mens hun var mindreårig - blev udsat for seksuelle krænkelser. Dette er et modelfoto, så det er ikke skikkelsen på billedet, der optræder i historien.
Det var her på sygehuset i Hjørring, at en kvinde - blandt andet mens hun var mindreårig - blev udsat for seksuelle krænkelser. Dette er et modelfoto, så det er ikke skikkelsen på billedet, der optræder i historien. Modelfoto: Torben Hansen

Opdateret 30. april 2024 kl. 12:11

Konsekvenserne har været enorme for en 63-årig nordjysk kvinde. I sine unge år blev hun flere gange forulempet på sygehuset i Hjørring. De seksuelle krænkelser blev begået af en i dag afdød gynækolog.

Men kvinden har nu tænkt sig at forfølge sagen. For hun mener, Region Nordjylland bærer et ansvar.

- De ting, der skete dengang, har påvirket hele mit liv. Jeg har levet et liv med skyld, med skam og med dårligt selvværd. Jeg har ikke kunnet holde fast i noget som helst, fortæller hun i dag.

Den 63-årige kvinde har tænkt sig at forfølge sagen, for hun mener, at gynækologen kunne og burde have været stoppet.

Men ingen på og omkring sygehuset i Hjørring greb ind. Og det på trods af, at det efterfølgende har vist sig, at gynækologen i en periode fra 1965 og frem mod 1990 tilsyneladende stod bag masser af overgreb på nordjyske kvinder.

Ifølge en førende ekspert er der en god mulighed for, at den 63-årige kvinde kan ende med at få gjort Region Nordjylland erstatningsansvarlig. 

Frederik Waage, professor i forvaltningsret og tilknyttet Juridisk Institut ved Syddansk Universitet har netop udtalt sådan her til Nordjyske:

- Retspraksis taler sådan set for, at den her sag kan ende med at blive rejst. Og hvis jeg var advokat for de her ofre, så ville jeg formentlig gå efter det. Det vil være ret oplagt, at den her sag kan bevises, siger Frederik Waage.

En sag, der eksploderede

Sagen kom til offentlighedens kendskab i december 2021, da en enkelt kvinde fortalte om sine oplevelser. Det førte til, at Region Nordjylland startede en decideret undersøgelse af, om der var flere tilfælde. Og nogle måneder senere havde ikke mindre end 34 kvinder fortalt om seksuelle krænkelser.

