Hanne melder rent ud: Disse to chefer har et ansvar for Margrethelund

To kommunale chefer går ifølge FOA under radaren - mens mange andre er fyret

Sagen om Margrethelund bør give anledning til at kigge nærmere på to specifikke chefer i Brønderslev Kommune. Det mener Hanne Christensen, der er sektorformand ved FOA Vendsyssel. Arkivfoto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Sagen om Margrethelund bør give anledning til at kigge nærmere på to specifikke chefer i Brønderslev Kommune. Det mener Hanne Christensen, der er sektorformand ved FOA Vendsyssel. Arkivfoto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

VENDSYSSEL:Seks plejecenterledere på syv år - og tre ældrechefer i samme periode.

Udskiftningen af chefer har været urimelig høj, og det har været direkte medvirkende til, at situationen på plejecenteret Margrethelund på det nærmeste har været ulidelig for både borgere og ansatte. Det mener FOA Vendsyssel, der er fagforbund for de ansatte.

- Jeg synes da, at man bør undre sig længere oppe i systemet, når man har haft så mange chefer på så få år. Der er jo ingen, der når at lande i deres job, siger Hanne Christensen, der er sektorformand hos FOA Vendsyssel.

Hendes reaktion kommer efter, at de ansatte på plejecenteret endnu en gang er kommet i skudlinjen. Det er sket efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed i en tilsynsrapport har berettet om "kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden".

- Medarbejderne føler sig som jaget vildt. Politikerne kigger på dem, som om de bare er udstillingsgenstande - men der er ikke nogen, der spørger dem om, hvordan de oplever situationen. Og de kan heller ikke selv gå ud med det, fordi de har tavshedspligt. Så derfor føler de bare, at de tager imod, siger Hanne Christensen.

FOA's sektorformand glæder sig dog over, at en tidligere ansat, Sanne Pedersen, overfor Nordjyske forleden forsøgte at sætte ord på de frustrationer og den magtesløshed, som medarbejderne står med. Det ændrer dog ikke på, at tilsynsrapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed gør ondt.

- De ansatte har virkelig oplevet det her tilsynsbesøg som en mavepuster. De føler sig beskyldt for alt muligt, og sådan ønsker de selvfølgelig ikke at fremstå.

Uro gennem flere år

Hanne Christensen understreger, at de ansatte selvfølgelig gerne vil levere god pleje. Men hun siger også følgende:

- Situationen er trist, og selvfølgelig skal man gøre noget ved det. Men når jeg kigger tilbage, så kan jeg egentlig også godt forstå, at der sker sådan nogle ting, som dem vi oplever på Margrethelund lige nu.

FOA kan nemlig spore problemer på ældreområdet i Brønderslev Kommune tilbage til omkring 2015.

- Dengang var der en voldsom besparelse på vej, og vi blev adviseret om, at der skulle ske massefyringer. Det blev dog alligevel ikke så slemt, for det viste sig, at der var sket en regnefejl, fortæller hun.

I kølvandet på balladen indgik den daværende sundheds- og ældrechef en fratrædelsesaftale. Og i det hele taget har Hanne Christensen noteret sig, at der har været stor ledelsesmæssig udskiftning.

Et tumultarisk forløb

Det er Hanne Christensens oplevelse, at de mange udskiftninger i ledelseslaget har givet et tumultarisk forløb på Margrethelund.

- Det har været en meget lang periode, hvor det har været meget, meget ustruktureret og omtumlet. Der er på Margrethelund lavet mange lappeløsninger med ledere fra andre plejecentre, som så har skullet være to steder på én gang.

Mange chefer på få år

Der har gennem de seneste år været flere udskiftninger på posten som sundheds- og ældrechef i Brønderslev Kommune.

I januar 2015 tiltrådte Henrik Hugo Pedersen. Han bestred stillingen i et år og fire måneder. Henrik Hugo Pedersen tog 21. april 2016 imod en fratrædelsesaftale efter et meget kritiseret forhandlingsforløb samme forår mellem kommunen og FOA. I første omgang var der varslet massefyringer af 38 ansatte i plejesektoren - men forløbet endte uden fyringer. Men det gav undervejs stor anledning til bekymring og nervøsitet hos de ansatte i plejesektoren. Fratrædelsesaftalen kostede skatteborgerne i Brønderslev Kommune godt 800.000 kroner.

Efter at stillingen havde været ubesat i godt et halvt år tiltrådte Lone Iversen i januar 2017 som nye sundheds- og ældrechef for Brønderslev Kommune. Hun sad i stillingen frem til juni 2018 - altså i et år og seks måneder. Herefter tiltrådte hun et tilsvarende job i Hjørring Kommune.

