Plejecenter skifter leder efter hård kritik
Med lederskiftet fortsætter uroen omkring plejecentrene i Brønderslev Kommune
Opdateret 24. juni 2024 kl. 12:25
BRØNDERSLEV: Der har over det seneste års tid være flere tilfælde af kritik rettet mod plejecentrene i Brønderslev Kommune.
Mest ballade har der været omkring plejecenteret Margrethelund i Dronninglund - men ét af de steder, hvor bølgerne også er gået særdeles højt, er på friplejehjemmet Vivaldi i Brønderslev.
På Vivaldi har flere af beboernes pårørende været særdeles utilfredse med den måde, som deres kære er blevet behandlet på - og i tilsynsrapporter er det understreget, at de pårørende har haft en pointe i deres kritik.
Men nu er den tidligere leder ikke længere frontfigur. Det fortæller Morten Skov Mogensen, der er direktør for Danske Diakonhjem, som står bag Vivaldi Friplejehjem:
- Der er kommet en ny konstitueret forstander på Vivaldi. I forlængelse af nogle dårlige tilsynsrapporter er der selvfølgelig nogle ting, der skal arbejdes videre med. Og det er hun godt i gang med, siger Morten Skov Mogensen.
Han oplyser desuden, at den konstituerede leder har taget over ved indgangen til juni.
Danske Diakonhjem startede i 1958 - dog under navnet "Sammenslutningen af diakonhjem for kronisk syge i Danmark".
Danske Diakonhjem er en selvejende, non-profit organisation, der arbejder med at opføre og drive plejehjem, hospicer og botilbud. Man varetager administrationsopgaver for uafhængige institutioner over hele landet.
I dag driver Danske Diakonhjem 42 egne plejehjem - herunder seks plejehjem, der er ved at blive bygget. 19 drives som friplejehjem, mens 23 drives efter driftsoverenskomst med den lokale kommune. To plejehjem udbyder hjemmepleje og praktisk hjælp.
I alt er omkring 5.500 medarbejdere ansat i relation til Danske Diakonhjem.
Uro gennem længere tid
Morten Skov Mogensen ønsker ikke at forklare, hvorfor der er sagt farvel til den tidligere leder, da det er "et personale-spørgsmål".
Det ligger dog som nævnt indledningsvist fast, at der gennem længere tid har været kritik af Vivaldi fra pårørende til beboere på friplejehjemmet.
Selve tilsynsforpligtelsen har Brønderslev Kommune - og her viste en rapport i oktober 2021, at der var brug for at forbedre forholdene på visse punkter. Derfor fik friplejehjemmets ledelse til opgave at udarbejde en række konkrete handleplaner.
Men hvis de pårørende havde forventet, at forholdene dermed ville blive hurtigt forbedret, fik de en slem skuffelse. For da resultatet af et skærpet tilsyn blev offentliggjort i februar 2022, viste det sig, at situationen havde udviklet sig til det værre.
Vivaldi skraber bunden
I det skærpede tilsyn stod det klart, at forholdene nu var så slemme, at de direkte vurderedes til at kunne "true borgersikkerheden". I rapporten fortalte pårørende, at mange medarbejdere ikke kendte tilstrækkeligt til opgaverne hos borgerne. Og gav blandt andet dette eksempel:
"En pårørende oplyser blandt andet, at hendes kognitivt friske familiemedlem ved en fejl, to gange i den seneste tid har fået udleveret en andens borgers medicin, som borger følte sig presset til at indtage, idet medarbejderen insisterede kraftigt. Da samme hændelse gentog sig, sagde borger fra".
Den åndsfriske beboer på Vivaldi følte sig altså tvunget til at indtage medicin, som hun vidste var forkert.
I konklusionen blev der peget på mangel på faglærte medarbejdere, stor medarbejderudskiftning og manglende ressourcer. Men det blev også anført, at ledelsen var fraværende, hvilket påvirkede kontinuitet, faglighed og trivsel på plejehjemmet. Desuden berettedes der om mangelfuld dokumentation og manglende koordinering og opfølgning på de pleje- og sundhedsfaglige indsatser. Og det var altså på den baggrund, det blev konkluderet, at borgersikkerheden var truet.
Når kommunens plejecentre bedømmes, så sker det efter fem kategorier - med mulighed for fem point i hver. For Vivaldi Friplejehjem landede scoren på blot 10 af de maksimale 25 point - hvilket var klart dårligst af kommunens plejehjem.
Holdt fast i leder - trods kritik
Hos Danske Diakonhjem var man alt andet end begejstret for rapporten.
- Når man går i dybden, finder man nogle gange flere huller i osten. Og det har man gjort her, lød indrømmelsen i februar fra Emil Tang.
Emil Tang er tidligere direktør for Danske Diakonhjem, men i sagen om Vivaldi Friplejehjem var han hyret ind som konsulent. Og i første omgang var der ingen slinger i valsen i forhold til at holde fast i Vivaldis daværende leder.
- Hvis vi ikke havde tillid til (navn fjernet, red.), så var der handlet på det for 14 dage siden, sagde han dengang.
Men nu er plejecenterlederen altså fortid - og Emil Tangs egen konsulentkontrakt er i øvrigt også udløbet ved indgangen til juni.
Direktør: - Vi arbejder på det
Det store spørgsmål er så, hvordan situationen på Vivaldi Friplejehjem er lige nu.
Det skærpede tilsyn medførte 17 anbefalinger til forbedringer på stedet - og desuden blev der også lavet en omfattende handleplan, der skulle udføres i løbet af februar og marts.