Sagen om overgreb på sygehuset
  • 21. december 2021: Nordjyske fortæller om en kvinde, der som 23-årig i 1985 på sygehuset i Hjørring var udsat for et seksuelt overgreb fra en i dag afdød gynækolog. På baggrund af sagen åbner ledelsen for sygehuset - der i dag hedder Regionshospital Nordjylland - en større undersøgelse. Man har på baggrund af kvindens forklaring en mistanke om, at der kan være flere ofre for lægens grænseoverskridende adfærd.
  • 18. februar 2022: Efter to måneder har ikke mindre end 19 nordjyske kvinder henvendt sig. Alle beretter de om overgreb, som skulle være begået af den afdøde gynækolog. Episoderne har ifølge Regionshospital Nordjylland fundet sted i en periode fra 1970'erne og frem til slutningen af 1980'erne. Ud af de 19 kvinder har 9 valgt at begynde på et psykologforløb for at få hjælp til at håndtere deres oplevelser. Samtidig virker det ifølge den lægefaglige direktør Søren Hjortshøj sandsynligt, at der formentlig er en del ofre, som ikke har henvendt sig.
  • 20. februar 2022: Nordjyske bringer en historie med en af de kvinder, der har valgt at lade være med at henvende sig til sygehuset. Hun tilhører altså det såkaldte mørketal. Hun kan fortælle om et seksuelt overgreb i 1965 - hvilket dermed strækker beretningerne om overgreb ud over en periode på nu 25 år. Stort set samtidig bringes en historie om en tidligere ansat på sygehuset i Hjørring. Hun fortæller, at det var velkendt på sygehuset, at den afdøde gynækolog begik overgreb på kvindelige patienter. "Alle vidste det, og alle talte om det", fortæller hun.
  • 22. februar 2022: Endnu en kvinde fortæller om et overgreb. Hun oplevede, at hendes ønske om at få et barn blev brugt som pression. Samtidig giver hendes fortælling indtryk af, at det vidt og bredt indenfor sundhedsvæsenet har været kendt, at den i dag afdøde gynækolog stod bag krænkelser af sine patienter.
  • 26. februar 2022: Ask Elklit, professor i klinisk psykologi, forklarer i Nordjyske, hvorfor det har været så svært for kvinderne at stå frem - og siger samtidig også, at når en enkelt kvinde gør det, kan det komme til at virke som en lavine. Han fastslår ligeledes, at det af hensyn til kvinderne er vigtigt, at sagerne kommer frem - for flere af dem kan have brug for professionel hjælp.
  • 27. februar 2022: I forbindelse med afdækningen af overgrebene har det været tydeligt, at folk er meget delte. På den ene side er der mange, der mener, at de gamle sager skal glemmes - og på den anden side er der en mindst ligeså stor gruppe, der mener sagerne skal frem. Ifølge antropologen og kønsforskeren Christian Groes skyldes det, at seksuelle overgreb er ramt af et såkaldt dobbelt-tabu. Samtidig er det for mange sværere at forestille sig at være udsat for et seksuelt overgreb - end det er at identificere sig med at være i familie med den afdøde gynækolog.
  • 23. marts 2022: Yderligere 15 kvinder har meldt sig med fortællinger om seksuelle overgreb. Sammenlagt er der nu kommet henvendelser fra 34 kvinder i sagen.
  • 25. marts 2022: Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) kalder sagen for "et kæmpe svigt" i den offentlige sektor - og fastslår, at det er "dybt, dybt, dybt beklageligt". Både han og flere andre politikere i regionsrådet mener dog, at det vil være for kompliceret at finde frem til flere ofre. Derfor vil politikerne ikke dykke dybere ned i sagen. Det bliver dog fastslået, at eventuelle ofre fortsat er velkomne til at henvende sig til Region Nordjylland.
  • April 2022: Region Nordjylland laver rapporten "Krænkelsessag fra Gynækologisk Afdeling", der gør status på sagen.
  • 17. marts 2024: Nordjyske afslører i en artikel, at Region Nordjylland har haft kendskab til, at nogle af ofrene var mindreårige - uden at regionen har fortalt om det. Samtidig har Region Nordjylland givet indtryk af, at sagerne var forældede, hvilket heller ikke er tilfældet. To førende eksperter undrer sig over den måde, Region Nordjylland har optrådt på - og samtidig mener en af professorerne, at sagen faktisk kan føres i retten, så kvinderne kan få erstatning.

Da Region Nordjylland afsluttede sin undersøgelse, så endte sagen også umiddelbart for den brede offentlighed. Men sådan skal det ikke være, hvis det står til den 63-årige kvinde.

- Jeg er kommet dertil, at jeg har tænkt mig at forfølge sagen. Jeg synes, at man bør tage noget mere ansvar for de ting, der er sket, siger kvinden, der i artiklen her optræder anonymt.

Hendes navn er kendt af Nordjyske, men overfor offentligheden har hun ikke lyst til at blive identificeret.

- Det her har været meget traumatisk for mig rent personligt. Jeg har i forvejen været derude, hvor jeg faktisk har overvejet at begå selvmord. Og da jeg så samtidig har kunnet se, hvordan folk har reageret meget ufølsomt overfor de historier, der er kommet frem om overgrebene, så har jeg simpelthen ikke lyst til at stå offentligt frem, siger hun.

- Det gør ondt på mig, når de fleste mennesker bare vil lukke ned for den her sag. Alle tænker på gynækologens eftermæle, og det er da også fint at tænke på gynækologens familie - men jeg føler ikke, at der er nogen, der tænker på, hvordan det her har påvirket mig og min familie - og hvordan det har påvirket de andre ofres liv.