Den nuværende sundheds- og ældrechef - Uffe Viegh Jørgensen - tiltrådte i august 2018. Han har altså på nuværende tidspunkt været chef for områdets godt 700 medarbejdere i cirka tre og et halvt år.

I perioden med de tre sundheds- og ældrechefer er der desuden seks gange skiftet plejecenterleder på Margrethelund.

Hanne Christensen krydser fingre for, at de nyeste tiltag omkring Margrethelund får en effekt - blandt andet skal et efteruddannelsesforløb for samtlige ansatte forbedre situationen.

- Men man har altså også før prøvet at rette op på det pressede arbejdsmiljø med hjælp fra et konsulentfirma. Så jeg kan godt forstå, hvis personalet tænker over, om de skal tro på det denne her gang, siger Hanne Christensen.

- Den gensidige tillid er noget flosset. Vi har haft mange møder, hvor personalet giver udtryk for frustration. De oplever stor travlhed, de føler ikke, at de har tid til at opbygge relationer med borgerne, de har ikke nok tid til at dokumentere - og heller ikke til sparring med kollegerne. Og skal du lave god pleje, så er det altså nødvendigt, at de ansatte har tid til at sætte sig ind i borgernes situation, fastslår hun.

- Man burde være nysgerrig

Hvis I skulle sætte fingeren på noget, der burde have været gjort anderledes på Margrethelund, hvad ville det så være?

- Man skulle have været meget skarpere på, at det her altså er en stor arbejdsplads. Det skal ikke være en gennemgangslejr for nye ledere, som måske ikke engang er klædt på til at lede det, der er kommunens største plejehjem, siger Hanne Christensen.

- Og jeg synes også, politikerne skulle have været mere nysgerrige på, hvorfor der er så stor lederudskiftning. Og så skulle de også have været mere nysgerrige på økonomien (som gennem flere år har været dårlig, red.). Så jeg synes ikke helt, det er berettiget, at politikerne vasker hænder på den her måde.

Ifølge FOA's sektorformand Hanne Christensen er det "tankevækkende", at situationen omkring plejecenteret Margrethelund over flere år har fået lov at eskalere. Flere gange har Brønderslev Kommune nemlig fået henvendelser fra FOA med bekymringer omkring arbejdsmiljøet. Arkivfoto: Martin Damgård

Ifølge FOA's sektorformand Hanne Christensen er det "tankevækkende", at situationen omkring plejecenteret Margrethelund over flere år har fået lov at eskalere. Flere gange har Brønderslev Kommune nemlig fået henvendelser fra FOA med bekymringer omkring arbejdsmiljøet. Arkivfoto: Martin Damgård

- Det er tankevækkende, at det har fået lov at eskalere - også fordi at vi fra FOA har henvendt os flere gange til Brønderslev Kommune med bekymringer omkring arbejdsmiljøet. Vi har holdt flere fyraftensmøder ude på stedet - og vi har været i dialog med Brønderslev Kommune omkring det. Men på en eller anden måde er det bare ikke lykkedes at lande noget, der kunne blive et godt fundament.

FOA: Pilen peger på to chefer

Når der skal placeres et ansvar for, hvorfor Margrethelund ikke er kommet til at fungere bedre, er der for Hanne Christensen ikke megen tvivl om, hvor opmærksomheden bør rettes hen. Mens der altså gentagne gange er skiftet plejecenterledere og ældrechefer, så føler hun, at to andre kommunale chefer er gået under radaren.

Det handler om lederen af hele plejecenterområdet i Brønderslev Kommune, Lene Houkjær Nørgaard - og forvaltningsdirektøren for "Sundhed & Velfærd", Henrik Aarup-Kristensen.

- De har jo været gennemgående figurer i hele perioden. Og de har blandt andet i forhold til Margrethelund været den ansættende myndighed. Det er da tankevækkende, synes jeg.

Hanne Christensen mener samtidig, at de skiftende sundheds- og ældrechefer er delvist undskyldt, idet de har haft "relativt kort tid til at sætte sig ind i et kæmpe område med mere end 700 medarbejdere".

Samtidig hæfter hun sig ved, at man i kølvandet på fratrædelsesaftalen med den seneste leder af Margrethelund har konstateret, at plejecenterlederens opgave var "for stor". Det kunne man læse i en artikel i Nordjyske.