På spørgsmålet om, hvorvidt handleplanen er blevet fulgt og udført tilfredsstillende, siger direktøren for Danske Diakonhjem, Morten Skov Mogensen:
- Jamen, vi er først tilfredse, når tingene er helt i orden deroppe. Og det er det, vi fortsat arbejder på.
Hvor langt er I fra, at du er helt tilfreds med det, der foregår der nu?
- Når man til enhver tid kan sige, at det er, som det skal være både værdimæssigt og fagligt, så er vi tilfredse. Det er sådan, det er på de andre hjem hos Danske Diakonhjem, og sådan skal det selvfølgelig også være på Vivaldi. Og der er jo ingen tvivl om, at når man læser en tilsynsrapport, som den du også selv har læst, så er tingene ikke i orden. Og derfor skal der selvfølgelig tages fat om ting, indtil man er helt sikker på, at tingene er i orden. Så der er ikke på den måde et udløb på den slags. Det er først, når vi er helt sikre på, at det har den form og den faglighed, som man skal møde som beboer og som pårørende, siger Morten Skov Mogensen.
Ny rapport på vej
I kølvandet på den alvorlige tilsynsrapport har også Styrelsen for Patientsikkerhed været på besøg hos Vivaldi Friplejehjem. Rapporten med resultatet af tilsynet er dog endnu ikke offentliggjort.
- Vi forventer, den kommer inden længe, og derfor er der også et handleplansarbejde, der kommer til at fortsætte. For de er ikke tilfredse, før man som beboer og som pårørende er helt sikre på, at både faglighed og værdier er helt, som de skal være på et plejehjem, siger Morten Skov Mogensen og tilføjer:
- Man skal ikke være i tvivl om, at Danske Diakonhjem står for tydelige værdier og en høj faglighed. Og det er klart, at når tilsynsrapporter viser, at der er noget at komme efter, så har vi en opgave i at rette op på det - og også at fortælle, at vi retter op på det. Vi stopper ikke det her genopretningsarbejde, før tingene er helt tilfredsstillende.
I sommeren 2021 rejste en række pårørende kritik af forholdene på plejecenteret Margrethelund - de var utilfredse med plejen og omsorgen på stedet. Det førte senere til, at Styrelsen for Patientsikkerhed har kunnet konstatere "kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden" på Margrethelund. Nordjyske har efterfølgende sat fokus generelt fokus på ældreområdet.
I serien er der bragt følgende artikler:
- Syv frygtelige uger blev Jørgens sidste
- - Min mand skulle ligge i sengen hele dagen - personalet havde smidt hans tøj væk
- Rystet over forholdene på nordjysk plejecenter: - Det er jo gruopvækkende
- Uhyrlige forhold på plejecentre fortsætter - til politikerne finder penge
- Plejecenter-ballade: Formand kræver redegørelse - og vil finde flere penge til ældrepleje
- - Hvordan kan vi blive ved med at acceptere, at vores ældre bliver udsat for omsorgssvigt?
- Efter besøg på plejecenter i Brønderslev: Minister fejede spørgsmål om Margrethelund af banen
- Kritikken haglede ned over plejecenter: - Ledelsen har svigtet
- Følelsesladet sejr for efterladte: Voldsomme indgreb på plejecenter
- - Flere penge til ældrepleje er fint nok. Men det er empati, der mangler
- Nyt tiltag på Margrethelund: - Vi er nødt til at handle på det
- Brønderslevs ældre kan smile - politikerne har fundet millioner til forbedringer
- Efter kritik af plejecenter: Millioner skal bruges på at styrke medarbejdere på Margrethelund
- Chokerende forhold på nordjysk plejehjem – beboernes helbred i fare
- Intet er ændret på plejecenter, efter Rikke fortalte om sin fars død: - Man får så ondt i maven
- Politikere blev informeret om fremgang – men den var der ikke
- Pårørende efterlyser synlig leder: - Man kan ikke drive et plejehjem ved en computerskærm
- Formand reagerer vredt: - Jeg har spurgt, om der ryger flere hoveder
- Efter skandalesag på plejecenter: Skal der rulle flere hoveder?
- Måtte besørge i sin ble: Sådan behandler vi de gamle, og vi bør skamme os
- Ønsker troværdige tilsyn på plejecenter: - Man sætter beboernes liv på spil
- Borgmester til kommunale chefer: - Det er en løftet pegefinger
- Sanne kæmpede fire år i plejehjemmets kaos - og så fik hun nok
- Kaoskurs ændret på plejecenter: Da Bente ryddede op, faldt sygefraværet
- Ældrechef: Dårlig ældrepleje og dårligt arbejdsmiljø kan hænge sammen
- Hanne melder rent ud: Disse to chefer har et ansvar for Margrethelund
- Ulykke på plejehjem forårsagede Hennings død: - Det skal ikke kunne ske på et plejehjem
- Tilsyn afslører problemer på nyt plejehjem: Beboer blev tvunget til at spise forkert medicin
- Forvaltning undlod at orientere kritiske politikere - og så overtog uprøvet formand møgsag
- Plejepersonalet i Brønderslev er syge i fire uger hvert år
- Hver fjerde hjemmehjælper i Hjørring er væk om fem år: - Det er skræmmende
- Karen Margrethe er 71 år og ansat i hjemmeplejen: - Mine kolleger joker med, at de snart skal passe mig
- I Frederikshavn arbejder 17 ud af 18 sosu-ansatte på nedsat tid: - Den dårlige samvittighed nagede
- Astrid Krag: Det her skal Nordjylland gøre ved udfordringerne med plejepersonalet
- - Der er ikke tid til at gentænke hele ældreområdet til borgermøder og workshops. Der er brug for handling nu
- Trods forbedring er der fortsat patientfare på plejecenter - tilsyn kommer snart igen
- Plejecenter skifter leder efter hård kritik
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.