Det er uvist, hvor mange overgreb, der reelt er sket på sygehuset i Hjørring. 34 kvinder har henvendt sig, men derudover er der også et såkaldt mørketal. Overgrebene blev begået af en i dag afdød gynækolog i en periode på 25 år frem til 1990. Men sagen er igen blevet aktuel, da nogle af ofrene muligvis kan rejse en sag.  Arkivfoto: Torben Hansen

- Som en bombe i hovedet

Den 63-årige kvinde havde egentlig - ligesom så mange andre ofre - prøvet at begrave de ubehagelige minder om overgrebene i sin mentale rygsæk. Men da den første kvinde i december 2021 fortalte om et seksuelt overgreb, så var hun ikke i tvivl. De to kvinder led et skæbnefællesskab.

- Jeg begyndte at ryste over det hele. Jeg var ikke i tvivl om, at det var den samme mand. Det var som at få en bombe i hovedet, og min jul blev fuldstændig ødelagt. Men mest af alt var jeg chokeret over, at overgrebene tilsyneladende havde fundet sted over så lang tid.

Den 63-årige kvinde henvendte sig efterfølgende til sygehuset i Hjørring for at fortælle sin historie. Hun blev sidenhen kontaktet af sygehusets lægefaglige direktør, der beklagede, hvad hun havde været udsat for. 

Udsat for flere overgreb

Den 63-årige kvinde fortæller til Nordjyske, at hun fra 1984 til 1986 i op mod ti tilfælde blev udsat for grænseoverskridende adfærd fra gynækologen. Det skete i forbindelse med fertilitetsbehandling og en efterfølgende graviditet. Problemet var egentlig, at en æggeleder var stoppet, så reelt var det slet ikke nødvendigt, at hun så mange gange i forløbet blev indkaldt af gynækologen. Men alligevel skete det.

Men nok så alvorligt så fortæller hun også, at hun i et tidligere tilfælde - som mindreårig - blev udsat for et overgreb fra den pågældende gynækolog. Det skete, da hun omkring 13 års-alderen var indlagt med blærebetændelse. 

- Da mine forældre hentede mig dagen efter, var jeg flyttet til en enestue. Min mor har efterfølgende fortalt, at jeg var skræmt fra vid og sans i flere dage bagefter. Og efterfølgende er også erindringen om det overgreb kommet op til overfladen, fortæller hun til Nordjyske.

Kvinden mener ikke, at hun i noget tilfælde har været udsat for fuldbyrdet voldtægt.

- Men min psykolog siger, at det er en form for voldtægt, som jeg har været udsat for.

Svært forhold til mænd

Selv om den 63-årige kvinde har forsøgt at glemme, hvad der skete, så har det hele alligevel haft stor betydning for hende. Konstant har hun kæmpet med sit selvværd - og at leve med en mand har heller aldrig været nemt.

- Det mærkværdige er, at inden jeg mødte gynækologen, havde jeg egentlig et fint selvværd. Men det ændrede sig efter de ting, der skete, siger kvinden og tilføjer: 

- Der har jo blandt andet helt klart været en påvirkning af mit sexliv på grund af det her. Jeg har altid haft det sådan, at sex var en pligt i mine forhold - og ikke en lyst. 

Den 63-årige kvinde har flere forliste forhold bag sig - blandt andet et ægteskab, der gav hende børn. Men ægteskabet var aldrig lykkeligt.

- Jeg kunne ikke finde nogen fornøjelse i sexlivet, og til sidst spurgte min mand grædende, om han da ikke kunne gøre noget for mig. Men jeg svarede bare: "Du kan ikke gøre noget. Jeg har bare ikke lyst". Så forholdet gik selvfølgelig ad pommern til, og vi blev til sidst også skilt.

 - I dag kan jeg jo sagtens forstå, at når der ikke er noget samliv, så går et forhold i stykker. Men jeg har bare ikke kunnet gøre noget ved det - for jeg har simpelthen aldrig haft lyst.

- Jeg har været ensom hele mit liv – og det er grusomt at leve ensomt. Jeg har svært ved at stole på andre mennesker, og derfor har jeg også isoleret mig. Men jeg er vred over, at mit liv er blevet sådan, siger hun.