Skal jeg forstå det sådan, at du mener, det skal have konsekvenser længere oppe i systemet?

- Det er ikke op til mig at afgøre. Men jeg synes da i hvert fald, at man bør kigge godt indad i organisationen - og de bør også spørge sig selv, om de har løftet opgaven godt nok. Det er for nemt bare at pege på ledelsen og medarbejdere ude på Margrethelund. Jeg synes, Brønderslev Kommune gennem årene har forsømt at påtage sig et ansvar, siger Hanne Christensen.

- Ingen er fri for ansvar

På spørgsmålet om, hvorvidt han bærer et ansvar for situationen på Margrethelund, siger forvaltningsdirektøren Henrik Aarup-Kristensen følgende:

- Det er da klart, at der er ikke nogen, der er fri for ansvar, når sådan noget sker.

For Henrik Aarup-Kristensen er det svært at se, at meget kunne have været gjort anderledes i forhold til rekrutteringen og den hyppige udskiftning af ledere.

- Vi har forsøgt at give de chefer, der har været, opbakning til at arbejde med de udfordringer, der har været. Det er det, som jeg har kunnet gøre, derfra hvor jeg sidder. Det her er jo ledelse via nogle øvrige lag. Så derfra, hvor jeg sidder, kan jeg udstikke en ramme, der giver dem (lederne, red.) nogle muligheder for at arbejde med det her, siger Henrik Aarup-Kristensen.

- Én af udfordringerne - eller vilkårene om man vil - er jo også, at lederne kan søge sig et andet job, hvis de hellere vil noget andet. Det er én af forklaringerne på, at der har været så stor udskiftning.

- Derudover så har det også været en stor opgave (at lede Margrethelund, red.). Og ansættelsen af to assisterende plejecenterledere (fra 1. december 2021, red.) er jo også en erkendelse af, at der skal mere ledelse til.

Er der noget, som du set i bakspejlet ville have gjort anderledes?

- Jeg kunne da ønske mig, at vi havde fået styrket ledelsesniveauet med de assisterende plejecenterledere på et tidligere tidspunkt. Jeg tror, at det kan være med til, at vi får vendt skuden - og får styr på nogle af de problemer, som Styrelsen for Patientsikkerhed også har peget på. Vi har simpelthen brug for en større ledelsesmæssig muskel derude.

Hvorfor har I ikke gjort det før?

- Der har været en generel trend i, at man skulle reducere antallet af ledere i den kommunale organisation. Men vi må bare konstatere, at på at plejecenter med Margrethelunds størrelse har vi skruet for meget ned.

Kan du selv komme i fare her?

- Ingen går ram forbi af sådan noget her. Når et plejecenter fylder så meget i pressen, bliver alle niveauer presset. Det gør jeg også. Men det er egentlig også idéen - at vi skal skærpe os, når sådan noget sker, siger forvaltningsdirektør Henrik Aarup-Kristensen. Arkivfoto: Bente Poder <i>Foto: Bente Poder</i>

- Ingen går ram forbi af sådan noget her. Når et plejecenter fylder så meget i pressen, bliver alle niveauer presset. Det gør jeg også. Men det er egentlig også idéen - at vi skal skærpe os, når sådan noget sker, siger forvaltningsdirektør Henrik Aarup-Kristensen. Arkivfoto: Bente Poder Foto: Bente Poder

- Ingen går ram forbi af sådan noget her. Når et plejecenter fylder så meget i pressen, bliver alle niveauer presset. Det gør jeg også. Men det er egentlig også idéen - at vi skal skærpe os, når sådan noget sker, siger Henrik Aarup-Kristensen.

Tavs leder for plejecentre

Nordjyske har også spurgt lederen af hele plejecenterområdet i Brønderslev Kommune, Lene Houkjær Nørgaard, hvorvidt hun bærer et ansvar for den megen uro omkring Margrethelund.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger hun.

Lene Houkjær Nørgaard har i det hele taget ikke lyst til at blive interviewet om den kritik, som rejses af FOA.

Men du har jo været til stede på Margrethelund en gang om ugen det seneste halve år, og nu er der så kommet den her tilsynsrapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Burde du have fanget nogle signaler om, hvordan situationen var?

- Det har jeg heller ingen kommentarer til.

Tidsforløb - Margrethelund

8. juli 2021: Nordjyske bringer artiklen ”Syv frygtelige uger blev Jørgens sidste”. Her kan man læse om Jørgen Jørgensen, der på Margrethelunds aflastningsafsnit får det gradvist værre og til sidst afgår ved døden. Forløbet er præget af uværdighed og tvivlsom pleje.

16. juli 2021: Også Jette Arentsen rejser nu kritik af Margrethelund. Hendes mand oplever blandt andet at blive opbevaret i sin seng - ene og alene af den grund, at personalet har fået hans tøj væk.

17. juli 2021: Sagerne fra Margrethelund vækker opstandelse i Ældre Sagen. Vicedirektøren kalder blandt andet forholdene for ”gruopvækkende”.

18. juli 2021: FOA Vendsyssel mener, politikerne også må påtage sig et ansvar – og afsætte flere penge til ældreplejen.

19. juli 2021: Ole Jespersgaard (S), formand for ældreomsorgsudvalget, kræver en redegørelse fra Margrethelund – og udtrykker ønske om at finde flere penge til ældreområdet.

18. august 2021: Brønderslev Kommunes ældreomsorgsudvalg vedtager en lang række af initiativer i forhold til at forbedre forholdene på plejecenteret. Ole Jespersgaard (S) har fået et massivt antal henvendelser om utilfredshed med Margrethelund. Styrelsen for Patientsikkerhed spørger samtidig ind til problemerne - men styrelsen stiller sig umiddelbart tilfreds med de planlagte initiativer.

17. september 2021: Blandt andet som følge af sagen fra Margrethelund vælger byrådet at tilgodese ældreområdet på budgettet. Sammenlagt tilføres området omkring ni millioner kroner ekstra.

28. september 2021: BDO leverer det årlige uanmeldte socialfaglige tilsyn på Margrethelund. Det vurderes, at "kerneydelsen leveres samlet set med en tilfredsstillende faglig kvalitet". Det konkluderes dog også, at "den samlede journalføring er mangelfuld".

2. oktober 2021: Et større efteruddannelsesforløb for samtlige medarbejdere på Margrethelund planlægges. Kursusforløbet strækker sig frem til 2025. Pris: 4,3 mio. kroner.

1. december 2021: To assisterende plejecenterledere tiltræder på Margrethelund.

7. december 2021: Styrelsen for Patientsikkerhed kommer på et varslet tilsyn på Margrethelunds to aflastningsafdelinger. Besøget viser store problemer. Brønderslev Kommune nedsætter dagen efter en taskforce. Desuden er der indgået en fratrædelsesaftale med lederen af Margrethelund.

17. december 2021: Brønderslev Kommune modtager udkast til de skriftlige tilsynsrapporter fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Rapporterne er alvorlig læsning og beretter om ”kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden”. Desuden udstedes der mere end 50 krav og påbud overfor plejecenteret.

5. januar 2022: Brønderslev Kommune afleverer - på baggrund af tilsynet - høringssvar til Styrelsen for Patientsikkerhed.

12. januar 2022: Brønderslev Kommune modtager de endelige tilsynsrapporter - og skal i et forløb med Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor der er tilknyttet et såkaldt rejsehold til Margrethelund. Det hele skal munde ud i et nyt tilsyn om maksimalt tre måneder. Sagen beskrives af Nordjyske samme aften.

13. januar 2022: De pårørende byder ind med både spørgsmål og kritik på et orienteringsmøde om situationen på plejecenteret.

14. januar 2022: Ældreomsorgsudvalget giver efter et ekstraordinært møde opbakning til de kommunale ledere, som man dog "forventer tager de nødvendige skridt". Tidligere på dagen har ældrerådsformand Inger Møller Nielsen givet udtryk for, at også andre end den tidligere leder på Margrethelund bør bære et ansvar.

19. januar 2022: Økonomiudvalget behandler sagen. Igen er der opbakning til de kommunale ledere, men borgmester Mikael Klitgaard tilføjer dog, at "der er tale om en løftet pegefinger".

Fakta viser udfordringerne

Der er efterhånden en lang række af fakta, der viser udfordringerne på Margrethelund. En opgørelse over arbejdsmiljøet på de kommunale plejecentre viser, at Margrethelund er det plejecenter i Brønderslev Kommune, hvor medarbejderne har det dårligst, når de er på job.

Man kan også se, at sygefraværet på Margrethelund gennem flere år har været højt. Blandt samtlige ansatte i Brønderslev Kommune lå det gennemsnitlige sygefravær i 2021 på 5,4 procent - mens Margrethelund til sammenligning havde et sygefravær på 10,2 procent.

Desuden har økonomien på stedet gennem flere år været dårlig. Den tidligere medarbejder Sanne Pedersen har givet udtryk for, at også det var med til at presse medarbejderne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.