Startede ved krisepsykolog

Den 63-årige kvinde har gennem livet selv prøvet at håndtere den ballast, hun har slæbt rundt på. Men da hun omsider fortalte sygehuset i Hjørring om sine oplevelser, blev hun tilknyttet en krisepsykolog.

Trods psykologsamtalerne føler den 63-årige kvinde ikke, at hun i sin nuværende situation er i stand til at komme videre med livet på en ordentlig måde.

- Det her er jo ikke psykologens skyld - men indeni har jeg det lidt som en pose, der er fyldt med makuleret papir. Jeg føler, de har skilt mig ad - men hvem er det så egentlig, der skal samle mig igen, spørger hun.

I første omgang blev hun og de øvrige ofre tilbudt ti psykologsamtaler - men den 63-årige har dog indtil videre fået lov at få flere af dem.

- Man ville gerne have sag lukket

I kølvandet på sagen har Region Nordjylland lavet en afsluttende rapport om forløbet. I rapporten "Krænkelsessag fra Gynækologisk Afdeling" blev det fastslået, at blandt andet på grund af forældelsesfristen var der "ikke grundlag for at udbetale erstatning til berørte kvinder".

Rapporten "Krænkelsessag i Gynækologisk Afdeling" blev offentliggjort i april 2022.

Sidenhen har det dog vist sig, at Region Nordjylland havde kendskab til, at nogle af ofrene var mindreårige på tidspunktet for overgrebene - uden at regionen har fortalt om det.

Konsekvensen af overgrebene mod de mindreårige er altså som nævnt indledningsvist, at sagerne stadigvæk rejses. Og det har den 63-årige nordjyske kvinde tænkt sig at undersøge muligheden for.

- Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver lykkelig af at få nogle penge. Men jeg synes også, at en sag kan være med til at skabe noget mere opmærksomhed omkring det, der skete. Der var tilsyneladende mange, der vidste noget om, at det foregik - men det var ikke nogen, der gjorde noget ved det.

- Jeg har fornemmelsen af, at man fra sygehusets side bare gerne vil have den her sag lukket ned. Og jeg synes ærligt talt, at det er tarveligt overfor os ofre. Jeg vil ikke være med til, at det på den måde bliver tiet ihjel.

Håber, at flere kvinder melder sig

Den 63-årige kvinde håber, at andre af ofrene har lyst til at tilslutte sig et sagsanlæg mod Region Nordjylland.

- Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl om, at der er sket nogle procedurefejl. Reglen om, at gynækologen ikke måtte sende sygeplejerskerne ud af lokalet - så han var alene med sine patienter - var trådt i kraft allerede i 1986, da jeg var hos ham. Og også omkring de mange gange, jeg blev kaldt ind i forbindelse med min graviditet, er der lavet procedurefejl, forklarer kvinden. 

- Jeg føler ikke, at der er nogen, der har taget ordentligt ansvar for det her, og jeg har simpelthen brug for, at der bliver sat et ordentligt punktum, hvis jeg nogensinde skal kunne finde fred med det, der er sket.

Et svar fra regionen

Nordjyske har sendt hele artiklen til gennemsyn hos Region Nordjylland. Herfra ønsker man ikke at stille op til interview, men man har sendt denne skriftlige meddelelse:

”Da sagen blev belyst i forbindelse med rapporten, vurderede man, at der ikke var grundlag for at vejlede om eventuelle erstatningsmuligheder. Når der opstår fornyet interesse for spørgsmålet, så er vi selvfølgelig opmærksomme på, om der er forhold, som skal vurderes anderledes.

Vi har ikke yderligere kommentarer”.

Har du oplevet krænkelse?
  • Hvis du - eller nogen, du kender - har været udsat for en seksuel krænkelse på sygehuset i Hjørring i den pågældende periode, så er det fortsat muligt at henvende sig til Region Nordjylland. Regionen har tidligere tilbudt ti psykologsamtaler til de berørte kvinder.
  • Du kan naturligvis også helt anonymt kontakte Nordjyske, hvis du vil fortælle om din oplevelse - eller eventuelt spørge ind til dine muligheder. Det kan du gøre på ctk@dnmh.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden